Læsetid: 4 min.

Kunstens lånebank

28. februar 1998

KALENDER
I BERLINGSKE Tidende har en debat stået på om P. O. Enquists nye skuespil Billedmagerne, der opføres på Dramaten i Stockholm og snart også kommer op i København. Henrik Wivel har i usminkede vendinger kritiseret Enquist for hans stadige brug af historiske kunstnerskikkelser, førhen Strindberg, H. C. Andersen, fru Heiberg og nu Selma Lagerlöf og Victor Sjöström, som i følge Wivel - der er doktor på en Selma Lagerlöf-afhandling - bliver udsat for en trivialisering.
De fremstilles alle som tragiske og medlidenhedsvækkende, da deres kunst udelukkende skabes på smerteoplevelser, som de ikke engang vedkender sig, men fortrænger og besmykker. Dette kunstsyn er således en underkendelse af den skabende selvbevidsthed, hævder Wivel.

MANGE KENDER sikkert både fascinationen og irritationen over digteriet over andre digtere. Der kan være en vis gratis reklameværdi i denne udluftning af de kendtes intime konfliktstof, selv om det er en både gammel og anerkendt tradition i romaner, film, dramatik, dokumentariske, halvdokumentariske fiktioner. Hos Enquist er det faste træk ved næsten hele hans produktion og må kaldes legitime og effektive fortolkninger.
På scenen virker det stærkt og vel egentlig misvisende, hvis instruktøren understreger den ydre person-lighed ved personlighederne, når der er tale om frie fortolkninger i et højere ærinde end naturalistisk mimesis.
Det er kunstnerisk legitimt at låne både af virkeligheden og af anden kunst, at låne og bearbejde kunstnere og deres værker. Når det kommer til stykket - og ikke bare til teaterstykket - er al kunst baseret på kendskab til anden kunst, alt er lån, verdenslitteraturen er en bank eller et lånekontor for billedmagere. Det ligner en tanke at vores kulturministerium har indrettet sig i det gamle assistenshus.

FOR ADSKILLIGE digtere er anden og andres kunst på den måde en naturlig del af det billede, de gør sig af verden. Andres værker er steder og huse at gå fortroligt ind i, selvfølgelige referencer, dækkede eller åbenlyse, i form af allusioner, hilsener, citater, genbrug. Efterklange af Ossian eller andre barder.
Det gælder f.eks. for den finlandssvenske lyriker Tua Forsström, der i torsdags i Göteborg modtog Nordisk Råds Litteraturpris for digtene Efter att ha tilbringat en natt bland hästar. Samtidig fik hun overrakt en oversættelse af bogen med det danske sprogs ikke uventede lån af hendes ord: Efter at have tilbragt en nat blandt heste (45 s., 120 kr. Husets Forlag), udtaget af forfatteren Peter Nielsen, der nylig også har overført Tomas Tranströmers Samlede Digte (Forlaget Centrum) til dansk og tidligere et større udvalg af samme Tua Forsström, Fiskenes himmel.

ET LÆSERBREV i Information (Svend Ravnkilde, 15.2.) gjorde rede for en fin oplevelse med et af hendes digte, gengivet i avisen, "Bliv aldrig ven med en krage". Ordmusikken førte tanken hen på Debussys "Jardins sous la pluie" og "Clair de lune" gennem diskrete henvisninger.
Musikken er altid til stede i hendes digte, nævnt eller unævnt.

Musikken er orden, spil
at de underjordiske dele
overvintrer, det der er længsel
og gitter, Clair de lune.

Digtet, som er fra en tidligere samling, er henvendt til Claes (Andersson), som er digter og pianist.

Hendes lyrik har, mere stilfærdigt end dramatikken, sine samtalepartnere og valgslægtninge. Et digt retter sig til W. A. (Werner Aspenström) om en fælles erfaring, andre i den præmierede bog til Andrej Tarkov-skijs film og bøger. Et sæt noter oplyser om citaternes hjemsteder.
I hendes Parkerna, der var indstillet til prisen i 1992, var der angivne citater fra Friedell, Wittgenstein, Hesse og Nietzsche. Et nyt digt med titlen "Sextus Propertius" er bygget over den romerske digters elegier om kærligheden og døden, den samme som hyldedes af Ezra Pound, der måske er mellemmand med sin berømte digtsuite.

MALERI og skulptur og indskrifter er byggesten for oplevelser og tekster. I Lund Domkirke står der under et relief, signeret af Adam stenhugger van Düren (oversat): "O herre Gud hvilken ende skal det få/at vi ej ville vor skrøbelighed forstå."
Det bliver slutlinjer i Tua Forsströms digt om "Det styrtede æsel", hvor billedhuggeren beder os tage vare på hans hus; han efterlader ikke længere hustru og børn, men hvælving, portaler og dyr til Guds ære, og fordi det er hans håndværk. Han huggede til sidst et æsel, der var segnet om. Han rejser i maj til Tyskland og tilbage hertil, siger han i digtet.

Tua Forsström har som billedmager således på sin måde taget vare på kunstnerens hus, ikke på hans private liv med kone og børn, men det, der står i sin rigdom, løftelse og fald. På gammel vis håndværk til Guds ære, som Johan Sebastian Bachs musik.
Der er en smerte heri, ingen fortrængning, men selvbevidsthed i erkendelse af egen skrøbelighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu