TRÆTHED. Det er det billede, der danner sig, når man skuer ud over den ugegamle valgkamp. Ikke træthed hos vælgerne, men hos de ledende figurer, der skal føre kampen. Måske oplever vi i disse dage et sjældent eksempel på en valgkamp, hvor politikerne er gået død, før befolkningen er det.
Kig raden rundt. Efter fem år som landets førsteminister har Poul Nyrup Rasmussen endnu ikke fundet sig selv som politisk skikkelse. Når Nyrup åbner en holmgang med at bedyre sin veloplagthed, må enhver regeringstilhænger ængstes såre for, hvad der følger.
Et er, at Nyrups gestikulation og mimik ofte modsiger, hvad han siger. Værre er det, når de ord, der kommer ud af hans mund, siger hans egen kampagne imod. I hvert fald den kampagne, som strateger har lagt for Socialdemokratiet. Den handler om ansvarlighed og om regeringens notoriske successer. Dér er statsministeren på hjemmebane, en slags sig selv.
Nyrup skal afstå fra tricks, som han åbenlyst selv er utilpas ved. For eksempel at sende breve til Uffe Ellemann-Jensen med forslag om "udvidede duelmøder", hvor de to medbringer "hver sit parlamentariske grundlag: Holger K. Nielsen og Pia Kjærsgaard". Tilmed sender det statsministeren sidelæns i verberne, når nogen - som det fremgik af gårsdagens avis - gør opmærksom på, at han vist har glemt Enhedslisten i sekundantrækken.
DEN ANDEN af de medieudråbte præsidentkandidater, Venstres Uffe, har haft en politisk personlighed, men virker nu, som om han selv har fået nok af den. Efter flugten til NATO-generalsekretariatet blev forpurret, har Uffe mistet gejsten. Som gammel bokser øjner han nu chancen for pointsejr. Men de indre læsioner gør for ondt, bokseglæden er væk. Og så har han på forhånd forsuret en sejr ved at love alt for meget bagefter: Letsindige skattelettelser, uspecificerede gigabesparelser, forbedret service til unge, gamle og dem i midten.
Uffes sleeping partner, de konservatives Per Stig Møller har ikke kunnet smyge sit professorale hylster af sig. Han er bedst til lange forklaringer på indviklede spørgsmål. Hvad slagkraftig, konservativ folkelighed er, kan Møller studere inde i dagens avis, hvor Hans Engell fyrer kanonerne af.
Til at fuldkommengøre billedet af de møre mænd hører en Holger K. Nielsen, der i Berlingske jamrer over, at ingen journalister vil tale med ham. Da Information i går forbarmede sig over ham, sendte han det opflammende budskab, at et stærkt SF er lige meget til gavn for modstandere og tilhængere af Amsterdam-traktaten. Bøh.
Og når statsministeren har svært ved at huske, hvem hans parlamentariske grundlag "Frank" er, kan det skyldes, at Frank Aaen ikke har fundet nogle sammenhængende, slagkraftige temaer at gøre opmærksom på sig selv med.
MEN HOV! Det er jo bare mænd, de trætte! Ja, netop. Det er de partier, der har kvinder på fremtrædende plads, der blæser liv i valgkampen. Pia Kjærsgaard har sit budskab og kan lide at sprede det. Kirsten Jacobsen er det eneste, der ligger mellem Fremskridtspartiet og spærregrænsen. Også hun har grebet rollen som sygdomsramt, men tapper. Hun lader sig tv-interviewe i udmattet liggende stilling på sin chaiselong - for i næste øjeblik at hugge øksen lige i panden på sine modstandere.
Højrepopulismen er således i kyndige danske kvindehænder. Men overkvinden er Mimi. Og det er ikke bare mediesnøft altsammen. Nok har CD ikke noget program, sådan i traditionel politisk forstand. Men de kan få det til at klinge. 'De' siger vi, fordi Peter
Duetoft er en ferm andenviolin - og gamle Erhard lægger baslyd fra Bagsværd. Så meget tema er der i CD-tonerne, at de handler om at være ordentlig. Over for de svage og de ildelidte. Og ordentlig partierne imellem. Det er en sympatisk lyd, som vi nødigt vil være foruden. Så må man tage med, at CD byder ivrigt ind på det borgerlige overbud.
Den konkrete 'ansvarlige midterpolitik' er den del af den radikale rolle, som CD stadig lader de radikale om. Marianne Jelved kæmper sammenbidt for at udfylde den. Inde i dagens avis giver hun sit mæle til den sociale indignation.
Aner vi et kommende matriarkat i dansk politik?
Det skal være velkomment, hvis det løfter os gennem de tre stadier, Villy Sørensen angav i sidste uges lørdagsavis:
Det personlige, det sociale - og meningen med det hele. dr
