Læsetid: 2 min.

Nyt skak-VM på vej

23. februar 1998

Kasparov møder verdens bedste i Linares

Skak
Godt halvanden måned efter at Karpov vandt den parodiske VM-finale mod Anand i OL-byen Lausanne, trækker det op til et alternativt og yderst interessant skak-VM.
I går aftes tog man nemlig i den sydspanske by Linares hul på en kanonturnering, der med et gennemsnit-rating på 2752 og en såkaldt 'kategori 21' slår alle rekorder. Det er ganske enkelt lykkedes (finans)manden bag turneringen, Luis Rentero, at samle verdens absolutte top, idet det syv mand store felt udgøres af:
Garri Kasparov, Rusland (2825), Vladimir Kramnik, Rusland (2790), Viswanathan Anand, Indien (2770), Vassilij Ivantjuk, Ukraine (2740), Veselin Topalov, Bulgarien (2740), Aleksej Shirov, Spanien (2710) og Peter Svidler, Rusland (2690).
Den ottende og sidste deltager skulle have været Anatolij Karpov, men han er raget uklar med Rentero, der ikke kunne acceptere hans afbud sidste år: Karpov foretrak at føre valgkampagne hjemme i Rusland. På den anden side har Karpov måske heller ikke den store lyst til at måle kræfter med denne skarpe sekstet.
Og ser vi også bort fra Gata Kamsky (USA), der er begyndt at studere medicin og for tiden ikke er aktiv, er det verdens syv stærkeste spillere, der frem til den 10. marts skal kæmpe om, hvad man med rette kan opfatte som en slags turnerings-VM 1998.
Men perspektivet rækker længere end som så. Der er nemlig planer om senere på året at organisere en rigtig VM-match, hvor Kasparov skal møde en udfordrer, der skal findes ved at lade de to bedstplacerede spillere i Linares-turneringen møde hinanden i en kandidat-finale.
Vinderen af denne skal så dyste mod Kasparov i en match over atten partier. FIDE-finalen mellem Anand og Karpov havde, som man måske vil huske, blot seks partier. Og godt det samme, for ellers var Anand sikkert dejset om af udmattelse efter forinden at have været igennem en turnus på tre ugers intensiv kampskak.

Elegant afslutning
Information dækker naturligvis Linares-turneringen med flere rapporter og masser af partistof. Indtil mesterpartierne begynder at løbe ind, kan vi divertere læserne med en smuk partiafslutning fra en anden stor skakbegivenhed i Spanien, nemlig den åbne turnering i den andalusiske by Ubeda, hvor 145 deltagere stillede til start. Vi skal se den ukrainske stormester Timosjenko som sort mod cubaneren Rodriguez:
Timosjenko afsluttede her elegant med at opgive dækningen af sit tårn på d8:
27. -, Df3! 28. Dxd8+, Kg7 29. Sd4 ...
Alt andet taber også, hvad man hurtigt kan forvisse sig om. 29. -, Dh3+! Og hvid opgav, da han jo bliver sat mat efter 30. Ke2, Dd3+.
Timosjenko sikrede sig førstepladsen på bedst korrektion, idet stillingen i toppen blev:
1.-4. Timosjenko, Arencibia (Cuba), Barua (Indien) og Movsesjan (Armenien), alle 7,5 points af 10 mulige 5.-15. Pelletier (Schweiz), Kruppa (Ukraine), Vera (Cuba), Asrjan (Armenien), Kunte (Indien), Röder (Tyskland), Giorgadse (Georgien), Tiviakov (Rusland), Aronjan (Armenien), Minasjan (Armenien) og Filippov (Rusland), alle syv point.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her