Læsetid: 6 min.

Fra ØMU til virkelighed

7. februar 1998

Økonomer tvivler på, at Euro'en vil nedbringe arbejdsløsheden i EU

Det har længe været den officielle plan, at Det Europæiske Råd i begyndelsen af maj 1998 skulle holde den fælles mønt - euroen - over dåben. Men det er først inden for de allerseneste måneder, at uafhængige kommentatorer er ophørt med at spørge, "om der ikke er en risiko for en dødsfødsel". I dag synes der at være en udbredt enighed om, at barnet vil komme til verden, og at det begynder at gå fra starten af 1999. Man kan dog uden overdrivelse sige, at det var da på tide, at den tvivl, der til stadighed har pint hele dette pretentiøse projekt blev manet i jorden. Euroen vil blive indført som fælles mønt i Euro-land (en af blandt andet Unibank benyttet betegnelse for de 11 lande, der forventes at udskifte deres nationale valuta med den fælles mønt).

Den lange march mod "Euro-land" synes at blive kronet med held. Hvilket dog fik den amerikanske økonom Paul Krugman i interviewet med Bjarke Møller (30. januar) til at bemærke: "Den europæiske møntunion og Euro'en var ikke nødvendigvis en dårlig idé. Den er blot irrelevant" og videre, "Efter syv års kamp for at komme til det hellige land, vil I europæere ikke træde ind i paradiset. I vil stadig befinde jer i ørkenen med høj arbejdsløshed og befolkninger, der fyldes med vrede over dette europæiske eliteprojekt". Og Krugmans synspunkter er ikke en isoleret røst fra hinsides Atlanten. En række fremtrædende amerikanske økonomer spændende fra ærkemonetaristen Milton Friedman til keynesiansk inspirerede økonomer som Krugman og Franco Modigliani står nærmest i kø for at advare mod det synspunkt, at etableringen af euro'en er et væsentligt skridt i retning af at nedbringe EU's uhyggeligt høje arbejdsløshed. Når der er en ekstra grund til at hæfte sig ved denne overraskende enige økonomiske sagkundskab, så skyldes det, at vi her helt undtagelsesvist har at gøre med uafhængige økonomer. De har intet politisk i klemme. De fokuserer på de økonomiske konsekvenser; for deres fokus er et økonomisk "sundt" Europa. Baggrunden for deres udtalelser er erfaringerne fra deres hjemland, hvor de har et førstehåndskendskab til, hvilke krav en fælles valuta stiller til den interne økonomiske tilpasningsevne.

I de syv år, der er gået siden Maastricht-traktaten blev vedtaget ,og beslutningen om den fælles mønt blev truffet, har den europæiske ØMU-diskussion udelukkende været rettet mod størrelsen af de enkelte landes "budgetunderskud".
Adgangskriteriet til ØMU'en blev især knyttet til denne ene samfundsøkonomiske størrelse - og ved hjælp af en række finanspolitiske stramninger kombineret med ændringer i de regnskabsmæssige principper er det faktisk lykkedes for de lande (minus Grækenland), der ønsker at træde ind i Euro-land at nå dette mål. Etableringsfasen er ved at været bragt til en afslutning, men med store omkostninger. Arbejdsløsheden ligger således i dag i Euroland væsentligt højere end for 7 år siden. Alene Tyskland har i denne periode set et fald i beskæftigelsen på mere end 3 millioner - en udvikling, der tilsyneladende fortsætter i 1998, hvor arbejdsløshedstallet for januar måned vil sætte en ny ubehagelig efterkrigsrekord.
Fra 1. januar 1999 starter en ny diskussion - vil ØMU'en fungere som en stabil valuta, og vil den overhovedet kunne forventes at bestå i en længere årrække? En diskussion, som direktøren for Jyske Bank Anders Dam forgreb ved Nationaløkonomisk Forenings 125 års jubilæum midt i januar, idet han konstaterede, at en møntunion ikke kan holde sammen udelukkende gennem politiske besværgelser. En synsvinkel, som Unibanks økonomer tager op i temahæftet "Euroen - en ny verdensvaluta", hvor de skriver, "i sidste instans (er stabilitet) et spørgsmål om finansmarkedernes tillid. Et uensartet vækstmønster, stigende regional arbejdsløshed eller en slap finanspolitik i enkelte lande er risikofaktorer, som ikke skal negligeres i en eurofori".

Stabilitet har i denne sammenhæng to dimensioner: Den eksterne stabilitet - det vil sige kursen over for dollar (og i mindre grad yen) og den indre stabilitet EU-landene imellem. Kursen over for dollar'en er der knyttet international prestige og glorie til; men da EU-landene først og fremmest handler med sig selv, så er euroens værdi over for dollar ikke af afgørende realøkonomisk betydning.
Det er den "indre stabilitet", der er af helt afgørende betydning for euro'ens langsigtede overlevelse, og her spiller arbejdsmarkedets funktion en væsentlig rolle. Med et citat fra Unibank: "Konvergens i retning af et generelt lavere arbejdsløshedsniveau i Euro-land kan derfor blive afgørende for den langsigtede stabilitet".
Det er lige præcis den afgørende forskel mellem USA og Euro-land. Den geografiske mobilitet i USA er cirka tre gange større end mobiliteten inden for blot ét af de større EU-lande og altså mange gange større, når der måles på mobiliteten mellem EU-landene indbyrdes på grund af de sproglige, administrative og kulturelle barrierer.
Risikoen for, at de enkelte lande skal fristes til i fremtiden at føre en "for slap finanspolitik", udspringer af den i EU manglende føderale overbygning. Det bevirker, at hvis ét EU-land rammes af økonomisk tilbagegang, så er der ingen automatik, der sikrer, at de andre lande kommer økonomisk til hjælp. EU-budgettet udgør kun 1,25 procent af nationalproduktet og er på forhånd beslaglagt af landbrugspolitikken.
I USA er det derimod op mod en en tredjedel af delstaternes udgifter, som kan smøres af på det føderale budget ved en stigning i arbejdsløsheden. I Danmark bærer den enkelte kommune mindre end halvdelen af udgifterne i forbindelse med en over-gennemsnitlig arbejdsløshed. Den tyske forbundsbankdirektør Hans Tietmeyer har således ved flere lejligheder understreget nødvendigheden af en politisk overbygning på ØMU-konstruktionen, hvilket fra hans side var ment som en slet skjult advarsel om, at det er for tidligt at give afkald på D-marken. Ligesom den engelske nationalbankdirektør, Eddie George, ved flere lejligheder har udtryk sin tvivl om det økonomisk set hensigtmæssige for Storbritannien i at tilslutte sig den fælles valuta. Usikkerheden med hensyn til, hvorledes de andre EU-lande vil reagere i en kritisk situation, er simpelthen for stor. Et synspunkt, han bestemt ikke er blevet takket for af den britiske regering.

Den næsten fraværende føderale udligning mellem rige og fattige EU-lande kombineret med kravet om en fortsat begrænsning i underskuddet på de offentlige budgetter, stiller således i virkeligheden krav om en væsentligt større fleksibilitet på EU-arbejdsmarkedet end på det amerikanske! Og selv om de første skridt er taget i EU i form af forringet understøttelse, strammede rådighedsregler og større fleksibilitet ved tilrettelæggelsen af arbejdstiden, så er der lang vej igen, hvis det overhovedet er den vej som socialdemokratisk ledede EU-lande ønsker at betræde? Her bliver valget til september i Tyskland af afgørende betydning.
Derimod vil den høje kapitalmobilitet, som allerede eksisterer og som etableringen af euroen forventes at forøge, bidrage til at skævtrække den regionale udvikling. De områder, der har en god konkurrenceevne og et mildt erhvervsklima, vil endnu lettere kunne trække kapital til sig efter 1999. Herved vil der opstå en forstærket konkurrence landene imellem om at gøre netop deres erhvervsklima i form af lave selskabs- og lønskatter, god infrastruktur, mindskede arbejdsmiljøkrav så attraktivt som muligt. Kun fælles minimumsregler på EU-niveau vil kunne bremse en sådan tendens til nedskrivning af kravene til erhvervslivet.

Fra 1. januar 1999 tilsiger ØMU-konstruktionen, at for eksempel kursen mellem D-mark og lire i "al evighed vil ligge fast". Hvis man nærer blot den mindste tvivl, om det nu også kan være rigtigt, så skal der da nærmest stå idiot på ryggen af en, hvis man ikke vælger at placere sin pensionsopsparing i tyske fremfor italienske værdipapirer. Det vil sige, at selv om der til syneladende kun er én valuta i Euro-land, så vil risikopræmien og dermed renten fortsat variere fra land til land afhængig af den manglende indre stabilitet Skal ØMU-projektet lykkes, så tilsiger det økonomiske rationale, at der i fremtiden må ske en ganske betydelig homogenisering af de nationale arbejdsmarkeder kombineret med en føderal overbygning à la USA - ellers vil euro'ens indre stabilitet permanent blive udfordret af kapitalmarkedets spekulanter. Det er netop den manglende tiltro til at så omfattende ændringer på det politiske landkort, vil kunne etableres i Euro-land, at blandt andet de amerikanske økonomer er i mod illusionen om den stærke og stabile euro.
Et synspunkt som nu også er ved at vinde fodfæste i den danske debat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu