Læsetid: 5 min.

Mainas røde sko

7. februar 1998

Flindts nye ballet handler om dansere, der tvinges mod afgrunden. Og i den kongelige virkelighed befaler balletmester Maina Gielgud danserne at tabe sig...

Når Den Kongelige Ballet i aften holder premiere på Flemming Flindts Legs of Fire, er det værd at hæfte sig ved undertitlen: Røde Sko. Flindt har som sædvanlig valgt en historie, der handler om de mørkere kræfter i mennesket - denne gang delvist inspireret af H. C. Andersens De Røde Sko. Eventyret, hvor skoene tvinger pigen til at danse sig til døde...
"Min ballet handler om at kunne holde livsbalancen - eller at miste den," fortalte Flindt ved pressemødet forud for premieren. "Her på Det Kgl. Teater har vi en lang, sørgelig liste af kunstnere, der ikke formåede at holde balancen. Ikke mindst solodanserinden Elna Lassen, der døde for egen hånd som 29-årig i 1930, men også Margot Lander, der visnede, efter hun trak sig tilbage som danser."

Udenlandske dansere
Bagefter måtte Flindt dog også svare på spørgsmål om kompagniets dansere i dag - ligesom balletmester Maina Gielgud og teaterchef Michael Christiansen blev stillet over for kritiske udsagn om Den Kongelige Ballets vaklende tilstand.
Og for nu at spole lidt baglæns i den nuværende krise: Kompagniet er i denne sæson blevet yderst præget af de ti, nye udenlandske dansere, som Maina Gielgud har engageret - på godt og ondt.
Det er ikke muligt allerede nu at give et retfærdigt billede af de nye, udenlandske dansere. Flere af dem har knap fået mulighed for at bevise, hvad de kan, simpelthen fordi de ikke har fået nok partier at danse i. Men det umiddelbare indtryk byder på tynde og teknisk næsten 'overtrænede' kroppe - og flere af pigerne nærmer sig det anorektiske. Ansigterne er derimod lukkede og temmelig uerfarne med dramatiske udtryksmuligheder.
Det er ikke nødvendigvis dansernes fejl - de er blot elever af andre, hovedsagelig russisk-prægede ballettraditioner. Men det er Maina Gielguds disposition at bringe netop disse dansere herop - og så tydeligvis ikke ofre tilstrækkelig tid til at sætte dem ind i repertoiret, hverken trinmæssigt eller stilistisk. Ligesom det er hendes ansvar, at der på teatret ikke tilbydes anstændig person-instruktion, hverken for de nye eller de garvede dansere, hvorved opsætningerne i stigende grad fremstår som sjuskede trinafleveringer. Den sidste opførelse af Neumeiers ellers så smertefulde Mahler-balletter lignede f.eks. højst gymnastiktræning.

Tyndt er ikke kønt
At problemet ikke blot er synligt for kendere, men tydeligt for den almindelige tilskuer, viste også et læserbrev i Berlingske Tidende forleden:
"I denne sæson har det været foruroligende at se så mange helt nye udenlandske dansere på rollelisterne; for hvordan sikres så Bournonville-traditionen, der jo er grundstenen i balletten? Det er endvidere foruroligende, fordi danserne er så tynde, at man bliver helt nervøs for deres helbred - og kønt er det bestemt ikke!"
Og i weekenden afslørede Politiken så endelig den kendsgerning, som længe har været kendt i ballettens inderkredse: At de kongelige dansere tvinges til at tabe sig.
Stud. med. Carolina Praetorius, der indtil for få år siden var en fremragende danser hos Neu-
meiers Hamburg Ballet, har lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt kompagniets dansere. Her af-sløres det, at 40,7 pct. af kvinderne og 14,3 pct. af mændene udviser 'spiseforstyrrende risikoadfærd' - at hele 29,6 pct. af kvinderne føler skyldfølelse ved spisning, at 24,4 pct. selv har fremkaldt opkastning, og at 18,5 pct. føler sig for tykke.
Disse resultater virker måske ikke i sig selv så overraskende, idet ballettens æstetik simpelthen kræver tynde kroppe; det klassiske danserideal er ganske enkelt langlemmede, slanke kroppe, i hvert fald i disse år. Men det virkeligt overraskende og chokerende er, at hele 48,1 pct. af danserne har fået at vide, at de skulle tabe sig.
Og tankevækkende nok viser undersøgelsen, at de kvindelige, udenlandske dansere har en gennemsnitsvægt på 47,6 kg, mens de danske, kvindelige danskere gennemsnitligt vejer 52,1 kg. Ledelsens valg af nye dansere falder altså klart på tyndere kroppe.

Misforståelser?
Først reagerede balletmesteren på undersøgelsen med at sige, at hun ikke havde presset nogen til at tabe sig. Derefter at hun ikke havde tid til at kommentere undersøgelsen.
Så sprang viceballetmester Johnny Eliasen til og udtalte: "Vi beder folk, som ikke er i form, om at komme det. Og måske har dansere så misforstået det derhen, at de er blevet bedt om at tabe sig."
Misforståelser er dog for tyndt et begreb i denne sammenhæng. Information er i hvert fald blevet bekendt med et brev til en danser, der beviser, at også balletmester Maina Gielgud selv har opfordret til vægttab. Som det formuleres i hendes engelske (!) korrespondance til den danske danser: 'find ways of keeping to a lower weight, as necessary for being cast in the corps de ballet".
Maina Gielgud bruger ord som 'shape', 'fitness' og 'technique', når hun taler om dansernes placering i kompagniet. Men meget tyder altså på, at hun sætter lighedstegn mellem tyndhed og form, kondition og teknik. Og at det er dette udmagrede ideal, hun lægger til grund for sine ønsker for kompagniets 'standard'.

Personlig erfaring
Den australsk-engelske balletmester er diskretionen selv, når det drejer sig om egen fysiske formåen i hendes tidligere danserkarriere. Men det er synligt for alle, at Gielgud selv er knækketynd - og det er en offentlig hemmelighed, at hun desuden gennem sin dans har ødelagt sine hofter i så voldsom grad, at hun knap er i stand til at gå normalt.
Denne bitre, personlige erfaring kunne sagtens fremstå som en force, netop ved at balletmesteren gjorde alt, hvad hun kunne, for at forhindre, at de unge dansere ender i en lignende, sørgelig situation. Men noget tyder altså på, at hun blot ønsker, at danserne skal paces frem ud fra samme, kortsigtede ambitioner, som hun selv har været offer for.
Sidste nyt i sagen er, at det nu lader til, at Gielgud - efter Balletforeningens indtrængende ønske - indvilger i at ansætte en ernæringsekspert til kompagniet. Men det er kun toppen af Den Kongelige Ballets problem. For repertoiret halter, danserne er mismodige - og publikum er ved at miste tålmodigheden.
Men problemets rod ligger hos ledelsen - altså hos Maina Gielgud. Hun har fået lov til at dirigere tropperne næsten et år nu uden offentlig kritik. Men nu må det frem. For alt tyder på, at hun har givet sig selv en skæbnesvanger rolle: Personifikationen af de røde sko. Den person, der tvinger danserne til at danse, til det er for sent.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her