Læsetid: 5 min.

Om mus og mænd

23. februar 1998

Og hvad er der så galt i at bruge en mus som rugefar for en steril mand?

Der var engang, hvor dét ikke at kunne få børn var et livsvilkår for temmelig mange par.
Så fik man den fornuftige ide at sætte system i dét, der i mange kulturer eksisterede en historisk praksis for: at lade forældreløse børn adoptere af barnløse par. Det var til at overskue.
For 20 år siden - i 1978 - startede så dét, der ikke længere er til at overskue: undfangelsen af børn ved hjælp af moderne medicinsk-teknologiske metoder, for nemheds skyld kaldet reagensglas-metoden.
Når det var manden, der ikke var frugtbar, var der indtil for nylig ikke meget at gøre.
Naturligvis kunne kvinden befrugtes med donorsæd - enten via reagensglasset (som i virkeligheden er en petriskål) eller via et intimt besøg hos donoren.
Men mandens egne sædceller kunne ikke give ham børn - fordi de slet ikke var der eller var for svækkede til at nå frem og befrugte ægget.
Det blev der lavet om på for et par år siden med den såkaldte mikroinjektion: Hvis mandens sædceller blot er svækkede eller ikke kan nå frem på grund af komplikationer i f.eks. sædlederen, så kan lægerne nu udtage en enkelt levedygtig sædcelle fra testiklen og ved hjælp af en mikroskopisk kanyle hjælpe den direkte ind i ægget.
Kritikere spurgte, om det mon var klogt at hjælpe en sædcelle, der sådan gik på krykker, til forening med en ægcelle, men en hel del angiveligt sunde og velskabte børn er i dag bragt til verden på den måde.
I dyreforsøg har lægerne sågar kunnet udtage haleløse sædcelleforstadier, kaldet spermatider, og få dem til - efter indføring i ægget - at blive til levende afkom.
Hvis manden - f.eks. på grund af en genetisk fejl - end ikke kan producere spermatider, så har der hidtil ikke været noget at gøre. Men måske er der også her en vej frem.

Designer-sæd
Vejen går over mus. Og over dr. Ralph Brinsters forskning.
Ralph Brinster, der er fertilitetsforsker ved University of Pennsylvania, USA, var i overskrifterne her i avisen allerede i 1994. Læger søger patent på designer-sæd, hed artiklen, der beskrev, hvordan Brinster og en kollega reparerede på defekte gener i muse-sædceller med henblik på at gøre hanmusene avledygtige.
Brinster udtog sædcelle-forstadierne fra testiklen på en genetisk defekt mus, lavede gensplejsning på forstadie-cellerne, så den genetiske fejl blev rettet, og førte derefter cellerne tilbage i testiklen, hvor de modnedes og blev til raske sædceller.
I 1996 gav Ralph Brinsters navn påny genlyd i medierne, da han præsterede to nye grænseoverskridelser:
I ét forsøg lykkedes det at hjælpe en steril hanmus til at producere funktionsdygtige sædceller ved at udtage de allertidligste forstadier - såkaldte stamceller - fra en anden, frugtbar hanmus og overføre dem til den sterile.
Her modnedes sædcellerne og blev - efter befrugtning af et æg - ophav til sunde museunger, som voksede op og selv fik unger.
Den tidligere sterile hanmus blev altså far på ganske almindelig vis, omend generne i hans sædceller ikke var hans egne.
I det andet forsøg gjorde Brinster det samme, men med den interessante forskel, at stamcellerne, som blev overført til en steril hanmus' testikel, kom fra en rotte. Musen udviklede sunde sædceller, men sædceller med potentiale for at blive til en rotte.

Fra mus til mand
Ved de to forsøg havde den amerikanske forsker altså demonstreret, at de tidligste sædcelleforstadier kan transplanteres fra et hanindivid til et andet, og at individerne ikke behøver at tilhøre samme dyreart.
Det resultat har for nylig sat gang i tankerne hos professor Roger Short, internationalt ledende reproduktionsbiolog ved Royal Women's Hospital i Melbourne, Australien. Roger Short er mest kendt for sit arbejde med at forhindre fødsler ved at forske i prævention, til gavn for bl.a. familieplanlægningsprogrammer i u-lande.
Men nu er han optaget af at undersøge, om ikke ufrugtbare mænd kan hjælpes lige så effektivt, som kvinder er blevet hjulpet med reagensglasteknikken.
Første skridt i Roger Shorts forsøgsrække, som der nu er søgt penge til hos bl.a. den amerikanske sundhedsstyrelse, er at gentage Ralph Brinsters transplantation af rotte-testikel-stamceller til en mus, men med den udvidelse, at han vil afprøve, om de i musen udviklede rotte-sædceller kan gøre en hunrotte gravid. Man kunne sige, at han vil have bekræftet, at en mus kan være rugefar for en rotte.
Lykkes det, vil Short tage det afgørende, grænseoverskridende skridt mod brug af teknikken i menneskets tjeneste.
"Første gang du fortæller nogen, at vi ønsker at producere menneskelig sæd i mus, ser de på dig med rædslen malet i ansigtet," fortalte Roger Short forleden til tidsskriftet New Scientist.
Det er ikke desto mindre, hvad han vil: transplantere stamceller fra en steril mand til en mus' testikel i forventningen om, at cellerne her vil kunne udvikles og efterfølgende udtages af musetestiklen for at kunne bruges til reagensglasbefrugtning af mandens partner.
Når først folk er kommet sig over den første spontane reaktion, accepterer mange tanken, siger professor Short.

Det sidste tabu
Hvorfor overhovedet omvejen over musen, kunne man spørge?
Fordi nogle mænds sterilitet formentlig skyldes, at de har en genetisk fejl i såkaldte Sertoli-celler i testikelvævet. Det er celler, som ernærer de stamceller, der skal ende som sædceller. Musens testikelvæv har velfungerende Sertoli-celler, som kan hjælpe de mandlige stamceller igennem udviklingsprocessen til sædceller.
Denne hjælp kan også gives til mænd, der f.eks. skal gennem en kræftbehandling med stråling eller kemoterapi, som kan ødelægge sædproduktionen.
I så fald kan man forinden udtage stamceller fra mandens testikler, fryse dem ned og senere - når manden ønsker at blive far - lade dem udvikle sig i en mus.
Hvis man erindrer Ralph Brinsters første eksperimenter - dem Information skrev om i 1994 - så er der ikke langt - i tanken - til den ultimative grænseoverskridelse:
At lave gensplejsning på udtagne stamceller for at fjerne defekter eller korrigere uønskede egenskaber, før man efterfølgende transplanterer stamcellerne til rugemusen.
En sådan genterapi på kønsceller, hvor de rettede egenskaber går i arv til alle efterfølgende generationer, er regulær racehygiejne og derfor endnu tabu.
Men Roger Short er, siger han, klar til at bryde dette sidste tabu, hvis nogen giver ham lov. Og Ralph Brinster har for længst søgt patent på den grundlæggende teknik. jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu