Læsetid: 4 min.

Lige hvad jeg manglede...

2. februar 1998

.... og jeg vidste det slet ikke. Et bud på økologisk formidling - også af sport

HESSELAGERS HJØRNE
Jeg føler en trang til at indlede med en lille beretning, som egentligt ikke har det store med 'hjørnets' sædvanlige emnevalg at gøre. Men episoden forekommer mig som eksempel så opløftende, at kontekstens umiddelbare logik må vige.
Forleden havde jeg min lillesøster i røret. Hun takkede, noget sent kunne man nok mene, meget hjerteligt for min julegave til hende og manden. Han havde spontant udbrudt: "Det er lige, hvad jeg ønskede mig. Og jeg vidste det slet ikke!"
Her bør Informations abonnementsafdeling og chefredaktion måske nok springe nogle linjer over, ellers vil de røde ører oplyse hele Store Kongensgade og omegn.
Jeg havde nemlig foræret søster og hendes canadiske, men dansklæsende og -talende, mand et gaveabonnement på ... ja, rigtigt gættet: Information.
Søster forklarede, at de bosiddende i Kerteminde ellers ikke havde holdt avis, men nok havde købt en af de store morgenaviser engang imellem. "Men der står så meget i dem," klagede hun. Her skal det tilføjes, at søster absolut ikke er samfunds-ignorant, hun er blot, som så mange andre, et engageret og travlt menneske.

Rediger!
Budskabet: "Jeg vidste slet ikke, jeg ønskede mig det!", er yderst symptomatisk i en tid, hvor alle mediestrateger har travlt med at regne ud, hvad netop deres segment vil have. Det er ret besværligt, hvorfor flere og flere forfalder til at forsøge at give folk alt - så kan de selv foretage til- og fravalg.
Denne form for ansvarsforflygtigelse, hvor modtageren overtager redaktørens rolle, og hvor avisbudets ryg og sendefladen betaler prisen, må synge på sidste vers. Søster fortalte i hvert fald, at for hende var den stramme - måske næsten nærige - redigering, vigtig. Hun havde grebet sig selv i en hel lang dag at gå og mumle noget i retning af 'Netanjahu'. Først næste dag gik det op for hende, at hun havde læst en artikel i Information om Israel. Det er sgu da rørende. Og tænk: Noget hun havde læst i en avis, havde sat sig fast i underbevidstheden. En sjælden begivenhed!
Tankevækkende, at også aviser måske skal til at indstille sig på de økologiske strømninger - vi gider ikke forurenes med dynger af artikler, radio- og tv-udsendelser - vi forlanger, at kompetente mennesker passer deres arbejde, og vælger for os.

Fravalg på fravalg
Og på den måde blev søsters melding alligevel relevant for 'Hjørnet'. Ikke fordi 'Hjørnet' på nogen måde skal påberåbe sig at foretage prioriterede og kvalitative valg på læserens vegne. Nej herregud dog, her regerer snarere en slags tilfældighedens strategi, hvor det - som i dette eksempel - handler om at få de forhåndenværende søm til at passe til situationen.
Men jeg har observeret en stigende trang til selv at vælge tv's langstrakte og højt promoverede sportstransmissioner fra. Som noget helt ekstraordinært har jeg i indeværende sæson for eksempel ikke set én hel engelsk tipskamp. Det er ikke set tidligere, at jeg ikke har set sådan en i løbet af vinteren.
Og søndag morgen klokken 09.00 orkede jeg ikke engang at tænde for tv, for at se den ellers meget interessante Champions League-kamp mellem østrigske Hypo Niederösterreich og Viborgs kvinder. Som Viborg ellers vandt. Og søndag eftermiddag orkede jeg heller ikke at se Henrik Djernis blive nummer tre i VM i cykel-cross. Og hvis Poul-Erik Høyers erobring af DM i badminton var på tv, så så jeg heller ikke det. Det samme gælder Thomas Bjørns sidste-øjebliks sejr foran waliseren Ian Woosnam i golfturneringen Heineken Classic i Australien. Eller ...
Dette fravalg skyldes en accelererende mæthedsfornemmelse, som tidligere er blevet fremhævet i disse spalter, men som nu snart udvikler sig til det kroniske.
Kommercialiseringen og den af sponsorhensyn nødvendige tv-transmittering er ganske enkelt ved at udvikle sig til en fare for sporten. Der breder sig i disse år en udvanding af vigtigheds- og væsentlighedskriteriet i sportens verden. Der er for mange skæbnekampe og altafgørende opgør, direkte transmitteret og med det hele, til at det kan være sandt. Folks hoveder kan ikke rumme det, og derfor vil de små medier i de kommende år stå stærkere, hvis de formår at lade væsentlighed går forud for trangen til allestedsnærværelse. Redaktører og andre mediefolk skal huske, at de er gæster i læsernes, lytternes og seernes tilværelse - ikke faste beboere med ret til at rykke rundt på møblementet.

Den diskrete radio
Ved min side står en Philips AJ 3044 clockradio. Den symboliserer på mange måder alt, hvad jeg har brug for. Radioen, som jeg vil hylde ved enhver given lejlighed, er stille og roligt ved at rykke ind som medie nummer ét, i hvert fald når det gælder sportformidling.
Ikke mindst fordi den er økologisk, forstået på den måde, at vi lyttere ikke skal høre hele det trivielle opgør, men får alle højdepunkterne - serveret direkte og uden konservering. Tilmed i en flade, der er præget af alsidighed og tilberedt i en garniture af speaker-engagement.
Det handler også om, at radioen er meget diskret, trods sit nærvær. Den kan kværne, uden at gæster og bofæller føler sig intimideret. Radioen har ikke tv's evige følgesvend - den dårlige samvittighed, fordi man nu igen sidder der og flader ud. Jeg sidder for eksempel og skriver, og kan samtidig høre, at der står 1-1 efter første periode af topopgøret i ishockey mellem Herning og Esbjerg. Øv: Nu kan jeg også høre, at Herning er kommet foran 2-1, men det jo i princippet ikke radioens skyld. Og 3-1, nej, nej, nej ... Luk for det l...
Så må jeg læse resultatet på tekst-tv side 276 - noget er fjernsynet dog stadig godt for.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu