Læsetid: 4 min.

Mimis svære valg

21. februar 1998

Familien Jakobsens statsministerforslag har ofte forvirret omgivelserne

SAMTIDSHISTORIE
Som et fyndigt ekko af tidligere årtiers radikal tvetunget tale forud for folketingsvalg har CD's ledervikar Peter Duetoft i valgkampens første dage fordømt blokpolitikkens væsen. Samtidig har Duetoft dog stillet i udsigt, at hans parti på et gruppemøde i næste uge vil afsløre, hvem det støtter af de to blokkes statsministerkandidater. En sådan klar melding vil være indfrielse af et løfte, som CD allerede gav efter sin udtræden af Nyrup-regeringen.
Ser man på CD's historie, er de bud, som partileder Erhard Jakobsen og hans datterlige efterfølger Mimi har givet på regeringsledelsen, en blanding af uforudsigelighed og trofasthed.
Det startede i ren forvirring. Den 6. november 1973 meddelte Erhard Jakobsen, at han efter at have repræsenteret Socialdemokratiet på Christiansborg siden 1953 nu ville stifte sit eget parti, fordi Socialdemokratiet var blevet for venstreorienteret. To dage efter mødte han ikke op til en afgørende folketingsafstemning om udskrivningsloven, efter Jakobsens egen forklaring fordi hans bil var løbet tør for benzin, og fordi ingen havde fortalt ham, at der var mødepligt den dag.
Anker Jørgensens regering tabte afstemningen på grund af stemmelighed, troede ikke på Erhard Jakobsens historie - og udskrev valg.

Pegede på Anker, men
Til Information udtalte Jakobsen den 10. november 1973, at Anker Jørgensen efter hans opfattelse burde lede forhandlingerne om regeringsdannelsen efter valget. Den 6. december pegede Jakobsen her i bladet mere præcist på, at regeringen burde bestå af S, V og K.
Ved den efterfølgende dronningerunde hoppede CD over på Venstres Poul Hartling som forhandlingsleder og indsnævrede nogle dage efter mandatet til at være "en smal Venstre-regering."
Da Hartling efter valget i januar 1975 søgte at køre videre med sin smalle regering, undlod CD troløst at stemme imod en mistillidsdagsorden og bragte dermed den smalle regering til fald.
Ugen efter tilsluttede Erhard Jakobsen sig et forslag om en regering uden om Hartling, hvorefter han tre dage senere vendte om og pegede på Hartling som regeringsleder. En habitklar Hartling-firkløverregering med V, K, CD og Kristeligt Folkeparti måtte dog opgives, fordi Fremskridtspartiets Glistrup ikke på forhånd ville give den frit lejde.
Anker Jørgensen kom til igen, og valgene i 1977 og 1979 formede sig således, at han kunne fortsætte uden dronningerunder - og CD.
Ved valget i 1981 pegede en fremgangsrig Erhard Jakobsen på Venstres Henning Christoffersen som leder af en borgerlig samlingsregering. Det forhindrede R og SF ved at lade S køre videre.

Christoffersen igen
Men da Anker Jørgensen kørte træt og gik af uden valg i september 1982, holdt CD under dronningerunden trofast ved Christoffersen. De radikale og Fremskridtspartiet tippede imidlertid forhandlingsledelsen til de konservatives Schlüter, hvorefter CD og Kristeligt Folkeparti ved taktisk pasmelding tvang V og K til at forlige sig om statsministerkandidaten. Det blev som bekendt Schlüter.
Ham holdt CD ihærdigt ved i valgårene 1984 og 1987, hvor CD selv var en del af Schlüters firkløverregeringer.
I den lange parlamentariske nervekrig, der fandt sted efter atom-valget i 1988 tilbød CD's Arne Melchior, at CD ville træde ud af regeringen til fordel for de radikale, hvis det kunne løse krisen. Da netop den løsning blev udgangen, blev Erhard Jakobsen såre brøstholden. Han forsøgte at presse statsministeren til at lade CD blive, og da det ikke lykkedes, sagde han vredt:
"Jeg glæder mig til at se Niels Helveg Petersen som bydreng for Fremskridtspartiet."
Efter valget i 1990 forlangte CD's nye partileder Mimi samarbejde med Socialdemokratiet som betingelse for at træde ind i en VK-regering. Det løfte blev ikke indfriet. Hun blev udenfor, men lod dog VK-regeringen danne uden at kræve en dronningerunde, der kunne have bragt Socialdemokratiets Svend Auken til magten.

Mimis Auken-flirt
I de følgende måneder indledte hun og Svend Auken en medieflirt, som han håbede ville bringe ham til magten. Andre i Socialdemokratiet forudså, at flirten ville forpligte S til at gøre Mimi til statsminister. Intermezzoet var med til at skabe socialdemokratisk utryghed omkring Aukens ledelse.
Da Schlüter trådte tilbage efter Tamil-sagen i 1993, skrev Information den 16. januar: "CD gjorde sig bemærket med stærkt svingende meldinger." Efter et heftigt gruppemøde enedes partiet om at pege på de konservatives Henning Dyremose som undersøger med den opgave "at få Socialdemokratiet ind i en regering med ét eller flere borgerlige partier."
Undersøgelseslederen blev Nyrup, og hans regering endte CD med selv at træde ind i, dog med den usædvanlige melding fra et gruppemøde, at gruppen "vil være frit stillet i samarbejdet, medmindre det drejer sig om regeringens overlevelse." Den fodnote valgte de andre regeringspartier at ignorere.
Ved sidste valg i 1994 udtalte Mimi Jakobsen den 22. september til dette blad:
"Vi er kun parlamentarisk grundlag for S, R og CD. Ellers peger vi på en anden end Nyrup."
Reportagen fortsætter: "Mimi Jakobsen ville dog ikke afsløre, hvem denne anden skulle være."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her