Læsetid: 7 min.

Moses Hansens sidste færd

23. februar 1998

Den flagrende, nykristne Herning-prædikant har den seneste måned turneret landet rundt med et tre meter højt kors i protest mod EU og den omrejsende sexmesse. Information fulgte ham til Christiansø

Byen
Himlen over Svaneke ligner et vådt, gråt håndklæde, som nogen har lagt til tørre klokken otte fredag morgen. Enkelte indbyggere kommer cyklende til bageren i hvide sokker og træsko uden hælkap, mens en let røg fra byens skorstene fordeler sig over tagene og forsvinder i de lavere luftlag som et beskedent og behageligt tegn på øcivilisationen.
Fra byens gamle, vinterlukkede røgeri kan man skimte Christiansø, idet en smal stribe af lys bag øen gør horisonten helt skarp. Havet ser roligt ud, vinden er stille.
Kun ved havnen er der en form for aktivitet, som kan forbindes med regulært arbejde. To matroser er ved at gøre "Peter Postbåd" klar til dagens overfart til Christiansø klokken ti. Som navnet antyder, sejler Peter Postbåd dagligt til Christiansø med post.
I dag er det ikke kun post, som skal til Christiansø: Den mærkelige, spraglede, nykristne Herning-prædikant Moses Hansen, 56, skal også med. I fyrretyve dage har han spadseret landet rundt i protest mod EU og den turnerende sex-messe, der startede i Forum i København. For at vække opsigt har han som en anden Jesus på vej mod Golgata haft et stort kors over skulderen. Lige nu er han ikke at se nogen steder, og ingen adspurgte har bemærket en mand med et kors i Svanekes gader. Men så sker der noget.

Korset
Tyve minutter i ti står der pludselig et stort trækors op ad Peter Postbåds side. Det er tre meter langt og vejer cirka 20 kilo. I bunden er der et hjul med et tykt, lille gummidæk. Skruerne, der holder delene sammen, er nye og skinner metallisk, men selve korset er det samme, som Moses gik med på sit første korstog for 11 år siden.
Dengang var det mod de onde åndskræfter i samfundet; stoffer, piller, frygt, depressioner, mindreværdsfølelser, skilsmisser og alt, hvad der er "nedbrydende og perverst". Men sådan som korset ligger der ved Peter Postbåd med sit lille hjul, glemmer man den alvorlige baggrund. Og matroserne, som gør båden klar, arbejder uanfægtet videre.

Moses
Et stykke henne af kajen står der tre personer med en umiskendelig om ikke religiøs, så uudgrundelig aura omkring sig; To mænd i starten og slutningen af halvtredserne og en kvinde midt i trediverne. Moses er på vej, fortæller de, før kvinden gåt for at hente ham.
Da hun kommer tilbage, har hun Moses med. En spinkel mand med et kraftigt, krøllet, næsten uldent hår vader med tunge skridt efter hende. Når han bevæger sig, er det på en let foroverbøjet facon, som mere bunder i træthed end i en generelt dårlig holdning. Han er iført en rød Kansas kedeldragt i et varmt og tykt syntetisk materiale med en kraftig lynlås. I den ene Helly-Hansen luffe bærer han et dannebrogsflag, som plejer at sidde på korset. Han havde i distraktion glemt det i bilen.
Moses fryser formentlig ikke, men han er træt. Meget træt. Det er der ikke noget at sige til med 1.000 kilometer i støvlerne på tom mave. Fra Skagen over Blåvandshug, forbi den tyske grænse, fra Gedser og over Storstrømsbroen til København.
Og de sidste to dage har han gået Bornholm tynd. Han har tabt sig 25 kilo på verdens billigste og mest usunde slankekur.

Havet
Da Peter Postbåd lægger Svaneke Havn bag sig, går Moses op i stævnen og ser tomt ud over havet med begge hænder på rælingen. Han er afkræftet, fortæller han.
"I Guds ord står der, at legemet er skrøbeligt som et lerkar, men det er bare en skal. Det ydre menneske kan godt hænge lidt slattent, og så er det, at ånden rejser sig med glæde og begejstring," siger han højtideligt. Når Moses taler til én, gentager han ens navn i det uendelige. Man er ikke i tvivl om, hvem man er.
De tre disciple holder sig for sig selv. De lader til at vide, hvornår han ønsker at være alene med sine tanker. De har ikke fastet og har heller ikke fulgt Moses fra starten.
Bjørn, en høj, mager viborgenser i vindtæt regntøj og hætte, har været med i 27 dage og har fastet i 16. En gang imellem tager han en tår af en Ramlösa, som stikker op af hans lomme.
Den ældste af dem, Niels på 59 fra Hjørring, har været med i 32 dage. Han har kun fastet en lille smule, fortæller han: "I søndags startede jeg dagen uden morgenmad. Og til middag spiste jeg ikke rigtigt noget, og, ja, så holdt jeg ikke længere," siger Niels. Han har heller ikke gået så meget som Moses.
"Jeg har kørt ved siden af Moses i en bil. Af og til har jeg så kørt lidt i forvejen og stoppet folk i byerne for at spørge dem, om de kender noget til Moses Hansen."
Mens disciplene taler, forlader Moses dækket. Han går ned ad trappen til kahytten, hvor han lægger sig på en madras og tager et tæppe over sig uden at smide lufferne. Først en time senere kommer han igen op på dækket med ny energi, hvor han så får den fra.

Øen
Som Peter Postbåd lægger sømilene bag sig, ændrer vejret sig mirakuløst, som om nogen er kommet på bedre tanker og har skiftet paletten ud. Den gumpetunge bygegrå himmel bliver til en skyfri blå, bedst som båden nærmer sig Christiansø Havn. Flere forventningsfulde øboere står linet op ved kajen, da Moses træder ind på fastlandet. De kender Moses fra TV og den lokale avis. Og så besøgte han øen sidste sommer.
Til christiansøboernes morskab tager Moses korset på nakken for sidste gang i fyrretyve dage og fører disciplene op ad bakken forbi kroen og gæstgiveriet.
"Vi sejler om to timer," råber matrosen Hans efter Moses, som ikke ser ud til at ænse informationen.
Hans mål er at komme ud på spidsen af en nærliggende mur, der løber langs vandkanten på øens østlige hjørne. For den uindviede finder der nu en obskur seance sted. Moses Hansen og disciplene begynder at lovprise Gud med "Der er et yndigt land." I denne version er ordene "Frejas sal" skiftet ud med "Herrens sal".
Forklaringen følger, da Moses messende og med lukkede øjne beder en bøn:
"Tilgiv os, Herre, for de millioner af gange, vi har sunget 'Frejas sal', for vi er ikke afguden og sexgudinden Frejas sal, men 'Herrens sal'," undskylder han. Kun bølgeskvulp og perifære mågeskrig bryder forstyrrende ind i lydsporet. Til slut synger selskabet Fadervor på en ukendt melodi.

Gaden
Efter at have sundet sig -seancen er oprivende - fortsætter gruppen videre rundt på øen. Denne gang holder Niels korset; Moses er for træt. I Christiansøs eneste rigtige gade, "Gaden", støder to drenge på 11 og 10 til. De har lige fået fri fra skole og følger nu Moses et stykke, fordi de "ikke fik set ham sidste sommer," som de siger. Den ene har en tro plastickopi af Dirty Harrys storløbede Magnum i næven.
"Jeg troede han skulle gå på vandet. Skal han ikke gå på vandet?," spørger han, men får ikke svar.
Med en kraftanstrengelse hiver Moses en stak kristne tryksager frem fra en taske. Han og frederikshavnske Trine, den tredje discipel, fordeler dem mellem sig og stemmer dørklokker på hver sin side af gaden. En lokal fortæller Moses, at denne fredag i februar er den første dag på året, hvor solen skinner. Regn, blæst, slud og storm har der været, men ikke solskin.
"Det er fordi, vi er her! Det kan du godt skrive, journalist," replicerer Niels.

Sult
Da postbåden lægger fra kaj med lasten fuld af fisk og disciple, sætter en udmattet Moses sig i et sammenfoldet sejl under masten i stævnen. Inden han falder i en let søvn, misser hans øjne mod solen, der stadig står højt på himlen. Hans hidtil mest omfattende korstog og faste er slut. I aften gælder det om at komme igang med at spise. Først flydende, så fast. Disciplen fra Frederikshavn tager et billede af ham, efter han er faldet i søvn. Niels byder på kaffe fra en termokande, som ifølge en hurtig hovedregning må have trukket i mindst fem timer.
Tilbage i Svaneke skiller Moses sit trofaste kors ad med en svensknøgle og lægger det ind i bagagerummet på en rød stationcar, som forsvinder i moderat fart i retning af Østermarie.
Fredag aften sidder prædikant Moses Hansen op ad væggen i salonen med combikøjerne på Bornholmerfærgen. Med rolig hånd blander han en tør pakke Nestlé babymos med lidt vand i et plastickrus. Mens han rører rundt, bliver blandingen til en brun, klæbrig masse. Hans første måltid i fyrre dage.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her