Læsetid: 2 min.

Lort

13. februar 1998

Er det normalt at have det så meget ad helvede til som personerne i Jan Sonnergaards bog

RADIATOR
Sonnergaard overalt, og det er fedt nok, men er det Sonnergaards bog, man diskuterer og indholdet i den, eller er det Sonnergaards meninger om ditten og datten? Han har virkelig noget, han skal af med den dreng, og det er en fryd.
Hvis man læser de første interviews her i bladet med nogle af de yngre kvindelige forfattere, kan man godt undre sig over, så lidt de har at sige. Det meste er jo tekniske detaljer i den lille bagatel, der hedder skriveprocessen. De siger ikke meget om verden.
Det er nok dér, Sonnergaard har ramt noget meget savnet. Det er en virkelighed, der er genkendelig for flere, en virkelighed, hvor der ikke er kilometerlangt ud til gaden.
Men Sonnergaards bog er også fuld af lort. Personerne føler sig forfulgte overalt, overalt truer myndigheder og systemer de stakkels personer. Markedsmekanismernes store maskine hæmmer den frie udfoldelse. De kan ikke se et supermarked uden at føle sig diskvalificerede til at leve i dette samfund. Og ifølge bogens personer har alle med succes trådt på andre for at få det.
Så ondt er det, når man vil frem! Der kunne nævnes flere eksempler fra bogen, hvis samfunds- og menneskesyn ikke er set sortere siden Michael Strunge.
Jeg blev rystet, da jeg læste den, og det er da en kvalitet af de sjældne i forhold til ny litteratur. Men bagefter tænkte jeg på, om det var normalt at ha' det så dårligt hele tiden, og hvordan dén der vrede tone har fået næring i alt omkring sig? Er velfærddssystemet så ydmygende og råt eller er det bare specialehelvedet, der har gjort Sonnergaard til en outsider, dén der følelse af, at det er de andres verden, og i det her tilfælde de andres København?

Hvem er mærkelig?
Michael Strunge stillede det begavede spørgsmål: Er det verden, der er mærkelig, eller er det mig?
For Jan Sonnergaards personer er det verden, svarende til, hvad han giver udtryk for i pressen, senest kronikken i Politiken (4. jan. 98), og det provokerer på en sådan måde, at man ikke kan lade være med at tænke på det personlige initiativ, menneskets egen vilje, og om lykken er så afhængig af omstændighederne, som man skulle tro, når man læser Sonnergaard. Som Henry Miller engang skrev: I lang tid prøvede jeg at tilpasse mig verden. Nu har jeg fundet ud af, at den må tilpasse sig mig!
Her er lidt fodkoldt, så jeg skruer op for min radiator og henviser i øvrigt til interview med forfatteren i litteraturtidsskriftet Standart og Lars Bukdahls citatmosaik i samme.
Og så vil jeg håbe, personerne i Radiator bliver forelskede til næste gang, eller der sker noget andet vidunderligt for dem, der kan løfte dem ud af dødvandet og vreden.
Men det er bare et lille personligt ønske. Det kan være, det går lige modsat, og personerne får det værre. Så ved jeg snart ikke, om jeg orker.
Måske.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her