Læsetid: 3 min.

Morderjagt på motellet

20. februar 1998

Wikke & Rasmussen kriminalkomedie 'Motello' er de skæve underholderes hidtil bedste bud på en spøjs biografoplevelse

NY FILM
Da kriminalteknikeren Bent Rosenkrans' kone udvandrer, træt at "at være enlig mor", som hun siger, må Bent tage sit godt et-årige barn med på arbejde. Hvilket vil sige etablissementet Motello, hvor et mord er blevet begået, og et frosset lig stadig ligger på sin plads i fryserummet.
Det bliver mindre et opklaringarbejde end en uddannelse i kunsten at være far og holde en livlig, ikke særligt søvnindstillet dreng i ånde.
Og da Bent endelig gør et for opklaringen afgørende fund og finder en lille grøn dukkefigur nær liget, er prioriteten klar: drengen skal have lov at lege med dukken, hvor betydningsfuld den end er i kriminalsagen!

Baby på eventyr
For sådan er Wikke & Rasmussens figurer, når de er mest afvæbnende: besjælet af en hjertets renhed og kildeklar naivitet, der er af denne verden, for så vidt som figurerne indgår i et meget genkendeligt dansk hverdagsmiljø.
I Hannibal og Jerry var det Peter Frödins politimand, der kastede et rosenrødt skær over alt gennem sin ihærdige stormkur til Hella Joofs afvisende kollega. Og her er det en fint underspillende Michael Wikke, der i sin bedste filmpræstation ikke et sekund er i tvivl om, at hans elskede dreng skal låne bevismateriale, som rent krimifagligt burde befinde sig bag lås og slå.
Baby'en er overhovedet ved at løbe med denne nye sending fra Wikke & Rasmussens overskudslager af snurrige anekdoter, pudsige randskæbner og finurligt sammenvævede fortælletråde. For modsat mange af de øvrige figurer virker den herligt velspillende baby uforudsigelig, hver gang han viser sig.

Mørk og stormfuld nat
Wikke & Rasmussens særlige afart af skæv komedie, en mikstur af lettere surrealistisk humor, selvbevidste klichéer og distanceret dead pan kender man jo efterhånden, tilligemed deres hang til genbrug af de samme vitser igennem en hel film.
Men her på Motello, hvor det altid synes at være stormfuld nat og silende regn, demonstrerer de deres hidtil mest indlysende kontrol over komposition og tonefald, i en ganske skægt udtænkt sammensmeltning af fortærsket kriminaldrama og lettere parodierede motiver fra Shakespeareske dramaer som Hamlet, Othello, Macbeth og Romeo og Julie.
Vi befinder os i en film-mytisk dekoration, et motel, der omfatter en hotelsektion og en privatbolig, som i Hitchcocks Psycho. Lederen, en gennemført tyran og mandschauvinist, bliver myrdet ved indespærring i et fryserum, og Wikke & Rasmussen er de to opdagere, som skal løse gåden under et ophold på motellet.
Her møder de en broget gruppe af professionelt og privat sammenfiltrede personer, potentielle magtovertagere og sleske intrigemagere i uskøn forening. Dog med Sidse Babett Knudsens tankpasser Julie og Allan Olsens fallerede bokser Willy som det unge elskende par i pagt med fremtiden, men i klemme blandt de konspirerende parter.
Føler man, at historien til tider står i stampe, og indfaldene kører i ring, kan man divertere sig med de mange voldsomt tydelige Shakespeare-paralleller, der særdeles snedigt falder i hak med kriminalhistoriens sindige opklaring. Og så iøvrigt glæde sig over instruktør-forfatterparrets voksende professionalisme.
De har stadig lige lidt på hjerte i deres underfundige overfladeleg med alskens stereotyper, men skuespillervalg og personinstruktion nærmer sig perfektionen inden for den valgte ramme.

En rar niche
Bent Warburg og Allan Olsen gør som far og søn velkomne come-backs med sikkert tegnede figurer, og Sidse Babett Knudsen er lige ved at være rigtig rørende som tankpasserpigen, der drømmer om sin egen servicestation.
Peter Frödin optræder passende glat som konspirerende receptionist og Peter Reichhardt nærmest ukendelig som komisk kuet køkkenmedhjælper. Og Tango-orkestrets musik og Steffen Led Sørensens stiliserede foto rammer lige i plet. Wikke & Rasmussen er ved at udvikle sig til filmunderholdere af en sjælden type herhjemme: for sophisticatede til folkekomedien og for skæve til mainstream synes de ikke at have andre ambitioner end at skaffe et medvidende publikum en skæg biografaften.
Deres kulturelle ambitioner er ren barneleg, og deres dybsind kan ligge på en flad tallerken - usædvanligt i et land, hvor man ofte bærer sin kultur med en besværet grimasse. Wikke & Rasmussen har fundet deres lille niche, og der er sikkert andet godt i vente fra den kant.

*Motello. Instruktion & manuskript: Michael Wikke og Steen Rasmussen. Dansk (Scala, Grand og Palads i København og 22 biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her