Læsetid: 23 min.

Mellem Marx og Jesus

21. februar 1998

Kraften findes til at overvinde markedsreligionen og kunstnernes pengedyrkelse. Men det må ske uden magtdyrkelse og uden fremskridtstro, mener den 69-årige digterfilosof Villy Sørensen

INTERVIEW

Operaens tonevæld fylder den pæne, lyse men langtfra pralende stue i Brede nord for København.
"Kan du høre, hvem det er?" bliver jeg spurgt. Spørgsmålet er ledsaget af et karakteristisk skarpt men smilende øjekast.
Jeg svarer ikke. Det kan minde om Bach, men det er slet ikke Bach.
Monteverdi er det, får jeg at vide.
"En af de første, der lavede operaer, en af de bedste," fortsætter den 69-årige digter-filosof Villy Sørensen, mens han gør klar til interviewet og lukker havet af menneskestemmer og musikinstrumenter inde i elektronikken.
"Det er en af de kunstneriske opdagelser, jeg har gjort i en mere fremskreden alder, for ellers har man jo de grundlæggende oplevelser i en ung alder. Monteverdi blev en begivenhed, da jeg var i 40-års-alderen. Først da gik det op for mig, hvor kolossalt det var."
"Så er det svært at sige hvorfor. Men man kan godt mere generelt sige, at i hele den periode i Europa historie, der var åndeligt ensrettet, kunne musikken folde sig ud. Nogen litteratur kunne også, men inden for musikken var det jo især de italienske mestre fra Palestrina til Monteverdi."
"Og så må jeg tilstå, at jeg i lang tid havde en forkærlighed for messer, og at jeg stadig har en forkærlighed for god, gammel kristelig musik, fra Monteverdi til Bach."
- Hvorfor?
"Det hænger uden tvivl sammen med, at den inspiration, som er forbundet med det religiøse, kommer så klart til udtryk der."
- Som de fleste venstreorienterede har du haft mange hårde ord tilovers for religion, kirke og ikke mindst kristendom. Bl.a i din seneste større bog "Jesus og KRISTUS", hvis store bogstaver ikke er venlig ment. Har religion, selv kristne messer og musik, da også en positiv side?
"Ja, musikken var jo i den forstand ikke underlagt en selvcensur, som litteraturen var, til dels også censur. Komponisterne hylder det, som deres musik kommer af og henvender sig til. Og hvis de anvender tekster - det vi lige hørte, var ganske vist Orfeo, en opera over et græsk tema - benytter de sig fortrinsvis af overleverede religiøse tekster, som de bruger til at udtrykke det."
"Det siger noget om det tvetydige i denne religion. Man kan godt omtale middelalderen og århundrederne efter som en åndelig ensretning, men det indebar samtidig, at der var en horisont, inden for hvilken man kunne udfolde sine kræfter."
"I en vis forstand er det noget sådant, vi savner i dag. De åndelige værdier kom til udtryk på det sociale niveau. Unægtelig også hårdhændet og til tider autoritært. Og den kraft, det religiøse bunder i, inspirerede til en genial musik, som simpelthen var kirkelig brugskunst."
Villy Sørensen erkender, at det kan være svært at have et forhold til både det religiøse og det sociale, samtidig med at være udøvende kunstner:
"Min Marxudgave i 1962 (Karl Marx: Økonomi og Filosofi. Ungdomsskrifter, red.) var en af de første gange, jeg oplevede vanskeligheden ved at have et forhold til både det sjælelige og det religiøse men sandelig også til det sociale og økonomiske og samtidig være på en gang udøvende kunstner og politisk engageret. I den offentlige både politiske og kulturelle og kirkelige debat vil man helst have folk placeret som enten det ene eller det andet. Hvorfor jeg da også i 1961 udgav en række betragtninger under titlen Hverken eller. Uden at det hjalp synderlig på forståelsen af min position! Selv om bogen er den eneste af alle mine bøger, der kun fik positive anmeldelser!"
"Oprør fra midten (som Villy Sørensen udgav for 20 år siden sammen med Niels I. Meyer og nu afdøde K. Helveg Petersen, red.) har med det her at gøre. Kraften findes på midten; i ekstremerne råder magten."

'Syndefaldet'
- Men hvad mener du med udtrykket 'kraften' i modsætning til magten? Den kraft, som det sociale plan eller niveau savner i dag over for markedskræfterne eller vel snarere - med din sprogbrug - markedsmagterne?
"Det har at gøre med det "syndefald" - i undrende gåseøjne - at vi dyrker magten i guldkalven som Gud selv, hvilket jo også er et gammelt mytisk billede."
"De fleste mennesker har oplevet kraften, først og fremmest vel i kærligheden. Man kan opleve den i mødet med kunsten. Og i naturen. Specielt kan man altså også opleve den religiøst. Naturligvis, det er sådan set rendyrkelsen af mødet med den. Hvilket straks er mere problematisk, for hvad er det, man forholder sig til? Det er netop ikke noget abstrakt, som man kan danne sig billeder af og dogmer om og bygge magtfulde kirker på."
"Hvor skal vi nu gribe an med det her? Jeg tror, jeg vil gå en omvej. Man søger sig selv på det personlige plan, og på det sociale prøver man at gøre sig gældende - ikke nødvendigvis i karrieren, men også i arbejdet med andre, evt. også for andre, som det sker i det politiske liv. På samme måde kan man ikke gøre sig gældende på det tredje plan, for det har med meningen i ens eget liv at gøre. Det har de fleste oplevet: at der er et eller andet, som i de store stunder giver livet en betydning, en dybde, som det ikke har til daglig. Når man bliver ramt af en stor kærlighed eller en stor inspiration."
"De fleste har ikke nok i sig selv, for det at søge sig selv uden forbindelse med andre eller noget andet er utilfredsstillende, i hvert fald i længden. Og søger man ikke noget andet, går ens form for selvudfoldelse næsten altid ud over andre."
"Men er det ikke karakteristisk for vores tid siden 80'erne, at der er en tendens til at skyde genvej fra det første plan til det tredje, altså springe hen over det sociale? For på det sociale område ligger også alt det, man skal gå på kompromis med, og jo ikke mindst i den politiske verden. Det er ikke så meget et område, hvor man finder sig selv, men hvor man mister sig selv, idet man går ind i ideologier, partier, bevægelser, sager osv., som man aldrig helt stemmer overens med."
- Her finder du markedsøkonomiens, pengenes og for så vidt også kapitalismens 'religiøse' magt?
"Jeg tror, at man, hvis man skal forstå det næsten religiøse forhold til markedet, skal gå tilbage til Adam Smith og hans tale om markedets usynlige hånd, der vender alle enkeltindividernes økonomiske stræben til fælles bedste, for deri ligger noget religiøst. At der er noget, der af sig selv fører til det bedste, vil vi frygtelig gerne tro på, det er jo det, der ligger bag ved den primitive side af vores religiøsitet: der er en (al)magt, der styrer, og vi kan kun træde i denne magts tjeneste. Og så får vi disse absurde forvanskninger: at forsøget på at styre markedet kaldes indgreb, næsten som at gribe ind i naturen, det naturlige forløb. Det bliver så i anden omgang til et indgreb i selve den demokratiske frihed. Det mærkelige er så, at de finanskræfter, som mere eller mindre styrer verden nu, arbejder næsten målbevidst på at indskrænke demokratiet, uden at det - endnu - er kommet til den kolossale konfrontation mellem politik og økonomi, som det lægger op til."

Psykose i økonomien
"Økonomerne som skulle være de bedste til at analysere disse tendenser og stille forslag til, hvad der kunne gøres ved det, spiller jo med. Selv om jeg ikke er belæst i den nyere økonomi har jeg det indtryk, at den økonomiske teori fjerner sig mere og mere fra virkeligheden, samtidig med, at den faktiske økonomi bliver mere og mere psykotisk. Det er jo ikke engang produkter man handler med men penge. Det vil sige, at økonomien fjerner sig fra og efterhånden er i direkte modstrid med alt, hvad der har med natur at gøre."
"Den konflikt med magtsfæren, som hører hjemme på det sociale område, bliver tilsyneladende omgået ved at overlade det til markedet. Som netop appellerer til den enkeltes selvudfoldelse og derfor fremkalder indbildningen: at man fra den personlige sfære kan nå uden om det sociale til kraften - for ens eget vedkommende. Og overlade det hele til den påståede usynlige hånd for samfundets vedkommende."
"Den opmærksomme vil her bemærke en vis overensstemmelse med Søren Kierkegaards stadier, hvor æstetikeren sådan set springer det etiske over - eller Kierkegaard selv springer det etiske over - og havner i det religiøse. Det kunne være en forklaring på den store interesse for Kierkegaard i disse tider."
"Hvilken karakter får det så, når man går på tværs af det sociale? Det bliver i Kierkegaards tilfælde til en særlig krampagtig form for kristendom, paradoksdyrkelsen. Og så er det jo nærliggende at vende tilbage til kilden og tale om Jesus selv, fordi han i hvert fald var etisk."

Vi mangler en utopi
- Er det forklaringen på, at du kan udgive bøger om både Marx og Jesus? Med 'Oprør fra midten' - i midten?
"Det er det nok. Jeg slutter vist også i anden udgave af Jesus og KRISTUS med at skrive, at forskellen mellem det etiske og det særligt religiøse er, at hos Jesus er det religiøse det særligt etiske - og det har jeg ikke fået nogen reaktion på."
"Men hvis vi nu tager de to sfærer, den religiøse sfære og magtsfæren, så har de i historiens løb været blandet sammen. Vi skal jo ikke glemme, at europæerne i flere århundreder har levet i en åndelig ensretning, som vi ikke rigtig har gjort os fri af endnu. Selv kætterne tænkte inden for de givne mønstre og afveg kun i, hvad der for os er småting og latterlige detaljer - det kunne man blive brændt for. Og der er det et stort fremskridt, at det sociale område river sig løs, at samfundet river sig løs fra det religiøse fundament. Hvor uhyggeligt det kan tage sig ud, kan man jo også se i forsøget på at bygge samfundet op efter en islamisk lov, lige så uhyggeligt, som det var efter kristen lov med inkvisition, og hvad dertil hørte, i vores egen historie."
"Men tvetydigt er jo det hele, for det vil ikke sige, at de to niveauer eller planer slet ikke har noget med hinanden at gøre. Netop Jesus, som jeg opfatter ham, optrådte som en jødisk profet, hvis anliggende - for nu at tale teologisk - var hans eget samfunds fremtid. Det ser man traditionelt bort fra, for det anses som nedværdigende for religionen at gøre den så tidsbunden. Og selv en så politisk engageret tænker som Løgstrup sagde jo direkte, at Jesus satte sig ud over det politiske, det interesserede ham ikke. Det forekommer mig for det første helt anakronistisk, for sådan skelnede man ikke på det tidspunkt, og for det andet synes jeg, at det miskender Jesus' forkyndelse, for han talte om et gudsrige her på jorden og ikke et himmerige, som skulle realiseres i himlen efter døden. Gudsriget var simpelthen et andet Israel, der byggede på det forhold mellem mennesker, som etableres, når denne kraft/kærlighed er til stede."
"Om han så forestillede sig, at det kunne realiseres, eller at det kun kunne tilstræbes, det kan man ikke vide, men det var i alle tilfælde det, som vi kalder en utopi."
"Karakteristisk er det, at marxismen fuldstændig manglede en utopi, navnlig en utopi om demokrati. At indskrænke sig til nogle forestillinger om proletariatets diktatur, fordi en voldelig overgang fra en samfundsform til en anden medfører ubehageligheder, og ellers afstå fra enhver utopi, fordi man ikke vil tage forskud på fremtiden og ikke være formynder for menneskene, har altid forekommet mig sølle."
"Det var ikke, fordi jeg selv følte mig kaldet til at bidrage til en utopisk tænkning. Jeg havde nok i løbet af 60'erne og 70'erne følt, at der manglede noget - også i partiprogrammerne, som jeg på et tidspunkt analyserede som værende temmelig ens i målet og så abstrakte, at der netop ikke var nogen forskel. Derfor følte jeg behovet for en mere konkret utopi. Men jeg havde nok ikke bidraget til det, hvis ikke Niels I. Meyer havde været mere initiativrig end jeg; for det var ham, der tog initiativ til det samarbejde med K. Helveg Pedersen og mig, som efter nogle år førte til bogen. Efter seks år. Uden at den dog lægger fremtiden i så faste rammer, at Niels I. Meyer og jeg ikke i dag kan være uenige i synet på EU.

Pengedyrkelse i kunsten
- Hvordan skulle den utopiske kraft genopstå på det sociale område, når markedet lokker med den besnærende, tilsyneladende religiøse tiltrækning, du påpeger?
"Man kan rigtig nok undre sig over, i hvor høj grad markedet har sejret, også på områder hvor man ikke ville tro det. Når man tænker på ikke bare sportsfolks, men også kunstneres honorarer og deres kamp om at tjene mere end hinanden..."
"I Der Spiegel var der for nylig en artikel om top-kapelmestrene, topdirigenterne og deres gager, og nu kan jeg aldrig huske tal, men det var svimlende summer, de skulle have for at optræde. Hvis man er chefdirigent et eller andet sted, er man forpligtet til et vist antal - ikke særlig mange - opførelser. Det får man adskillige millioner for, og hver gang man optræder, skal man yderligere have kæmpe honorarer. Hvorfor egentlig?"
"Hvad er det, der gør, at folk, som - for nu at tale højtideligt - har viet deres liv til kunst, i den grad bliver ofre for hele det der pengetyranni, og at deres selvrespekt kræver, at de skal tjene mindst lige så meget som kollegaen i Paris? Jeg kan simpelthen ikke forstå det. Samtidig ser vi nu - det kan vi også læse om i Globaliseringsfælden og mange andre steder - at samtidig med, at man af hensyn til effektiviteten og aktieejerne afskediger flere og flere, skal direktørerne, der har det tunge hverv at afskedige folk, have yderligere lønforhøjelser. Det drejer sig jo ikke om en enkelt million, men snarere en halv milliard de skal have ekstra, og det er en almindelig tendens."
"Man har altid sagt, og det hører man stadigvæk, at de rige egentlig ikke betyder noget for nationaløkonomien; formueskatten osv. betyder ikke noget, det er de mange, selvom de ikke tjener så meget, der tilsammen giver de store skatteindtægter for staten. Men når tendensen går i retning af, at den ene mand i toppen tjener lige så meget som 1000 ansatte nedenunder, så kan det jo ikke længere passe."
"Det er et tegn på en fremadskridende forrykthed i det økonomiske system, ligesom en slags betændelse eller kræft, der breder sig, så det hele på et tidspunkt ikke kan fungere. Sådan virker det, og det er så vidt jeg ved noget nyt, de der kolossale forskelle mellem de rigeste og de fattigste - samtidig med at man kan læse, at der slet ikke er så mange, der lever under eksistensminimum, vist kun 800 millioner..."

Det gode håndværk
"Man kan nævne mange små sølle eksempler her fra landet, når man ser, hvad folk økonomisk involverer sig i - hvad er det, der motiverer dem? Og der er det jo netop tydeligt, at det er de rige, som ikke behøver det, som er mest besat af tanken om, trangen til at skulle tjene mere end de andre. Det er som om der fra et vist niveau... så mister folk sansen for alt andet, og det bliver den eneste drivkraft."
"Man kunne forstå, hvis det var dem, som ikke havde noget, der ikke havde andre drivkræfter. Så længe man befinder sig på et materielt lavt stade, er der ikke overskud til det åndelige, siger de kloge, men det er jo nærmest omvendt! Når man kommer op på et materielt højere niveau, så er ånden gået ud, mens man i de fattige samfund ser en kulturel bestræbelse, som giver sig udslag i skønhed på et primitivt plan. Også i form af det gode håndværk. Der er det netop ikke nok at stræbe materielt. Men når man kommer op på et vist niveau, så er det åbenbart mere end nok. For at vende tilbage til vores gamle ordspil: Man kan ikke lade sig nøje med meget, man kan kun lade sig nøje med lidt. Det er åbenbart en erkendelse, der ligger i sproget, men som ikke gør sig gældende i virkeligheden i disse tider med de totalt frisatte markedskræfter."
"Om noget sted kan man finde advarsler mod frigivelse af kapitalbevægelserne i Oprør fra midten og Røret om oprøret, der kom i 1982, for vi vidste udmærket, at vores model ikke ville kunne fungere, hvis ikke det var muligt at styre økonomien. Det hele går jo ud på at reducere økonomien til et område af samfundet, som ikke er det vigtigste, at drivkræfterne ikke er økonomiske interesser, men medmenneskelige interesser, andre interesser, åndelige interesser, alt det, som i marxismen er overbygning, og som også i ethvert liberalistisk samfund kommer i anden eller tredje række. Der fik vi ikke den indflydelse, som nogle mener, vi burde have haft. Men enhver ved jo, at alle disse ophævelser af restriktioner på det økonomiske område skete næsten uden debat. Først i de store lande og derefter herhjemme."
"Det er svært at finde det sted i samfundet, hvor alternativerne kan vokse frem. Der er en kommercialisering af kunsten, medierne og kulturen i det hele taget. Og i et samfund som det amerikanske, hvor de store koncerner især hører hjemme, er det moralismen, der viser sig, når markedet ikke er enerådende."
"Det kan også være svært at se et alternativ i den katolske kirke, der jo hele tiden har været en stor magt og interesseorganisation. Med mere eller mindre reaktionære synspunkter. Skønt paven også kan stå frem med synspunkter og moralprædikerne, som han gjorde hos Castro. Det er en påmindelse om, at kirken har en forbindelse til noget der bygger på andre værdier end de, der er herskende i samfundet."
"Der er nemlig forskel på den herskende moral og moralen. Der er forskel på goder og onder og så det gode og det onde. Det er ikke det samme. Det er en stor erkendelse, som menneskeheden er nået frem til på et tidspunkt."
"Alt det med at de rige er de bedste, det gælder også hos de gamle; f.eks. i Det gamle Testamente - indtil profeterne står frem og siger, at sådan forholder det sig faktisk ikke. For hvis jeres goder ikke fører til det gode, så er de ikke goder."
"Visdommen har til alle tider præket det. Heraf udspringer religionerne i deres kærne, og det er det de kompromitterer, når de bliver til kirker."

Natur og skæbne
- En af dine bøger hedder Seneca - Humanisten ved Neros hof (1976). Kan hans forsøg på at lade kraften gå på kompromis med magten, for at forhindre den i at blive almægtig, bruges til noget i dag?
"Det vil jeg mene. Stoikerne og navnlig Seneca modstiller fatum og fortuna:, hvor vi nærmest identificerer dem med hinanden. Fatum betyder skæbne, fortuna betyder tilfælde eller lykke, og så er det ikke tilfældigt, at det efterhånden får betydningen formue. Det betyder altså det, der kommer udefra, ydre held og uheld, det, som man ikke er herre over, men som man er underlagt - og det minder meget om kraften, for den er man jo slet ikke herre over. Fatum er et meget tungere begreb - det er altid sværere med positive begreber. Når man siger skæbne, ligger der for os tit noget ubehageligt, begrænset i det, for det at være underlagt skæbnen vil jo netop sige, at man ikke kan gøre, hvad man vil. Men man kan også oversætte det med den indre bestemmelse eller ligefrem med den dybere natur - natur og skæbne var det samme for stoikerne, så et naturbegreb klinger allerede med i det, og Gud og natur var også det samme for dem, og da nærmer vi os allerede kraftbegrebet i en mere kristelig udgave."
"Men det er netop ikke en udvendig gud, som bestemmer over en udefra, det er de muligheder, som man har i sig, og som man for at blive sig selv skal følge. For det at virkeliggøre sig selv vil ikke sige, at man har frit valg mellem alle muligheder. Det er jo rigtigt, hvad også Kierkegaard skriver som pseudonymet Assessor Vilhelm: Man har kun ét valg, og det er at vælge sig selv - hvad der er mange muligheder for ikke at gøre. I den kristne udgave er det syndefaldet, men hos romerne vil det sige, at man lader sig forlede eller friste af fortuna."
"Fortuna er netop en hellenistisk udgave af fristeren, der i Det nye Testamente frister Jesus, netop med magt over andre mennesker, endda over hele verden."

Kraften i stafetløb
- Hvad skal man gøre, hvis man som ung ikke vil være politisk på magtens betingelser, belært af bl.a. socialismens bitre erfaringer, og dog vil bryde med markedsreligionen?
"Nu plejer man som ældre mand at se hen til de unge; at få stillet spørgsmålet på de unges vegne, om hvad man skal gøre i dag, kan godt føles lidt bagvendt. For det kan jeg selvfølgelig ikke sige, jeg kan kun sige, at jeg selv undrer mig over, at den sociale indignation ikke indfinder sig - socialt. Den indfinder sig uden tvivl individuelt, men de individuelle indignationer finder ikke sammen. Det skal ske på et tidspunkt, og det vil også ske, så meget tør jeg profetere. Det har jeg gjort i årevis. Uden at det har hjulpet indtil nu."
"Det sker jo nok uafhængigt af mig, bl.a. fordi - det ved man fra enhver bevægelse, også de mange folkebevægelser, som vi havde i 70'erne, og som også mere eller mindre kørte træt, og også fra mindre grupper - det er inspirerende at mødes med andre om noget, netop om noget."
"At arbejde sammen med andre giver noget. Det oplevede jeg, da jeg løb stafetløb som dreng: Man kunne løbe hurtigere, når man havde den pind i hånden, fordi en anden skulle have den, end hvis man løb alene. Det er et faktum: Man får noget, der altså er en kraft, der opstår mellem mennesker, når de arbejder om noget, som de føler giver mening. Det er kraften, når den ytrer sig i det sociale."
"Men hvordan det skal ske...? Der er de positive og de negative inspirationer, begge dele har med naturen at gøre, og lad os tage de sidste først: at de negative virkninger af vores udnyttelse af naturgrundlaget kan blive så kraftige, at indignationen vokser, det er den ene måde det kan ske på, Men man kan så håbe, at det sker inden da, at den mere positive side af det, glæden ved at gøre det rigtige, at den kan forene de individuelle indignationer og afværge ulykkerne."

Uden fremskridtstro
- Er det fremskridtet?
"Fremskridt er et dårligt begreb, for man kan kun tale om fremskridt inden for afgrænsede områder, men ikke om det historiske fremskridt - det er for entydigt. Som regel mister man noget, når man vinder noget. Det gælder, når man bliver ældre, så mister man udpræget noget, man har haft; man får forhåbentlig noget i stedet, ikke altid og kun til en vis grænse. Man kan aldrig tale om fremadskridende alder som et fremskridt. Det burde man heller ikke gøre i historien, for det, man opdager, når man vender tilbage og beskæftiger sig med en periode i historien, er meget tit en umådelig overraskelse over, hvor kloge de var, for man har en eller anden indgroet fordom fra sin skoletid om, at det er gået fremad, og vi ved bedre. Men det ved vi slet ikke, i mange henseender er vi blevet dummere. For nu igen at rehabilitere middelalderen, som jeg ellers kan sige meget ondt om, så finder man hos de store katolske filosoffer en nuanceret psykologi i begreber, som er os fjerne nu... De havde nogle nuancer for beskrivelse af sjælelivet, som vi ikke har, så man kan godt føle, at når man kommer til Freud med das Ich og das Es og das Über-Ich, så er det meget mere kunstigt."
- Hvordan kan man gøre oprør uden fremskridtstro?
"I kraft af noget elementært i menneskelivet, som er og bliver værd at bygge på. Det er en fordom, der ligger i fremskridtsideologierne, udpræget i marxismen, hvor man jo mener, at civilisationen civiliserer mennesket. Det fik vi at vide, da vi gik i skole. Der læste man i historiebogen en grufuld skildring af, hvordan en eller anden assyrisk konge behandlede sine fanger, og man tog sig til hovedet: Tænk Gud, kan man behandle mennesker på den måde? Det var altså under krigen, hvor det foregik værre lige syd for grænsen. Det faldt ikke én ind på det tidspunkt - det siger også noget om fremskridtet."
"Forestiller man sig, at kineserne med deres kulturelle grundlag også gerne vil amerikaniseres med alt hvad det indebærer, så ved vi, at på et tidspunkt kan naturen ikke bære det. Det fører mig tilbage til naturbegrebet, for det må være og blive det positive begreb, som vi må forholde os til og tage udgangspunkt i, selv om det også er et negativt begreb i den forstand, at man får at mærke, når man afviger fra den. Det har den positive side, at enhver der prøver at stå af ræset og leve efter de mere økologiske værdier, som vi bliver os mere og mere bevidst, vil opdage, at han/hun får det bedre af det."
"På den ene side skal man ikke hovmode sig af, at man er et godt menneske, på den anden side skal man heller ikke tro, at man slet ikke kan yde noget godt og ikke tillade sig at føle glæde ved det, for hvis det virkelig lykkes for en at gøre noget for andre, som man føler lykkes, så bliver man sgu da glad for det, og det har ikke ret meget med egoisme at gøre. Det er jo ikke så enkelt, at det, som man selv har glæde af at gøre, er egoistisk. Egoisme er, når man gør noget, der går ud over andre, og ikke, når man gør noget, som hjælper dem."
"Vi råder ikke over kraften, og det værste af alt er at tage magten over den. Men vi kan arbejde på at holde os åbne for den. Det er vist det eneste, jeg kan sige."

Det 20. århundredes mest læste
-Villy Sørensen om Marx, Nietzsche og Kierkegaard

"Det er ganske interessant, at de tre skikkelser, Marx, Kierkegaard og Nietzsche, er de mest læste filosoffer i det 20. århundrede, selv om de allesammen hører til det 19. århundrede. Hvordan kan det være? Hvem kan man nævne fra vores århundrede, som overhovedet kan sammenlignes med dem i filosofisk lidenskab og sandhedsstræben. Og hvad tyder det på?"
"De spørgsmål var grunden til, at jeg syntes, at Marx skulle udgives i 1962 (Karl Marx: Økonomi og Filosofi). Netop begrebet fremmedgørelse, som er at finde i hans ungdomsskrifter, vidner om det samme udgangspunkt som Kierkegaard og Nietzsche - afvigelsen fra det sande. Som han så havde sociale og økonomiske forklaringer på til forskel fra de andre to. Og for Marx var psykologi overbygning og religion slet og ret opium for folket osv."
"For Nietzsche var det en biologisk dekadence, der adskilte mennesket fra sig selv og fra sandheden. Et instinkt vendte sig indad, så mennesket kom i splid med sig selv. For Kierkegaard var det selvfølgeligt synden, som han jo ikke havde nogen psykologisk forklaring på men kun kunne komme med psykologiske tilnærmelser til."
"Kierkegaard var nok den, der var nærmest den gamle sandhed, da han endnu bekendte sig til kristendommen Men han sagde også, at subjektiviteten er sandheden, og det ville en middelalderfilosof aldrig have sagt. Det vidner om, at der også for ham var sket en sprængning."
"I slutbemærkningen til min Nietzschebog skriver jeg noget i retning af, at det nye for de tre filosoffer var, at de ikke havde sandheden i samme forstand, som der havde været en herskende sandhed i middelalderens Europa og flere århundreder efter. Men at de tværtimod lagde vægt på det, der gjorde, at mennesket ikke var i besiddelse af sandheden. Og at de gav tre forskellige - psykologiske, sociologiske og ontologiske (religiøse) - svar på det."
"De tre kunne ikke allesammen have ret, da de i den grad var i modstrid med hinanden. Men om de nu allesammen havde uret, så havde de dog alligevel forsøgt en tilnærmelse til noget. Som måske kun er mulig, hvis tilnærmelserne afvejes mod hinanden og de tre planer eller problemområder under et bliver taget ligeså alvorligt, som de tre havde taget dem hver for sig."

*Villy Sørensen udsendte i begyndelsen i 60'erne en slags trilogi med de tre filosoffer. Først to kommenterede udgaver, Begrebet Angest af Kierkegaard (1960) og Karl Marx: Økonomi og Filosofi (1962) og dernæst bogen om Nietzsche, der kom året efter i 1963

Tre jubilæer

Februar måned har i år været rammen for tre historiske og mere eller mindre venstreorienterede datoer, der på hver sin måde har tilknytning til den danske digter-filosof Villy Sørensen.
Det kommunistiske Manifests udgivelse for 150 år siden. Det blev genudgivet i 1962 af Villy Sørensen sammen med andre af Karl Marx' især filosofiske ungdomsskrifter.
Bertolt Brechts fødsel for 100 år siden og dermed omtalen af hele det samfundskritiske, antikapitalistiske forfatterskab, som fik stor betydning for den nye venstrefløj fra omkring 1960 i tilknytning til bl.a. tidsskrifterne Vindrosen og politisk revy. Det første havde Villy Sørensen som medredaktør, det andet havde ham med i bestyrelsen.
Oprør fra midtens udgivelse for 20 år siden af Niels I. Meyer, nu afdøde K. Helveg Petersen og - Villy Sørensen. Skønt de tre musketerer påberåbte sig midten blev bogen ofte i den borgerlige lejr kritiseret som venstreorienteret; uden at Det radikale Venstre, Socialdemokratiet og den socialistiske venstrefløj af den grund tog den til hjerte. Alligevel udkom utopien om det humane ligevægtsamfund hurtigt i 120.000 eksemplarer og i andre lande.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her