Læsetid: 4 min.

Mjav på gesimsen

21. februar 1998

Iørn Piø trodsede sit handicap med usvækket præcision, med en hånd uden ro

KALENDER
DET BEGYNDER så tidligt. Så kommer det i ryk eller serier, tager atter af, men mindre bliver det ikke, kun mere. Juristen, dramatikeren, digteren Sven Clausen udtrykte det således i sine Dikte (1940), som han stavede dem i sit nordiske målstræv:

Er du omkring de fyrre begynder folk at dø -
Du har dit paa det tørre. Tom bliver verdens ø.

Siden bliver det også så som så med tørheden. Nu er en gammel ven, Iørn Piø, død i en alder af 70 år, som han rundede i august måned. Dér stod han i Dansk Folkemindesamlings nye underlige gange i byggeriet Fisken på Christians Brygge, rystet af sin Parkinson, og stræbte med sin glæde over hyldesten fra kolleger og venner for sin livslange videnskabelige og publicistiske virksomhed.
Nu har så sygdommen fået bugt med ham.
Som 1946-studenter læste vi oldnordisk, fonetik, gammeldansk grammatik, sproghistorie og meget anden filologi, vi ikke havde drømt om, da vi begyndte på danskstudiet, som vi havde troet handlede om romaner og digte. Dem skrev han nogle stykker af, digte med stejlskrift som på runestav. Men han var en praktisk mand, omgængelig og aktiv.
Det var dengang Det kongelige Teater gennemførte fantastiske sæsoner i årene efter Besættelsen med hele verdensdramatikken, Sartre, Anouilh, Giraudoux, Oscar Wilde, Thornton Wilder, Lorca, O'Neill, suppleret af Holberg, Kaj Munk og Kjeld Abell og udført af de store, nu nærmest historiske skuespillere. Iørn Piø anbragte sig i Studenterrådet som billetentreprenør og tog flokken med i teatret til samtlige forestillinger, skuespil, opera, ballet i generalprøver set fra galleriet. Rigtigt teater blev for os højdernes fugleperspektiv.
Ved hjælp af en indre præcis skridttæller afprøvede han med videnskabelig præcision vejene fra Filologisk laboratorium på Frue Plads til Kongens Nytorv, tog tid og fandt den korteste, mest effektive vej til disse dramatiske henrykkelser for ordhungrende midt på dagen i frokosttiden.

IVER og grundighed stod om ham som vejrtrækning, også under de lange, hårde terminsdage i Østifternes Kreditforenings pompøse palads på Jarmers Plads, hvor vi hver juni og december slæbte lommepenge sammen ved at finde kvitteringer frem til alle skyldnerne ved skranken, hvor de troskyldigt kom med deres terminsydelse, hvis de ikke sendte et girokort. Det var en flok stud. mag.'er og især stud. theol.'er, som kontorchefen havde en faible for, der fik det betroede arbejde. Stående og gående i overarbejde til ud på aftenen.
Men se nu Iørn Piø. Han fik straks et hyggeligt siddende arbejde og lignede en gemytlig ansat side om side med en fuldmægtig ved navn H.C. Andersen, der må have haft sans for den kommende eventyrkender. Han gik i folk. Han slæbte en med til Stenløse-egnen, hvor de endnu talte sjællandsk, så det lød af noget.
Han havde fået den idé at ville skrive speciale om dialekt og gik nu rundt i hytter og huse derude, hvor de gamle boede, og sagde goddag og gav sig til at tale med dem og skrive ned, hvad de sagde ved synet af ham. Han blev en populær figur, og vi drak saftevand i præstens have, inden vi cyklede hjem og han gik i gang med at være formand for De danskstuderendes forening og ringe til berømte foredragsholdere, hvis han ikke spillede sin yndlingspolonaise af Chopin. Han gad ikke hedde det sædvanlige -sen navn og søgte et nyt. Og som filolog, ordmenneske og skattegraver fandt han i bunkerne i Andreasens antikvariat i Fiolstræde et leksikon, hvis sidste bind gik fra pi-ø. Det tog han så.

MED TIDEN blev han så den første magister i Nordisk Folkemindevidenskab og forblev siden i den verden, som er ganske udtrakt. Hans hovedindsats ligger i viseforskningen. Han afsluttede den ellers uendelige udgivelse af Danmarks gamle Folkeviser, og med afhandling efter afhandling samlede han sin forskning i en nyskabende disputats om Nye veje til Folkevisen (1985). De er efter hans mening virkelig folkets viser, lanceret af middelalderens markedssangere, men de fleste er faktisk digtet af skillingsviseforfattere mellem 1500-1800, mens en god portion så er adelsdamers forfinede version af genren. En hel del af 'middelalderballaderne' er såmænd skillingsviser fra tiden op mod år 1800. Det gør dem ikke ringere i hans øjne.
Om det så holder vand i enkeltheder, kan man slås om. Men skillingsviserne blev Piøs særlige kæphest, fint vrinskende med bogen om 1800-tallets skillingsvisekonge, Julius Strandberg, Visemageren (1994).

HAN HAVDE et nært forhold til det, han i tale og skrift kaldte 'ægte folkelighed' og den ukunstlede kunst i sang og fortælling.
Han gav denne folkelighed sin selvfølgelige fylde, når det f.eks. drejede sig om de kulørte glæder ved julen, nissernes og julemændenes reale fantasirum og fabeldyrenes rumsteren. Han var en nærværende foredragsholder og radiovært, der lagde overtroens verden blot for lytterne med deres og sine egne horrible historier. Han var en mand, der gav trivialiteten kvalitet. Ivrig og medlevende og med et godt direkte blik. Nordisk sagnomspunden i flere betydninger. Der var, som der står i Julius Strandbergs notesbog: 'Mjav paa Gesimsen, Fut i Kasketten, Kulør paa Landskabet.'
Senest satte han sine farver på de folkloristiske artikler til Den store danske Encyklopædi, hvor han trodsede sygdommens voksende handicap med en usvækket præcision, med en hånd, der ikke ville holde sig i ro.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu