Læsetid: 4 min.

Livet er en cabaret - men ikke på Østerbro

13. februar 1998

Filmen Cabaret's ophavsmand blev som flygtning forjaget af de danske myndigheder, fra Classensgade på Københavns Østerbro

BYENS LYS
"En af de film, man skal se mindst én gang i livet."
Sådan omtaler Filmhuset i sit månedsprogram musicalen Cabaret fra 1972. Og her er der dækning for programmets noget skingre anprisninger. Filmen fanger tilskueren i sin rytme, som den gjorde det for efterhånden længe siden.
Instruktøren Bob Fosse - den drevne Broadway koreograf og iscenesætter - ved, hvad han gør. Han har modet til at lade pinagtige scener slæbe sig afsted, så ens fødder rykker uroligt under biografsædet. Også når Fosse sætter fuldt knald på, er effekten velafmålt, fra latter til politisk afsky.
Blandt syngestykker har Cabaret-filmen den sjældenhed, at man alligevel ikke studser, når de optrædende bryder ud i sang. Filmen væver sin handling om numre fra en småtarvelig berliner-cabaret 1931, hvor den pågående Sally Bowles i skikkelse af Liza Minnelli søger sit gennembrud. "Jeg vil være en stjerne," fastholder hun.
I filmen lykkes det aldrig. Men for Liza Minnelli selv skete det med præstationen så voldsomt, at hun slyngedes ud i verdensrummet for aldrig siden at kunne vende tilbage til nogen anden god rolle på jorden. Hun er evigt dømt til på cabaretscener at sende det fjerne skær af Sally Bowles.
Filmen belyser et originalt stofs kringlede vej til et bredt publikum. Det oprindelige forlæg er de skitser, den britiske forfatter Christopher Isherwood (1904-86) gjorde af berlinerskæbner i Weimar-republikkens sidste år - i romanerne Mr. Norris skifter tog (1935) og Farvel til Berlin (1939).

Dekadencen
I 1950'erne bearbejdede Isherwood sammen med John van Druten materialet til et skuespil Jeg er et camera, der blev til en film af samme navn. Med inspiration i filmen biksedes Broadwaystykket Cabaret, der blev opskriften på en ny film.
Intet under, at Isherwood i sine nu-kan-det-hele-fortælles erindringer Christopher og hans kreds fra 1976 har svært ved at gøre rede for, hvilke personer, der i virkeligheden var bygget på hvem og efterhånden kom til at hedde og gøre hvad. Hele vejen frem til Cabaret-filmen er det før-Hitler Berlins fordærv, der dirrer som grundtemaet.
I sine erindringer spørger Isherwood spottende:
"Var Berlins berømte 'dekadence' i virkeligheden ikke i store træk en kommerciel linje, som berlinerne instinktivt havde udviklet i deres konkurrence med Paris? Paris havde for lang tid siden sat sig på det heteroseksuelle pigemarked, så hvad var der for Berlin tilbage at tilbyde sine besøgende andet end en maskerade af perversioner?"
Hvad der drev Isherwood selv til Berlin i 1928, afslører han i 1976 - omend med den distance, der ligger i anvendelsen af tredje person ental:
"For Christoffer betød Berlin drenge."
En gammel gris, åh dog, ved ankomsten til Berlin var Christopher 23.
Han fortæller om dragningen:
"Christopher led af en hæmning, som dengang ikke var usædvanlig blandt overklassens homoseksuelle; han kunne ikke løsne sig seksuelt med én fra sin egen klasse eller nation. Han havde behov for en arbejderklasseudlænding."

Stoute ungarbejdere
Dér er så en forklaring på de stoute tyske ungarbejdere, der til tider gådefuldt går ind og ud af Isherwoods oprindelige Berlin-romaner. Samtiden tillod ikke sandheden. Så langt op som til filmen fra 1972 har den svært ved at komme frem.
Om Cabarets mandlige hovedrolle - et vagt alter ego for Isherwood, spillet af Michael York - knurrer den ægte Isherwood i 1976:
"Han er biseksuel englænder; han har en affære med Sally og senere med en af Sallys elskere, en tysk baron. I slutningen af filmen er han ivrig efter at gifte sig med Sally. Men Sally minder ham om hans fejltrin og antyder, at andre kan komme i fremtiden. Hans homoseksuelle tilbøjelighed er behandlet som en unævnelig, men komisk svaghed, man kan fnise ad - som ufrivillig vandladning."

Flugten til Østerbro
I den virkelige historie sker der det, at Isherwood og hans da 19-årige kæreste Heinz må flygte fra Berlin efter Hitlers magtovertagelse i 1933, Heinz også fra værnepligten. De to begiver sig ud på en fædrelandsløs rejse i Europa, for Heinz har intet pas.
I oktober 1934 havner de - af alle steder - på Østerbro i København, i en lejlighed i Classensgade 65. Isherwood husker 42 år efter:
"Lige den vinter var mild; der var mange solskinsdage. Det var kun, når isnende regn eller snetåger drev ned ad Classensgade, at Christopher følte Nordens skrækkelige melankoli."
Men så med et koldt pust af nutid:
"Året 1935 ankom mørkt med nye bekymringer. Christopher havde fundet ud af, at han var nødt til at betale dansk indkomstskat.
Oveni havde det danske politi Christopher under mistanke for at være 'politisk' skribent - idet de dog nægtede at sige præcist, hvad de mente med 'politisk'.
I april flygter Christopher og Heinz videre til Belgien.

Liv lysere end kunst
Efter års omstrejfertilværelse falder Heinz i nazisternes klør, ryger i fængsel og må siden kæmpe verdenskrigen igennem.
Men livet kan være lysere end kunsten. Heinz overlever. Han og Christopher genses i efterkrigens ruiner, Heinz med kone og børn, som Christopher bringer gaver.
Og den rigtige Sally Bowles - den blivende skikkelse i den isherwoodske fødekæde af bøger, skuespil og film - taber Christopher aldrig forbindelsen med. Lige inden hendes død i 1973 når de sammen at se filmen Cabaret. Nyn selv strofen: "Life is a ..."

Filmen Cabaret kan ses i Filmhuset i aften og 22. februar. Østerbro kan ses året rundt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu