Læsetid: 4 min.

Landsbyernes København

24. februar 1998

Hvis man kommer fra provinsen, skal man først lære, at hovedstaden er en fiktion

Byens lys
Vangede var Gentoftes Vesterbro. Vangede var Gentoftes Harlem - Gentoftes eneste "arbejderkvarter", kommunens dårligste skattedistrikt og det eneste valgsted i kommunen, hvor kommunisterne fik stemmer. Vangede var skyggen mellem Gentofte og det begyndende forstads-København.
Dan Turèll:
Vangede Billeder

Hvis man er vokset op i København, ved man, at København er en fiktion. Vi andre, der kom fra provinsen, måtte lære det. København findes ikke. København er en sammenslutning af landsbyer.
Egentlig burde vi også have vidst det. Enhver flække i landet er delt ind i zoner - den rigtige og den forkerte side af jernbanen, af åen - whatever.
Alligevel voksede vi op med et billede af Hovedstaden som et sammenhængende hele. Selv slog jeg mig ned i fiktionen i 1977. Vi havde kun en vag idé om, hvor vi ville bo - det skulle være en lille ejerlejlighed ikke alt for langt fra centrum, men ikke helt inde i byens hjerte. Ekshustru 1 blev sat til at ringe til ejendomsmæglerne, og det endte med en toværelses i udkanten af Frederiksberg. "Hvad slags kvarter er det ?", spurgte fruen og fik det svar, at "der bor skam både skuespillere og viceborgmestre". Senere, da vi var flyttet ind, tilføjede hun selv den observation, at det var et område, hvor ikke alle Mercedeser var taxaer.

I og på
Således blev Frederiksberg den første københavnske landsby, jeg lærte at kende grundigt. Det er selvfølgelig ikke København - bare omringet af København. I København, men på Frederiksberg. Således troede jeg i begyndelsen, at alle ældre københavnere gik med hat. Og at København vrimlede med nobelt, omend lidt blankslidt klædte ældre bøsser (eller hed det "homofile" dengang?) med silkepudler. Og ældre damer, der boede alene i for store lejligheder og løbende solgte ud af indboet for at holde facaden.
Vi boede næsten ved grænsen til landsbyen Vanløse - men heldigvis på den rigtige side af kommunegrænsen. Som et af velhaverbørnene i Christians Kampmanns firebindsværk om familien Gregersen siger til sin nyskilte mor: "Jamen mor, bo i Vanløse - kan man det?".

Turèlls grænseland
I den anden ende af Frederiksberg er der en lige så skarp mental grænse mellem de store herskabslejligheder på Frederiksberg Allé og den borgerlige indkøbsgade Værnedamsvej med de fine slagtere og charcuterieforretninger og vinhandelen med landets største udvalg i maltwhisky på den ene side og få hundrede meter derfra det etniske Vesterbro og grønthandlerne og de eksotiske rejsebureauer i Viktoriagade. Og aldrig skal de to mødes, selv om de nærmest gnider albuer med hinanden. I dette krydsfelt levede den store landsbyekspert Dan Turèll sine sidste år.
Tiden gik og jeg fik ny kone og en ny landsby - Østerbro mellem Lille Triangel og Trianglen. Et område i stadig limbo mellem graciøst forfald og begyndende mondænitet. En dag åbnede en smart café. Indehaveren havde gjort sit hjemmearbejde. Han havde fundet ud af, at mediefolk og yngre mennesker i liberale erhverv udgjorde en stor del af områdets nytilflyttere. Og han havde set rigtigt.

Ama'r
Kartoffelkur og ny skilsmisse fik mig først i 90'erne til at tage et drastisk skridt. Jeg forlod fastlandet. Min nye landsby hed Ama'r, nærmere bestemt Sundbyvester. Her er en proletarisk kolonihavekultur og en patriotisk ø-særhed, som er helt sin egen. Jeg begyndte at komme på en café på Amagerbrogade, og da jeg havde opnået status af stamgæst, skulle de lokale høre, hvor jeg så boede. "Helt derude" - var reaktionen. Der var otte minutters gang.
Så fik jeg igen en ny kone, og opgangstiderne fik os til at investere i et parcelhus i Sundbyøster. En lille kilometers flytning - til en ny landsby præget af socialdemokratisk soliditet og velklædte cyklende børn - kun tre-fire busstoppesteder fra Holmbladsgadekvarteret i al sin slummificerede multietnicitet. Men én ting er vi enige om i Sundbyerne - at Islands Brygge i den ene ende og Dragør i den anden ikke hører til Amager. Og at fastlandskøbenhavnernes næserynken af Ama'r nok bare er misundelse! Folk, der bor på Christianshavn, kan bruge timer på at forklare, at det ikke er Ama'r. Og vi vil slet ikke kendes ved dem.
En af Københavns mindste landsbyer er City - der bor nemlig næsten ingen mennesker. Alligevel er den underinddelt i minilandsbyer: Kompagnistrædekvarteret, Pisserenden osv. Vesterbro er i så voldsom forandring, at en nærmere karakteristik må vente. Hvis man er kunstnerspire eller mindreårig byguerilla, må man nødvendigvis bo på Indre Nørrebro - hvor man ikke forstår, hvad nogen skal på Ydre Nørrebro eller i Nordvestkvarteret.
Er man højerestående politimand og har taget navn efter den jyske by, hvor man voksede op, bor man naturligvis i Brønshøj. Og er man ved banerne og blev anbragt i 'etaten' efter realeksamen, er der gode chancer for, at det hedder Valby. Rødovre og Hvidovre er landsbyer i periferien af mit mentale bykort, og jeg kender intet til Islev og har aldrig truffet nogen derfra.
Oppe nordpå bor de rige. De har sikkert også deres landsbyer og deres rigtige og forkerte sider af skellet. Men det ved jeg ikke noget om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu