Skandinavien præsenterer sig med Gallen-Kallela, Kirkeby, Munch og Strindberg plus ung kunst, som allerede er konvention
UDSTILLING
Paris' museum for moderne kunst er i de kommende måneder vært for en hoben nordiske kunstnere - levende og døde - med tre udstillinger under den fælles titel Nordens visioner. Museets kurator, Su-zanne Pagé, har allieret sig med fem andre kuratorer, som har udvalgt en række kunstnere. Det giver tre kapitler til en historie, som ifølge de involverede - levende kunstnere - ikke hænger sammen.
De erklærer direkte adspurgt, at det er tre skarpt adskilte projekter: Et historisk kapitel (modernismens rødder i norden), et Kirkeby-kapitel og et ungdomskapitel. Det er nok en god idé ikke at ville se en sammenhæng - for hvor er ellers alle de manglende nordiske visioner fra dette århundrede?
Det er da også kunstverdenens nye dogmatik, at det er slut med den store historie og at sandheden ikke findes - så hvorfor så tage stilling til et spørgsmål om sammenhæng?
For tilskuer/bruger af kunsten opstår sammenhænge og forståelse så alligevel. En sådan 'tilfældig' sammenstilling beviser blot, at dér, hvor ingen vil skrive teksten, der skriver teksten én. Der opstår uundgåeligt tematiske forbindelser.
Modernismens rødder
Suzanne Pagé, J.L Andral og O. Burluraux har valgt en meget speciel læsning af den nordiske modernismens rødder. Denne læsning udgør udstillingens første kapitel. Titlen "Verdenslys, himmellys" er et citat af teosoffen Swedenborg - en titel, som svarer til en gængs fantasme om det særlige nordiske lys. I dette lys og den nordiske vision ligger tvetydigheden mellem at se noget i verden, og så det synske, eller visionære. Denne tematik illustrerer kuratorerne ved at vælge en række kunstnere, som spænder visionen ud mellem landskabet - og vanviddet. Det ydre og det indre terræn.
Udstillingen indledes med den finske maler Akseli Gallen-Kallela's (1865-1931) kraftigt farvede og brutalt komponerede landskaber fra Finland - men også fra Kenya. Det er et fælles træk for disse tidlige modernister, at synet skærpes af talrige rejser. Udtrykket forbliver dybt påvirket af oprindelsen, det er Kenya set med det finske lys i øjet, en skærende hvidhed, om det er sne, vand eller ørken.
På vej ind i sjælen møder vi ansigtet. Finnen Helene Schjerfbeck's (1862-1946) maler igen og igen sit selvportræt. Gennem årene afdækkes ansigtet, som kunne det blottes helt ind til kraniet, som kunne dette ydre blive vidne til det endelige møde med sandheden eller døden. Pagé skriver, at blikket lukker sig, man ser kun iris, pupillen bliver væk gennem rækken af portrætter. Måske er det omvendt: Der er kun pupil tilbage, en stigende åbenhed, et sammenfald mellem syn og verden.
Dette sammenfald er totalt hos Carl Fredrik Hill (1842-1911) som lukker sig inde i vanviddet efter, som sine kolleger, at have været ud at rejse i den store verden. Efter to år på sindssyge-anstalt i Frankrig, hvor hans malervenner destruerer de 'gale' malerier, som skulle have været på verdensudstillingen, vender han tilbage til Lund, hvor han producerer et hav af små værker med blyant og farvekridt. Landskabets vandfald og bjerge befolkes af bibelske og groteske figurer. Der en utrolig beherskelse af fladen, farven, formen. Som om galskaben holdes i skak ved at forblive i rammen...
Inden man når frem til den nordiske mester i sammenfald mellem sjæl og landskab, Edvard Munch, tager udstillingen en tur over Strindberg som maler. Det synes at være mere som kuriosum end som virtuos, et tøvende og tilfældigt maleri - i modsætning til sikkerheden i de strindbergske tekster.
Den suveræne Munch
Og så er der Munch. For den franske modtagelse af de nordiske visioner, står vi uden tvivl her ved kernen. Hos Munch er det uforløste en del af tematikken, hastværket en del af den påtrængende angst, farverne er både maleriets og livets blod, og det sted, hvor man ikke forstår, der skriger man. Temaerne er de 'store', liv, død, sex. Mennesket alene i landskabet, mennesket som inventar, og objekt. Hos Munch er der en stigende gennemsigtighed i farven, kompositionen slippes, fordi det er lige-gyldigt. På selvportrættet "mellem uret og sengen" er ur, menneske og seng af samme art, bornholmeren synes ligeså menneskelig som personen. Spændt ud mellem tid og erotik, i et rum som alene synes at være maleriets...
I Norden kender vi Munch, men for franskmændene er denne udstilling en udfoldelse af det skrig, som hele verden kender. Det bliver klart, hvor betydelig en maler, Munch er, både som malerisk/kunstnerisk innovation og som påvirkning af enhver ny-ekspressivisme. En veritabel modernistisk rod.
Meget senere
Der, hvor landskabet starter hos Gallen-kallela og slutter hos Munch, har Kirkeby sin plads i udstillingen. Man kan have et kik ind gennem en kirkeby'sk murstensportal, strejfe de sidste nye tableauer og i baggrunden skue Munch. Sammenhængen mellem den sene Munch og Kirkeby synes at være den kompositoriske frihed, at farven er 'lettet'. I Kirkebys nye billeder synes lagdelingen ikke mere at være af den geologiske, jordnære art, men rene og skære farve-lag, ikke mere tatovering/gravering, men lag, der ikke mere behøver at trænge ind i hinanden. Synkronisme i stedet for syntese. Krystallisation hedder udstillingen, som med kæmpemaleriet "Viel Später" fører op mod de unges afdeling.
For der er intet imellem. Der er modernismens rod, så er der Kirkeby, og derefter det frie fald ind i postmodernismen på øverste etage.
Her er det kuratorerne L. Bossé, og den nye store star-kurator H. U. Obrist, som spiller ud. Det er ungt (90'er generationen), og det er forudsigeligt allerede. Man har det, som om udstillingen er et loup på de andre unge udstillinger, der har været på stedet de sidste år: Englændere, franskmænd, belgiere. Nu er det altså danskere, finner, islændinge nordmænd og svenskere, som indtager pladserne under taget på museet, ialt ca. 30 kunstnere.
Formmæssig heterogenitet er den nye norm. Der er video, foto, maleri, installation og happening. Denne overordnede form er pudsigt nok blevet så konventionel, at der er installation, videoscreen, fotos og malerier de samme steder som i to tidligere udstillinger... En anden norm er den manglende affirmation i det enkelte værk. En konstant ubestemthed - der er aldrig første grad (meningen), altid anden grad: afledning eller ironi.
Hvide/søvnløse nætter
Udstillingen hedder her Nuit Blanche, hvide nætter, tilsyneladende igen en konnotation til det nordiske lys. Men det er mere underfundigt end som så. Nuit Blanche betyder også søvnløse nætter. Hvad ser man i denne søvnløse, hvide nat: Hastigheden i det enkelte værk er nu optimal. Man kradser nogle streger ned som f.eks. Svenungssos "psycho-mapping Scandinavia" eller Thorsteinsson's "pour l'artiste inconnu". Man dechiffrerer/-konceptualiserer maleriet som f.eks. C. Edefalks "in the Painting the Painting" eller
S. Aaberg Kærns "Sisters in the Sky". Man opløser mening ved at konstruere en ny og fuldkommen arbitrær som i Koester's og Buckinghams videoprojektion og fotografier, hvor den lille Sandra fra tulipanhuset, prøver at få hold på verden gennem de tre prikker over i'erne i navnet 'Christiania'. Man lader spørgsmålet om, hvorvidt noget er fiktion eller virkelighed være uafgjort - det franske puplikum kan f.eks. ikke vide, om fristaden Christiania er en fiktion, og er Ann-Sofie Sidens toiletpapir-hylder med videoovervågning fra et rigtigt hotel? Over for et fotografi ved man ikke, om det er et still fra en film som f.eks. Hukannen - eller snapshots af virkeligheden som f.eks. Männikkö. Man stiller spørgsmål til rumopfattelsen ved at for-vrænge rummet, som i Lislegaards "nothing but space", vende det på hovedet, som i Håkanssons have, der gror ned fra loftet ("after forever /ever all"), lade det trænge sig på som i Totties rum opfyldt af striber: "protect identity" eller ved at lade det være uudholdeligt at opholde sig i, som i Plenge Jacobsons spejklædte og stroboskoplys-befængte installation.
Humor?
Ud over formen er humoren det gennemgående træk. Det skal være så sjovt. Men når man har set hele udstillingen - og i baghovedet har de andre 'unge' udstillinger - så er det, som om det morsomme 'loup' foranlediger en anstrengt latter, som om den muntre hvide nat, bliver til mareridtes eller søvnløshedens, som om der alligevel i den ulidelige lethed, ligger en angst gemt. Der siver noget op fra landskaberne på etagen under. Når man ikke skriver teksten, skriver teksten én. Og den tekst, som skriver kunstnerne - eller som Orbist og Bosse skriver i sammenstillingen af disse unge nordiske kunstnere - er mere en historie om fortvivlelse end om tvivl. Som om alle stadig leder (efter meningen?), men nu i klaustrofobisk private diskurser uden afsæt i 'virkeligheden' - for hvor skulle den findes, og hvem tør sige noget om den? Disparationen bliver til desperation, og 'sjovt' nok bliver det samlede indtryk, at udstillingen på Musée d'Art Moderne så alligevel, at det synes at være en særlig nordisk specialitet at give udtryk for den. Om der er nogen, der vil det eller ej.
*Musée d'Art Moderne de la Ville de Paris: VISIONS du nord. Fra 7. februar til 17. maj
