Analyse
Læsetid: 5 min.

Nyhedsanalyse

13. februar 1998

Det er igen blevet årstid for løse argumenter om, at Kina er blevet bedre til at respektere menneskerettighederne

Lille Danmark har fået fornemt besøg fra det store Kina. Så fornemt, at Radioavisen i går fandt det nødvendigt at sende direkte fra lufthavnen i Kastrup, hvor den kinesiske viceministerpræsident Li Lanqings privatfly kort forinden var drønet hen ad landingsbanen.
Li Lanqing, meddelte Radioavisen, er den hidtil fornemste besøgende fra Kina i nyere tid - hvilket andre førende medier såsom Ugebrevet Mandag Morgen også har fortalt den danske offentlighed i denne uge.
Med risiko for at blive beskyldt for at være et detaljefikseret pernittengryn, skal vi alligevel gøre opmærksom på, at det der med den 'fornemste' er en anelse overdrevet.
I november 1992 landede en anden prominent kineser ved navn Zhu Rongji i Kastrup, dengang som nu med titel af viceministerpræsident med ansvar for Kinas økonomiske reformer. Som Li Lanqing var også han dengang netop blevet valgt ind i Kinas absolutte magtcentrum, Politbureauets stående udvalg. I dag spår de fleste Zhu Rongji som topkandidat til at blive Kinas næste ministerpræsident, når parlamentet i næste måned skal godkende en ny regering.
Men mediernes - og de fleste andres, herunder måske især politikernes - hukommelse er som bekendt kort. De fleste erindrer dog nok, at vi for mindre end et år siden befandt os i nogenlunde samme situation som den nuværende, når det gælder diskussionen Kina og menneskerettighederne.
Dengang for et år siden havde Danmark i en kort periode en næsten aktivistisk udenrigsminister, der pludselig stillede sig frem i forreste række og udfordrede den kinesiske 'drage'. Det skete i form af et forslag til en kritisk resolution i FN's Menneskerettighedskommission i Genéve, et resolutionsforslag, der som bekendt blev stemt ned eller mere præcist blev afværget af Kinas særdeles virksomme repræsentanter i kommissionen.
Dengang som nu gik diskussionen bl.a. på det betimelige i, at Danmark gik enegang i forhold til resten af EU. Indtil sidste år havde EU som en samlet gruppe fremsat Kina-kritiske resolutioner i Menneskerettighedskommissionen - som hvert år ligeledes blev afværget - men sidste år faldt EU-enigheden til jorden med et brag.
Udsigten til flyeksport til Kina i milliardklassen fik Frankrig til at stå i spidsen for andre førende EU-lande som Tyskland, der alle meddelte, at de ikke fandt det nødvendigt at kritisere Kina for overtrædelser af menneskerettighederne. De havde fået det bedre, hævdede især Frankrig, og dermed var EU-splittelsen åbenlys.
Med USA som ivrig hepper i kulissen var scenen derefter gjort klar til Niels Helveg Petersens entre - og til det, der blev opfattet som dansk enegang mod dragen.

Og dragen spyede som bekendt ild. Voldsom var vreden og forurettelsen over, at et lille, ubetydeligt land tillod sig at kritisere Riget i Midten. Straffen faldt prompte i form af en stribe aflyste besøg af danske ministre i Kina, generel nedkøling af dialogen mellem de to lande og - måske, måske ikke - mistede millionordrer for dansk industri. Den kinesiske vrede varede dog kun kort. Allerede i oktober sidste år lod den kinesiske udenrigsminister Qian Qichen meddele, at relationerne mellem Kina og Danmark nu ville blive normaliseret.
Dagbladet Politiken beskrev i går, hvordan normaliseringen blev fremmet af EU's handelskommissær Sir Leon Brittan, der under et besøg i Beijing samme måned indgik en politisk studehandel med de kinesiske ledere: Hvis ikke Kina holdt op med at genere Danmark, ville EU ikke hjælpe kineserne med at blive optaget i verdenshandelsorganisationen, WTO.
Derefter kom Qian Qichens meddelelse om normalisering, og måneden efter fulgte et besøg af det danske udenrigsministeriums direktør Friis Arne Petersen i Beijing, hvor han bl.a. mødte samme Qian.
Derefter er det gået hurtigt. I januar modtog udenrigsministeriet en henvendelse fra Kina om, at viceministerpræsident Li Lanqing nærede ønske om at besøge Danmark. Og samme måned lod Danmark under et møde i Bruxelles forstå, at der i år ikke er grund til at fremsætte en Kina-kritisk resolution i FN's Menneskerettighedskommission.

Vor nu knap så aktivistiske udenrigsminister Niels Helveg Petersen begrunder dette med, at Kina har forbedret sig på en række af de punkter, som resolutionsforslaget fremhævede sidste år. Herunder:
* Kina har undertegnet konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
* Kina har inviteret FN's højkommissær for menneskerettigheder Mary Robinson til Beijing.
* Kina har løsladt nogle systemkritikere og
* Kina har intensiveret dialogen med USA og EU om menneskerettigheder.
Ja, ja, siger menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International, men på den anden side:
n har Kina ikke sikret menneskerettighederne i overensstemmelse med de konventioner, som det allerede har ratificeret, herunder konventionen mod tortur, som stadig er udbredt i landet. Selv om Kina har underskrevet konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, forlyder der intet om, hvornår Beijing har tænkt sig at ratificere den, endsige føre den ud i livet.
* Invitationen til Mary Robinson er et positivt tegn, men Kina samarbejder stadig ikke fuldt ud med FN's observatører.
*Kina har løsladt nogle få politiske fanger, herunder den mest prominente Wei Jingsheng, der er sendt i tvungen eksil i USA, mens tusindvis af politiske fanger fortsat sidder i fængsel.
* Dialogen på menneskerettighedsområdet ledsages altid af kinesiske trusler om, at upassende handlinger fra Vestens side, såsom møder med oppositionen, kan føre til afbrydelse af dialogen.
Det er svært at se, at dialogen foregår i en mere konstruktiv atmosfære end for et år siden, konkluderer Amnesty International, der også peger på, at undertrykkelse af det tibetanske folk, og andre etniske og religiøse mindretal fortsætter med uformindsket styrke.

Ovennævnte er blot eksempler på, at hvis man vil fremhæve fremskridt i Beijing i det forløbne år, kan det lade sig gøre, mens det modsatte i høj grad også er tilfældet - og synes mere veldokumenteret.
Det er således igen blevet årstid for brug af løse argumenter, der skal overbevise omverdenen om, at den og den linje over for Kina nu er den bedste.
Tilbage står indtrykket af politiske studehandler, der i den sidste ende har til formål at fremme samhandlen med Kina - og en dansk enegang, der i år er forvandlet til noget, der minder om slingrekurs.
Men Li Lanqing har fået ønsket om et besøg i Danmark opfyldt, og EU fremstår i dag mere samlet i Kina-politikken end sidste år. En Kina-kritisk resolution i Genéve vil ikke blive fremsat i år.
Spørgsmålet er dog stadig, om denne store forbrødring og mere forsonlige linje i højere grad vil bidrage til, at de kinesiske ledere efterhånden vil respektere rettigheder som forsamlings- og ytringsfrihed - og ikke mindst hjælpe de resterende politiske fanger ud af Kinas fængsler.
Men det kan en anden prominent kinesisk gæst altsammen forklare udenrigsministeren, når han kommer til Danmark i næste måned. Wei Jingsheng har trods alt næsten livslang erfaring med, hvordan Kina behandler sine systemkritikere.
Erfaringerne stammer godt nok især fra fængslet, men han vil uden tvivl være mere end villig til at drøfte, om tvungen eksil hører ind under begrebet 'fremskridt' i Beijing.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her