Den bukkebenede fanden har spillet kort på Kløver Es kro i Hellevad. Her holdt Dansk Folkeparti opstillingsmøde for kandidater i de sønderjydske kredse
"Mere får du ikke ud af mig," siger den nyvalgte folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Haderslevkredsen.
Mere? Han har stort set ikke fortalt mig noget. Kun at han hedder Kurt Christiansen, er kaptajn i flyvevåbnet, dog ikke pilot, men ansat i en administrativ stilling på 18., næh, 20. år. Og lige efter det halve minut, det tager ham at fortælle det, kommer sætningen: "Mere får du ikke ud af mig." Som om jeg var spion for en fjendtlig magt.
Kurt Christiansens udståling er helt anderledes, end da jeg for en time siden fangede ham på Kløver Es kro i Hellevad for at lave en interviewaftale. "Bestiller du også til mig," svarede han med drengeflirt i øjnene, da jeg sagde, jeg ville vente på ham ude ved krostuens bar.
Men da Kurt Christiansen langt om længe dukker op, vil han ha' danskvand. Stemningsskiftet skyldes nok, at han har en drage i hælene. Hun hedder Birgit Brandt og er amtsformand i Sønderjylland for Dansk Folkeparti. Jeg talte med hende i telefon samme formiddag. På det tidspunkt var hun lutter venlighed: "Vi sender en pressemeddelelse ud, der kommer ikke andre journalister, men du må da gerne komme."
Forlad lokalet
Da jeg kl. 19.30 træder ind i Kløver Es store sal med blok og pen i hånden og ser mig søgende omkring blandt de 60 partimedlemmer, der er samlet om lange kaffeborde, kommer en stramt udseende kvinde imod mig. Birgit Brandt. Stemmen er ikke længere venlig: "Her er ikke adgang for journalister."
"Jamen, du sagde jo i telefonen ... ," forsøger jeg. Uden held.
"Jeg sagde, det var et lukket medlemsmøde. Jeg må bede dig om at forlade lokalet," siger hun formelt.
Gu' sagde hun ej lukket møde. Så havde jeg ikke tage toget til Hellevad i Sønderjylland. Men eftersom hun har magten til at smide mig ud, mumler jeg noget om "misforståelse", og stiller jeg mig tilfreds med, at hun vil tale med mig efter mødet.
På den måde kommer jeg til at tilbringe en aften på en barstol i krostuen i Kløver Es. Her koster dagens middag 40 kr., og man kan få to slags vin. Rød og hvid.
Det er nu ikke så ringe en udkigspost endda, for her skal partimedlemmerne igennem for at komme på toilettet. To barstole fra mig sidder en mand, der præsenterer sig som "handelsrejsende udi arbejdsløshed - altså med selvstændigt firma, som sælger robotter og anden form for rationalisering."
Et muntert nyt bekendtskab, erklæret socialdemokrat, selv om han er selvstændig, "for jeg kan ikke holde tanken ud om, at vi skal skære ned og få den ulighed og fattigdom som i England og USA, så betaler jeg hellere skat," siger han og viser sig at være et naturtalent til at indfange og konversere partimedlemmer, der har været ude at lette sig.
En spinkel ældre herre lader sig byde på en Hof fra kassen af den socialdemokratiske handelsrejsende og kvitterer med at citere et lejlighedsdigt af Drahcmann, fra den gang han kom hjem fra Paris med maleren Tuxen. Tuxen havde smykker med til sin kone, men fru Drachmann måtte nøjes med ordene: "Du får ej kam til dit hår og ej en ring til din finger. Du får et kys på dit inderlår og et klask i din røv, så det klinger. Ha. Ha. Ha."
Erik Bengtsen er skrothandler og bærer ufatteligt mange sjoferter rundt i sin lille krop sammen med mange sære forklaringer på, at Danmark bliver oversvømmet af fremmede:
"For mange år siden blev der indgået en aftale mellem danske politikere og OECD-landene om, at vi skulle tage deres overskudsbefolkning til gengæld for deres olie," siger han - og jeg når bare at tænke: han må mene OPEC-landene, før han forklarer videre:
"Da Joachim kom hjem med Alex, tænkte jeg: Hun er en bastard. Var han kommet i brunst i Australien var han vel kommet hjem med en kænguru. Ha. Ha."
Nu kommer der alvor i hans stemme: "En voksen mand og en voksen kvinde, der vil banke rust med hinanden, skal tænke på deres børns overlevelse. På at de ikke bliver en minoritet. For en sort kan ikke gennem sig blandt lutter hvide. Og en hvid kan ikke gemme sig blandt sorte. Det er synd for dem, der ikke kan gemme sig."
"Jamen, du er jo racist," siger den socialdemokratiske handelsrejsende.
"Næh, jeg siger bare, at kameler hører til i Sahara og pingviner hører til på Antarktis. Selv om Mustafa er nok så flink, blive han aldrig dansk. Det er da et flot syn, når en sort kvinde med turban kommer susende ned ad gaden. Men en hel flok? Nej. De er avlet af svin, og tænker som svin ... De skal bare blive nede i Kloakistan, hvor de hører hjemme, så skal jeg nok være med til at hjælpe dem der."
De røgede kyllinger
Den socialdemokratiske arbejdsløshedssælgers lune gemyt kan næsten ikke holde til det. Han forsøger med fornuftig tale om forskellig teknologiudvikling og udviklingshjælp, men det er ikke helt nemt at få rede på, om skrothandler "kald mig onkel Erik" mener, at Danmark skal øge ulandsbistanden.
"De skal have hjælp til selvhjælp, så de kan skaffe føden selv. Folk med fulde maver er som regel fredelige. Negrene er ikke dummere end os. De mangler bare mad og oplysning," siger han, og vil have stoppet indvandringen, så det ikke går danskerne lige som det er gået indianerne i USA.
Lige før Erik Bengtsen hopper ned ad barstolen for at gå ind til mødet igen viser det sig, at han har en helt personlig interesse i indvandrerspørgsmålet. Han har nemlig opfundet en metode til at ryge kyllinger, så saftige og salmonellafri, at Steins laboratorium stemplede kvaliteten i top: "Men tror du jeg kan få tilladelse til at producere dem? Næh, man skulle have været indvandrer. Så havde jeg råbt 'racisme' og fået tilladelse omgående."
På væggen i krostuen hænger et maleri af tre kvinder der sidder og spiller kort med en mand i lang mørk frakke og en lysende bukkefod. De to mænd ved stambordet fortæller et lokalt sagn om, at en af kvinderne tabte klør es på gulvet, og opdagede fandens bukkefod, da hun bukkede sig for at samle det op. De reddede sig ved at springe ud af vinduet. Derfor hedder kroen Kløver Es - vistnok. Ingen kan huske sagnet fra ende til anden.
Det er forsvundet i takt med, at den gamle kro fra år 1902 har fået nye puds-let panoramavinduer, finérpaneler og træloft og væg-til-væg filt på gulvet. De tykke bjælker, som bærer loftet, er synlige rester af fortiden spærret inde i mørkebrun plastikmaling. Hvad mon der er inden under? Traditioner, skønhed, autencitet eller den danskhed, som Dansk Folkeparti taler om?
En høj mørk mand bliver udspurgt af den handelsrejsende. Ervin Peters er formand for Dansk Folkepartis Nordalsafdeling, og han kalder det "fuldstændigt sindssygt at klandre den enkelte fremmede. Det er lovgivningen, der skal laves om, så der ikke kommer så mange".
I det hele taget synes Ervin Peters, at der bliver lagt for meget vægt på flygtningeproblematikken i valgkampen: "Selvfølgelig skal vi hjælpe dem, der er kommet til landet. Jeg kender flere af de fremmede, der taler dansk og er veluddannede. Hvorfor kan de ikke få job, når arbejdsgiverne her i Sønderjylland skriger på arbejdskraft?"
Stod det til ham satsede Dansk Folkeparti på at diskutere, hvad der skal ske efter Amsterdamtraktaten, på de ældre og børnenes og de unges forhold: "Jeg går ikke ind for at det offentlige skal skære ned. Hvordan skal man samtidigt kunne forbedre servicen for de ældre. Næh, man skal øge indtjeningen, satse på erhvervsudvikling. Og så lade være med at hæve skatterne," siger han.
Den socialdemokratiske handelsrejsende nikker enigt, da Peters taler om egnsudvikling og erhverststøtteordninger og om at målrette AMU-kurserne til erhvervslivets behov - "istedet for at kommunerne aktiverer for aktiveringens skyld, uden det gavner hverken den enkelte eller erhvervslivet."
"Du holder ikke længe i det parti," spår den handelsrejsende.
Andre partimedlemmer går igennem krostuen. Spredte sætninger om topstyring, marionetkandidater, ulovligt hasteindkaldt opstillingsmøde når frem til barstolene ... men de klapper i som østers, når jeg spørger om, hvad det går ud på.
Mødet er slut. Kurt Christiansen, kaptajn i flyvevåbnet, kommer ud i krostuen som aftalt, fulgt af amtsformand Birgit Brandt, der spørger: "Hvad var det for en avis du kom fra?". Hun har fået det at vide i telefonen og ved mødets begyndelse, men jeg gentager: "Information".
Hun vender sig mod Kurt Christiansen og siger: "Det ville jeg ikke gøre, hvis jeg var dig."
Og da han insisterer på at tale med mig, bliver han kaldt udenfor. Hvad dér sker, ved jeg ikke. Men da han vender tilbage, siger han efter et halvt minuts interview: "Mere får du ikke ud af mig."
