Læsetid: 9 min.

Kunstigt liv

9. februar 1998

Biologen Tom Ray har fået en samling nuller og ettaller til at have sex med hinanden - i sin computer. Han har sluppet de digitale organismer løs på Internettet, hvor han han håber de kan udvikle deres egen intelligens

EVOLUTION
"Åh, hvilken tåbe jeg har været."
Replikken er Johannes Keplers (1571-1630), da han opdagede, at løsningen på gåden om stjernernes og planeternes bevægelse på himlen lå lige for næsen af ham og ikke langt ude i universet.
Nu leder vi med lys og lygte - kæmpemæssige radioteleskoper, ubemandede rumsonder og førerløse 'stifindere' (Pathfinder) - efter tegn på fremmede former for liv og intelligens langt ude i universet. Sandsynligvis er vi lige så store tåber som Kepler.
Svaret på spørgsmålet om, hvorvidt der et eller andet sted i universet findes (eller vil opstå) liv og intelligens, som kan måle sig med vores, ligger måske nærmere, end vi aner.
Tom Ray er biologen, der leger Gud - ikke med genteknik, men med en computer. Under et ophold i Sverige i november sidste år fortalte han om, hvordan hans forskning i Costa Ricas regnskove havde lokket ham til at forsøge at skrive sin egen skabelsesberetning med ettaller og nuller.

Hvorfor ikke?
Det hele begyndte for snart tyve år siden med et parti go - et japansk skakspil, hvor 361 sorte og hvide sten kæmper om 'livsrum' på et kvadreret bræt. Tom Ray havde midlertidigt forladt sit forskerliv i regnskoven for at aflægge besøg på sit universitet, Harvard. Der lærte han at spille go. Pludselig stillede hans go-lærer ham et følgerigt spørgsmål: "Ved du, at det er muligt at fremstille computerprogrammer, der kan kopiere sig selv?"
"I samme øjeblik han stillede det spørgsmål, så jeg alt det, jeg laver i dag, for mig som i et glimt," siger Tom Ray. "Begynd med et selvkopierende program, tilføj et par tilfældige fejl og derefter en udvælgelsesproces - og man skaber evolution."
Evolutionen - den mekanisme, kraft og proces, der har skabt hele den biologiske mangfoldigheds vidunder, skønhed, intelligens og dynamik. Evolutionen, som han kendte så godt og bestandigt forundredes over i forbindelse med sin forskning i regnskoven. Den proces, hvis højeste frembringelse var ham selv - eller rettere sagt den menneskelige hjerne og den menneskelige bevidsthed.
Hvis evolutionen kan skabe liv af egenskaberne hos enkle grundelementer på en død planet, hvorfor skulle den så ikke kunne gøre det samme med ettaller og nuller hos silicium og plastic i en lige så stendød computer?

Det digitale urdyr
Ti år senere, den 3. januar 1990 om aftenen, kunne han indlede sit første forsøg på at genopføre en reprise på skabelsen i en computer.
Selvkopierende programmer var som sagt ikke noget nyt - hvem har ikke hørt om computervirus? Det nye var selvkopierende programmer, der gjorde fejl. Tom Ray indbyggede en mekanisme, som helt tilfældigt byttede en smule om på ettallerne og nullerne.
Det ville normalt være døden for programmet. Et ettal eller et nul på et forkert sted betyder ellers, at computerens processor overhovedet ikke fatter, hvad programmet vil og derfor crasher det hele. Nogen kopiering bliver der ikke tale om. Tom Ray var nødt til at konstruere sin egen computer med indbygget tolerance over for fejl.
Han døbte den Tierra - spansk for Jorden, vores egen Terra Firma. Det specielle ved Tierra er, at den er en virtuel computer. Den eksisterer ikke som en selvstændig enhed med egen harddisk og processor. Tierra er en simuleret computer inde i en anden computer.
Scenen var sat: En jordklode i form af en virtuel computer ved navn Tierra. Et digitalt urdyr (eller måske snarere et urmolekyle) i form af et selvkopierende computerprogram. Et program, som ind imellem lavede fejl, og hvor kopierne konkurrerede om tid i computerens processor og plads i hukommelsen.
En gang imellem og helt tilfældigt kunne nogle af fejlene føre til, at et program blev hurtigere til at kopiere sig selv og klarede sig bedre i kampen om processortid og hukommelsesplads.
"All hell broke loose," skriver Tom Ray i sin egen beretning om, hvad han gik ind til næste morgen, efter at han havde sluppet sit program løs inde i den virtuelle computer.

Skaberværket lever
Hans forskning handlede pludselig ikke længere om at konstruere, men om at observere. Han var tilbage i junglen for at observere, hvad evolutionen havde afstedkommet. Men nu i en jungle af digitale organismer, som levede i et fremmed univers - på Jorden.
Dette univers byggede på en digital fysik, som var helt anderledes end den fysiske verden med de former for liv, han havde lært at kende og elske. Alligevel var alt, hvad der var sket om natten, på en mærkelig måde velkendt.
Det begyndte med parasitterne. Små programstumper, der var hurtigere til at kopiere sig selv, fordi de kasserede dele af deres eget program og udsøgte sig det, de havde brug for, hos andre. Men denne strategi straffede dem i længden: Når der blev flere udbyttere end udbyttede, var der ikke mere at tage af; parasitterne sygnede hen, og de udbyttede kom tilbage. De udbyttede udviklede et immunforsvar over for parasitterne - og parasitterne opfandt en måde at komme igennem forsvaret på.
Undervejs opstod der også programmer, der kunne samarbejde med hinanden om at blive til flere. Og mest forbløffende af alt - Tom Rays digitale organismer opfandt sex. I sin egenhændigt skabte verden opdagede han programmer, som kun kunne opstå, hvis to andre programmer blandede deres ettaller og nuller på en helt ny måde.
"Jeg behøvede bare at stå ved siden af og se til - næsten som en Gud, der er tilfreds med sin skabning - mens det liv, jeg havde skabt, fandt sine egne former," siger Tom Ray.

Mere end amøber
Nu drømmer han om at kunne give sine organismer en eller anden form for nervesystem og måske se dem udvikle sig hen imod noget, man kunne kalde intelligens.
Han har også en anden drøm. I hans egen computer skete der egentlig ikke så meget andet, end at der opstod en række forskellige små programmer, som ganske vist foretog sig mærkværdige ting, men ingen af dem blev mere komplicerede end deres ophav. Og skal hans digitale kryb blive mere avancerede end mikroorganismer og amøber, så skal de være mere komplekse.
Også på vores egen Jord bestod livet kun af meget enkle kryb i mere end tre milliarder år. For 600 millioner år siden kom den kambriske eksplosion, der frembragte en flodbølge af biologisk mangfoldighed og kompleksitet - hvor en af organismerne var begyndelsen til hvirveldyrene og os selv.
Hvad der antændte eksplosionen, ved ingen med sikkerhed. Formentlig var tiden ganske enkelt bare inde. Måske var pladsen blevet så trang og Jorden selv så mangfoldig, at der opstod tilstrækkeligt mange møder og kollisioner mellem tilstrækkeligt mange forskellige livsformer i tilstrækkeligt mange foranderlige miljøer. Der måtte simpelthen opstå noget, der var mere kompleks.

Rejsende på nettet
Det er det, Tom Ray drømmer om - at finde det digitale miljø, der tilbyder hans digitale organismer samme kreative digitale miljø som det, Jorden kunne tilbyde, da livet eksploderede i talløse nye varianter. Og måske er det miljø Internettet.
Tom Ray tilbyder nu sin virtuelle Jord - sin Tierra - til alle interesserede, som er tilkoblet Nettet, så de kan lade Tierra arbejde inde i deres computere, når de ikke selv bruger dem. Samtidig har han udstyret sit urdyr med føleorganer, så det overalt i verden kan finde frem til ledig processortid og hukommelse at leve og udvikles i.
Nu eksisterer hans Tierra i computere verden over. Når morgenen gryer i Japan, forlader hans organismer helt af sig selv deres japanske Tierra'er og rejser til ledige Tierra'er i USA. Og når det lysner på det amerikanske kontinent, drager de tilbage til Japan igen. Og det, han håbede, er faktisk sket: Nogle af hans organismer er blevet mere komplekse end deres ophav.
Om livet på Tierra virkelig vil udvikle sig til mere end nogle små og enkle digitale urdyr, er der ingen, der ved - og der er mange, der tvivler. Men selv om de skulle udvikle sig til noget, der ligner eller endda overstråler os selv, så kan de dog under alle omstændigheder aldrig forlade deres digitale verden, mener Tom Ray. Det er kun dér, de kan leve og udvikles sig.
Uden for Tierra - når de f.eks. rejser på Internettet - er de bare en meningsløs strøm af ettaller og nuller. Dér er de lige så hjælpeløse, som vi ville være uden for vores Jord.

Maskinernes eget liv
Tierra er en tendens i tiden. Computeren er ved at blive et forskningsinstrument og et forsøgslaboratorium, hvor man kan undersøge og eksperimentere med fænomener og forløb, som det ellers overhovedet ikke ville være muligt at undersøge og eksperimentere med.
Evolutionen på Jorden tog fire milliarder år. Tierras første, snublende evolutionære skridt tog en nat. Tierra er en lille brik i et voksende forskningsfelt. En videnskab med en fælles drøm om at forstå, hvordan det går til, når enkle smådele ved hjælp af enkle regler selvorganiserer sig til store, komplekse systemer (f.eks. mennesker og hele samfund?).
John Casti, der er system-teoretiker og forsker ved Santa Fe Institute i New Mexico, er helt overbevist om, at forskerne får held med sig. Han er sikker på, at vi bliver i stand til at bygge maskiner, der kan simulere alt, hvad mennesker gør i dag - og mere til.
"Maskinverdenen og menneskeverdenen nærmer sig hinanden mere og mere," siger han. "Men lidt efter lidt vil de fjerne sig fra hinanden igen. Maskinerne vil blive klogere og mere avancerede end vi. De vil komme til at leve deres eget liv som en særlig art og tale med hinanden om de problemer, de har i deres egen verden. De vil interessere sig lige så lidt - eller lige så meget - for os, som vi interesserer os for de livsformer, vi har ladt bag os på evolutionens vej."
Sådan er livet, synes at være den slutning, han drager - uden at virke nævneværdigt bekymret. Tværtimod ser han frem til den tid, hvor vores og maskinernes verdener løber i samme spor. Og den tid er måske nærmere, end vi tror - det viser Tierra måske.
Selv har han skrevet en bog om emnet, hvor han hævder, at vi vil blive i stand til at opbygge virtuelle verdener i vores computere - simuleringer, som ikke bliver til at skelne fra de virkelige verdener udenfor.
Men hvis det nu faktisk bliver umuligt at skelne den ene verden fra den anden, hvem skal så afgøre, hvilken af dem der er virtuel, og hvilken der er virkelig? Og må vi i vores verden gøre, hvad vi vil, med dem, der bor i den anden verden? Måske skulle det ikke engang være tilladt at forsøge at skabe den?

Oversat af Birgit Ibsen.

FAKTA
En virtuel verden er en skinverden, der ser ud og opfører sig, som om den var virkelig. Den er skabt inde i en computer, og man kan foretage forsøg med den for at finde ud af, hvad der måske vil indtræffe i den virkelige verden.
I dag forsøger forskere at skabe virtuelle verdener af f.eks. Jordens klimasystem, trafiksystemer i byer og verdens aktiemarkeder.
En myretue er et eksempel på et selvorganiserende system. Millioner af myrer, der opfører sig efter enkle regler, opbygger sammen et meget kompleks myresamfund, der kan beskrives som en 'superorganisme'.
Menneskelige samfund er også selvorganiserende. Spørgsmålet er, hvor 'enkle' de regler, vi lever efter, er, og om vi med computerens hjælp nogensinde vil komme til at 'forstå' vores egne regler.

*Tierra Homepage: http://www.hip.atr.co.jp./ ~ray/tierra/tierra.html

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu