Læsetid: 4 min.

Mennesket i centrum

17. februar 1998

En forloren mor tager kegler, men også Grønland gør sig nu på danskernes film-hitliste. Og Ole Michelsen finder en sand helt hos Mike Leigh

"Hvem har set en lykkelig forbryder?" spurgte Jacob Paludan engang.
"Det har jeg!", kan man nu svare efter at have bivånet Lone Scherfigs børnefilm Når mor kommer hjem. Her spiller Ann
Eleonora Jørgensen en mor til tre mindre børn, som samtidig fungerer som en lykkelig tyv. Smilende og muntert hugger hun løs fra supermarkedet i selskab med sin børn, og med samme perlende letsind tager hun sin deraf følgende fængselsstraf. Nærmest som et weekendkursus med kære kolleger.
Og hvad så med børnene? Tja, de må klare sig, som bedst de kan. Hvad de så gør, og det går ikke så ringe endda. Og da mor kommer hjem fra fæng-slet, stadig munter og med blomst i håret, venter der i Dirk Brüels reklamefilm-smarte, lækkervarme belysninger en belønning til hende i form af en ny kæreste, Lars
Kaalunds søde, sjove skolelærer og reservefar. Så godt kan det gå, når mor kommer i fængsel.

En god mor
Det er forståeligt, at børne- og ungdomsfilminstruktører reagerer mod pædagogisk korrekte figurfremstillinger og sentimental socialrealisme. Og det ville selvfølgelig være trist at undertrykke barndommens fundamentale, sunde frihedstrang og drøm om anarki.
Men man kan også drive reaktionen så vidt, at man havner i den modsatte grøft, hvor det groft forløjede hersker. I hvert fald opleves filmens morfigur som ren ønsketænkning, en forloren konstruktion.
Denne mor gøres - som vores egen Christian
Monggaard Christensen påpegede i sin anmeldelse - nærmest til en attraktiv rollemodel, uden nævneværdigt voksent modspil. En figur, hvis flagrende mangel på elementær ansvarsbevidsthed over for afkommet aldrig forårsager mere end en forbigående krise og til slut belønnes i rigt mål.
Det skal tilføjes, at Når mor kommer hjem går godt i de hjemlige biografer og sidste uge angiveligt blev modtaget med ovationer på Berlinfestivalen. Jeg skal spare læseren for bemærkninger desangående og iler med at notere endnu en dansk biografsucces, af mere glædelig art.

De ser lyset!
Det er Jacob Grønlykkes Grønlandsfilm Lysets hjerte, der minsandten har placeret sig på en smuk fjerdeplads på den københavnske bio-hitliste.
Hvilket er betydeligt højere, end denne klummeskriver havde turdet tro og håbe på, belært af erfaringerne. Nemlig at danske film normalt kun opfattes som rigtig danske, hvis der tales dansk i dem.
Lars von Triers floppede for eksempel hjælpeløst med både Forbrydelsens element og Europa, trods kilometervis af omtale og Cannes-virak. Anders
Refn stort anlagte internationale produktion De flyvende djævle til en pris af næsten 15 millioner (den dyreste danske hidtil!) blev i alt set af 9.281 mennesker. Og Ghita Nørby, Susanne Bier og gode anmeldelser i forening kunne ikke i større målestok få danskerne til at opfatte Freud flytter hjemmefra som dansk.
Hvad disse film manglede var ikke publikums-appel, men dansk tale. Men nu er noget ved at ændre sig. Publikum synes at være ved at vænne sig til, at danske film godt kan være internationale. Åndernes hus, Frk. Smillas fornemmelse for sne og
Breaking the Waves blev af et stort, bredt publikum opfattet som vores, trods det manglende danske sprog og den internationale rollebesætning.
Det samme synes at være ved at ske for Lysets hjerte. Vist var foromtalerne fyldige og anmeldelserne generelt respektfulde, men det er ingen garanti for trængsel ved billetlugen. Her er måske snarere tale om en horisontudvidelse, en film, der er dansk på en ny måde - eksotisk og storladen i billed- og symbolsprog. Nysgerrigheden og opdagelsestrangen har fået overtaget over den ellers så udbredte skepsis over for det fremmede og ukendte.

Ole Michelsens enetale
"Vi har ingen filmkultur", skriver Ole Michelsen i sin causerende bog, Film skal ses i biografen (Aschehoug). Og gør opmærksom på manglen på filmtidsskrifter (her er en opgave for det nye Filminstitut!) og på skolernes sparsomme filmundervisning.
Men selve udgivelsen af Michelsens bog dementerer på en måde påstanden, for den er et udpræget overskudsfænomen, løs i fugerne og uden umiddelbar brugsværdi - et kultiveret, vidende, erfarent, velafbalanceret menneskes letflydende og ofte indsigtsfulde enetale om sit arbejde som Bogart-vært (nu i DR2) og om film i al almindelighed.
Bogens beretninger fra 1960'ernes franske filmfront, hvor Michelsen fungerede som assistent for gangsterfilmeksperten og superstilisten Jean-Pierre Melville, er både kloge og underholdende, og selv om snakkesaligheden af og til tager overhånd og for mange bolde kastes i luften på én gang, gælder det samme for den efterfølgende opridsning af the state of the art.

Leighs mandehelt
Ole Michelsen er af den gamle skole, der bekymres over medieræsets seerjagt, denne TV-producentbekymring for risikoen for zapning.
"Vor tid, der fikseret på tid, mangler timing," som Michelsen rammende skriver. Og han understreger, at "film uden mennesker eller film, hvor mennesker er reduceret til brikker i noget, der ligner et gigantisk videospil, ikke er min kop te."
Europæisk films tungeste modvægt mod disse tendenser hedder i disse år Mike Leigh, og Michelsen bidrager med en fin fortolkning af Hemmeligheder & løgne, hvor den runde mand, den rare fotograf, på forbløffende vis får samme fylde og følelseskompleksitet som det positivt opfattede hunkøn i
Kieslovskis og Bergmans film.
I denne ved første øjekast lidt bøvede skikkelse, så forskellig som tænkes kan fra de amerikanske helte og 'drengerøve', genopstår 90'ernes mand til ære og værdighed. Det er skarpt set og et godt eksempel på, at det lønner sig at sætte mennesket i centrum, når man ser film.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu