Læsetid: 5 min.

Norden og honningkrukken

11. februar 1998

Konference om nordiske festivaler i Lillehammer med deltagelse af de flinkeste musikfolk fra Norden. Et hyggeligt nordisk arrangement

KLASSISK
LILLEHAMMER - "Det nordiske hus er rummeligt, der er plads til alle. (...) Det er kunsten og kulturen, der holder os sammen i Norden." Sådan faldt ordene af Islands tidligere præsident, Vigdis Finnbogadottir, der åbnede konferencen om de nordiske festivaler. De 21 ord i citatet er repræsentative for de mange ord i den lange tale, den islandske kulturpersonlighed holdt. Den med at der er plads til alle, lader vi lige danne et kontrapunkt til det officielle Islands kategoriske afvisning af flygtninge og andre fremmede mennesker i nød.
Finnbogadottirs festtalepanegyrik har for så vidt ikke så meget med virkeligheden at gøre, hvilket flere konferencedeltagere da også holdt frem for såvel de ægte nordister som de nordister, der er betalt for at være nordister.
Frem for alt må man tage hatten af for finske Jørn Donner, filminstruktør og medlem af Europaparlamentet. Hans bramfrie udtalelser vedrørende det på-ståede nordiske fællesskab rensede konference-luften efter det parfumerede islandske duftorgie.
Donner tordnede med sarkastiske og bidende kommentarer. Han så ikke ideen om det nordiske modsvaret i det politiske. Hans nordiske sindelag strakte sig til en beskeden pro-
gramerklæring, her frit citeret efter hukommelsen: "Hvis jeg en morgen vågner op på et hotelværelse i Kualalumpur, vil jeg fore-trække, at der ligger en norsk kvinde ved siden af mig frem for en engelsk."

Historisk dimension
Ideen med festivalkonferencen var at finde ud af, hvad festivalerne kan lære af hinanden, hvad de kan bruge hinanden til. En række oplæg fra festivalchefer og personer med tilknytning til det nordiske musiksamarbejde, skabte grundlaget for en diskussion af de videre muligheder.
Mest spændende var Trevor Davies' indlæg om de europæiske festivalers udvikling, hvor oplægsholderen med sin analyse af selve festival-begrebet gav det historiske perspektiv, som i øvrigt var så savnet ved konferencen. Davies' indlæg var saliggørende i forhold til en række bidrag af andre deltagere, der troede, at arrangementet blot var endnu en platform til brug for omtale af lige præcis deres vidunderlige festival.
Hvilket arrangørerne kunne have undgået ved at lave et konference-setup, der var mindre artigt og forudsigeligt i almindelighed, hele gennemførelsen mindre søvnig og pligtbetonet i særdeleshed. Det forkromede nordiske jetset talte og talte og talte. De meget få repræsentanter for små
festivaler havde håbet på at komme hjem med dog et eller andet. Et fortvivlet trut fra en leder af en lille dansk festival mere end antydede, at turen nærmest havde været forgæves.

At rejse er at leve
Cirka 80 festivalister, orkesterchefer, kommunale, nordiske og udenrigsministerielle embedsmænd var med til konferencen. Som var støttet af nordiske kulturfonde, hvis ledere også var inviteret med. Initiativet kom fra Olemic Thommesen, der er festivalchef for Vinterspillene i Lillehammer. Til at gennemføre programmet havde Thommesen allieret sig med firmaet Kultur & Kommunikation, som er ensbetydende med personen Flemming Madsen, der har fået banket mange projekter ned i Danmark.
Med i arrangørgruppen var Dansk Musik Informations Center. Hvad i himlens navn det danske informationsorgan havde at gøre i dette selskab må guderne vide. På dansk MIC må man have store mængder af overskud - mandskabsmæssigt, pengemæssigt, tidsmæssigt og projektmæssigt - når man kan gå ind i et sådant projekt. Og man må forvente, at danske fe-stivaler er blevet serviceret i en grad, der gør det rimeligt for MIC at sige: "Nu kan vi ikke gøre mere herhjemme, nu indgår vi et nordisk samarbejde, og sender to mand til Norge for at at observere begivenheden."

Praleorgier
Pressechef ved Nordisk Råd, Ole Lindboe, var inviteret til at tale om det nordiske system. Han er en mand, der gør systemet menneskeligt, fordi han tillader at pege på de ulogiske områder i det nordiske samarbejde. Hvornår har man sidst set en ansat i dét system, der tør være så ærlig? Som presseansvarlig er det ikke dumt at pege på de svage sider i systemet - det tager brodden af kritikken.
Lindboe omtalte nogle af de tilstedeværende oplægsholderes bidrag som "praleorgier" og "festivaler med absurd vokseværk", jævnfør den ovenfor nævnte trang hos deltagerne til
selvpromovering. Han talte om tilstedeværelsen af de forkromede institutioner. Bestående af aldersstegne mænd og kvinder, der på overhead viser, hvordan man skal søge om midler de rette steder. Det er disse projektmagere, der kan skrive ansøgninger til tiden, der kender fondenes bestyrere, og de ved hvornår hvilken snabel skal puttes ned i netop den eller hin honningkrukke.

Festival-ideologi
Fordelen ved festivalen er, at den er et oprør eller en folkelig modbevægelse til institutionskulturen.
Sådan blev det poetisk formuleret på konferencen. Jeg kan på stående fod nævne adskillige af de mest ressourcekrævende festivaler i Norden, som er skabt og ledet af de selv samme forkromede og traditionsrige institutioner, som festivalen angiveligt skulle være et oprør imod.
Der er noget, som ikke hænger sammen. Den eneste som overbevisende kunne give denne lytter et bud på en festival-ideologi, oven i købet som et work in pro-gress, var pastor Leif Skov fra Roskildefestivalen. I sin egen stille messende stil redegjorde han for hele ideologien bag Roskildefestivalen, der i sit udspring har til formål at støtte "børn, unge mennesker og humanitært arbejde".
Leif Skov & co.'s vilje til at udvikle festivalen, til at påvirke omgivelserne, er dybest set en politisk handling, fordi de ændrer på vores måde at være sammen på. Resultaterne der er opnået i Roskilde siden 1971 er betydelige, og ånden bag måden at tænke musik på, aftvinger respekt.
Men ved De hvad, kære læser: Jeg tror at de tilstedeværende om Skovs præ-diken siger, lige som ålene og karperne i den kendte sang: "Hvor lyder det dog rigtigt, det må vi sandelig gå hjem og tænke over." Hvorefter alle rejser hjem og gør det, de altid har gjort.
Det vi har så meget af, er den gode vilje og de professionelle hittepåmagere. Det vi mangler er en samlende nordisk idé, der overbevisende kan legitimere det hele. Et troværdigt modspil til Jørn Donners udtalelse om, at "Norden er en myte, en fiktion - der findes ikke noget nordisk hus!".
Der, findes ikke nogen nordisk kulturpolitik i Nordisk Råd og Nordisk ministerråd. Som følge af de defensive politikere er priserne i litteratur og musik det, folk forbinder med nordisk kulturpolitik. Med tanke på de 800 mio. kroner, det koster at have det officielle nordiske system rullende pr. år, er det på kulturområdet lidt vel beskedent.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her