Læsetid: 2 min.

Østhjælp skal strammes op

7. februar 1998

Den danske øststøtte er en grim gang spredehagl, fremgår det af ny redegørelse

Den danske øststøtte er alt for spredt. Og alt for mange af projekterne bygger på, hvad danske projektmagerne har lyst til. Ikke hvad østeuropæerne har brug for.
Det er konklusionen i regeringens netop offentliggjorte redegørelse for, hvordan det går med den omfattende danske østhjælp. Redegørelsen, der er uarbejdet efter ønske fra Folketinget, har fire klare råd:
Færre, men større programmer. Klare målsætninger. Opprioritering af modtagerlandenes behov og ønsker. Og styring frem for tilfældigheder.
Øststøtte-redegørelsen er ventet med spænding - ikke mindst på grund af den debat om prioritering af øststøtten, som statsminister Poul Nyrup Rasmussen rejste, da han på Østersø-topmødet i Riga i sidste måned varslede en omlægning af hjælpen fra miljøprojekter til projekter inden for den sociale sektor.
Men på det punkt må regeringens redegørelse skuffe: Det fremgår ikke noget sted, at støtten til sociale projekter skal øges.
Tværtimod siger redegørelsen, at den danske øststøtte i forvejen er præget af alt for megen spredt fægtning.

Fokus på miljøet
I det store og hele fastholder redegørelsen den strategi, der blev lagt sidste år af
et embedsmandsudvalg i den såkaldte Fris-rapport og siden bakket op af Folketinget:
Hovedvægten ligger på miljø. 2,0 mia. kr. ud af 2,5 mia. kr. skal bruges til miljøformål i Østersø-regionen i de næste fire år.
Inden for miljøstøtten er der tale om en forskydning: væk fra den direkte forureningsbekæmpelse og henimod en opprioritering af støtten til bæredygtig vækst inden for alle sektorer: industri, energi, landbrug, skovbrug og trafik.
Det er i det hele taget miljø-støtten, der får den mest positive kritik i evalueringen. Miljøprojekterne har generelt haft "en rimelig effekt", hedder det, mens de to andre hovedsøjler i dansk øststøtte, erhvervsfremme og teknisk-administrativ bistand, får mindre pæne skudsmål.
Af den halve mia., der er tilbage, når miljøet har fået sit, går en stor del til projekter, der forbereder de baltiske stater og Polen til medlemskab af EU.
"Støtten skal på en række centrale områder bidrage til en hurtigere gennemførelse af ansøgerlandenes tilpasningsproces", hedder det i redegørelsen.
Redegørelsen fastholder, at der skal ske "en fortsat koncentration af øststøtten på landene omkring Østersøen". Hvad dét betyder for hjælpen til det øvrige Østeuropa - og ikke mindst for genopbygningen i Bosnien - er uklart.

Modtageren bestemmer
Regeringens redegørelse lægger stor vægt på, at modtagerlandene fra første færd skal ind i prioriteringen af, hvilke sektorer, der skal fremmes.
Som konsekvens heraf reduceres de ordninger, der bygger på ansøgnings-modellen - at danske virksomheder søger om penge til mere eller mindre tilfældige, selv-definerede projekter. Fremover bliver det udbuds-modellen, der gælder: Først fastlægger donor og modtager i fællesskab, hvor der skal satses, så byder virksomhederne.
De projekter, der trækkes ned over hovedet på modtagerlandene, får et ordentligt hak i tuden i evalueringen.
Det gælder bl.a. det økologiske demonstrationslandbrug, som Solhvervsfonden har etableret i et område syd for Gdansk i Polen, der kritiseres skarpt for at mangle enhver bæredygtighed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her