Læsetid: 1 min.

Ny plan for kollektiv trafik i hovedstaden

18. februar 1998

Miljøborgmester bryder sig ikke om trafiktunnel øst om byen

SF i København vil i løbet af den kommende uge præsentere en ny plan for udbygning af den kollektive trafik i hovedstadsrområdet. Det oplyser partiets nye miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard over for Information.
"Man har tidligere talt om at sætte hovedstadsområdet under administration. Det er måske lige lovligt stærkt udtrykt, men vi vil samle alle de opgaver, der i dag er spredt mellem HT, DSB, Ørestadsselskabet, A/S Øresund, Trafikministeriet, Københavns kommune og de enkelte kommuner og amter," siger han.
Kjeldgaard understreger, at planerne om en havnetunnel fra det centrale København til Holmen ikke er en god idé.
"Borgerrepræsentationen vedtog sidste år, at biltrafikken skal holdes på et uændret niveau. Det er ved at skride nu, og en havnetunnel vil yderligere øge trafikken. Vi må gøre noget helt andet."
Sekretariatschef Niels Helberg, fra Transportrådet, der er uafhængig rådgiver for regering og Folketing i trafikspørgsmål, siger: "Det er rigtigt, at tallene for Københavns trafik er steget. Og jo mere man udbygger på Amager-siden, des alvorligere. Hvornår et trafiksammenbrud vil komme, kan vi ikke sige, men det vil da opstå, hvis der ikke er en kollektiv trafik til at aflaste, f.eks. en metro." En sådan metro er p.t. ikke planlagt.
Iben Schiøtz fra Trafikministeriet oplyser, at ministeriet et ved at undersøge miljø- og trafikproblemerne i forbindelse med en havnetunnel. Et udvalg ventes af afgive sin rapport i foråret 1999.
Som det fremgår af dagens avis, arbejder staten og Københavns Kommune med omfattende planer udvikling af Holmen på Amager-siden af Københavns Havn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her