Hotel Pro Formas nye forestilling 'Dobbeltøksens Hus/XX' savner intensitet i fortolkningen af middelalderens kvindeverden, men har oplivende momenter, når Dicte synger latin
TEATER
Det er moderne at dyrke middelalderen, og Hotel Pro Forma kommer nu med sit bud på en forestilling for medlemmerne af The Flat Earth Society. Den sære titel udspringer af ordet labyrint, der har været et udgangspunkt for scenografien, hvis væsentligste virkemiddel er sort-hvide billeder på scenegulvet, frembragt af noget så fint som en 'dobbelt-scroller', ifølge programmet den første af sin art i verden. Det skal nok være et teknisk vidunder, men det hæver ikke det visuelle niveau i forestillingen til nogen magisk højde.
Det ligner et diasshow på den flade jord - hvor man kan se grundplaner fra katedraler, landkort og grafik - som slet ikke altsammen hører hjemme i middelalderen. Omkring lysbilledfeltet kredser en slags kvindelig ærkeengel i stålgråt kostume med sølvbrynje og med et japansk-klippet, hvidt hår. Hun er defineret som en 'tærskelfigur', mellem det fjerne og det nære, men figuren mangler ganske karisma og bliver hurtigt et meget trættende element i koret af ene kvindelige optrædende.
Teamwork
Dobbeltøksens Hus/XX er skabt af Kirsten Dehlholm i et hold-samarbejde med en lang række billed- og lydmagere. Som instruktør og scenograf debuterer Lars Romann Engel og Catia Engel, der i fjor gjorde sig bemærkede med den forrygende forestilling Rødhætteakter på
Teaterskolen på Holmen. Man savner desværre den smittende energi, der udgik fra Rødhætteakter i Hotel Pro Formas middelalderparabel, der hverken lugter af svovl eller røgelse. Det var ikke nogen selvhøjtidelig periode i verdenshistorien, derimod en tid af fundamentalistisk tro.
I forestillingen stilles Dic-tes sange, fremført på latin af sangerinden i et sort hylster af en silkekjole med små puf-ærmer og røde plateauer til de sorte sko, over for de syv agerende unge kvinders recitation af popsange på engelsk, tysk og fransk. Begrundelsen for denne sammenkobling er det udsøgt overfladiske ræsonnement, at "Middelalderens tilbedelse af den hellige Jomfru kan sidestilles med nutidens idoldyrkelse af popmusikkens stjerner og kunstens store navne."
Det kan skyldes sådanne hurtige sammenkædninger, at forestillingen ikke rigtigt vil noget, hverken med sin middelalder eller med sin flirt med 1950'ernes twist and shout. De syv unge kvinder har ikke tilstrækkelig scenetalent til at interessere i 80 minutter, og deres skolepige-udtale af de fremmedsprogede tekster bliver hurtigt forstemmende. Heller ikke de props, de er sat til at bære ind og ud i de vekslende arrangementer har nødvendighedens overbevisende kraft. Fire gipsløver kan være ganske fornøjelige, men de manglede en funktion i scenografien, ligesom den store stige og yo-yo'erne. Der var for mange indfald og for lidt stringens på billedsiden i Dobbeltøksens hus/ XX.
Nerve
Forestillingen har dog sit overbevisende, professionelle centrum i sangerinden Dicte, der læser og foredrager latinske tekster - kun glimtvist forståeligt, men yderst fascinerende.
Når hun er i aktion, koncentreress sceneenergien i hendes smalle skikkelse, og stemmens magi svøber sig omkring de gamle ord. Sammen med enkelte momenter af poesi, som i den sekvens, hvor en ung pige ruller ind på scenen på en stor, sort klode som en Fortuna i usikker balance, vil det være for Dictes sang, man vil huske Hotel Pro Formas møde med middelalderen.
Men forestillingen vil så meget mere, end den får forløst, i sin bevidste enkønnethed. "Kønnets mystik og kraft fremstår skærende klart og faretruende, når det andet køn udelukkes, for et øjeblik". Havde det blot været så vel!
*Hotel Pro Forma: Dobbelt-øksens Hus/XX. Koncept: Kirsten Dehlholm, Willie Flindt, Jesper Kongshaug, Lars Romann Engel, Catia Engel. Musik: Dicte. Kanonhallen, til 22. februar
