Analyse
Læsetid: 6 min.

På afgrundens rand

4. februar 1998

Jugoslavien er stadig i en vanskelig indenrigs- og udenrigspolitisk situation. Hertil kommer nu en kraftig inflation, der skærpes af landets isolation og valutamangel

Siden 1996 har serbisk politik både i Bosnien og Jugoslavien været præget af tiltagende splittelse. Omkring årskiftet 1996-97 bragte store politiske demonstrationer mod regeringen i Beograd og andre større byer på den anden ende. Oppositionens indbyrdes uenighed hindrede den dog i at gennemføre det ønskede opgør mod den politiske veteran Slobodan Milosevic, men denne havde på den anden side ikke parlamentarisk baggrund for den forfatningsændring, der ville have sat ham i stand til at fortsætte som Serbiens præsident. I sommeren 1997 måtte han derfor tage til takke med den mindre betydningsfulde juguslaviske forbundspræsidentpost.
Milosevics magtgrundlag blev yderligere eroderet, da hans tro væbner Miomir Bulatovic, Montenegros præsident siden 1989, tabte præsidentvalget til sin gamle ven, nu rival Milan Djukanovic, som siden har gennemført en kursændring i montenegrinsk politik. Bulatovic og hans tilhængere forsøgte i januar 1998 at forhindre Djukanovics officielle magtovertagelse med de samme midler, hvormed Bulatovic i februar 1989 gennemtvang sin egen magtovertagelse ved store "mitinzi", demonstrationer. Mens man dengang brugte fyldte yoghurt-bægre som kasteskyts, skød demonstranterne dog denne gang med skarpt mod politiet, og over 45 personer blev såret. Også bilbomber hørte til demonstranternes repertoire.
Men taktikken lykkedes alligevel ikke denne gang: Djukanovic lod sig ikke tvinge bort, politiet bevarede loyaliteten mod ham, og Forbundsrepublikken Jugoslaviens ministerpræsident, Radoje Kontic, som selv er montenegriner,
gik til sidst ind i striden og tvang de dårlige tabere til at strække våben og acceptere valgets udfald. Det er dermed blevet fastslået, at Montenegro ikke mere er et vedhæng til Serbien, men både formelt og reelt er en ligeberettiget partner i unionen, med sin egen profil.

Endelig er, ligeledes i januar 1998, regeringsmagten hos de bosniske serbere gledet partiet SDS, Milosevics alliancepartner, af hænde. Det skete da modstanderne af Radovan Karadzic og Momcilo Krajisnik, deriblandt Srpskas præsident Biljana Plavsic, fandt sammen om Milorad Dodik fra et af småpartierne som ministerpræsident. Dodiks parlamentariske baggrund er ikke imponerende. Hans eget parti har kun et par mandater, og den nye regering har kun 1 stemmes flertal i Srpskas parlament. Men Dodik er kommet godt fra start, SDS-ministrene har pr. 1. februar forladt deres kontorer, og tilsyneladende slipper han helskindet fra det revolutionerende skridt at flytte regeringen fra det tidligere vintersportssted Pale ved Sarajevo til Republika Srpska eneste storby Banja Luka, præsident Biljana Plavsics og hans egen vigtigste magtbasis.
Milosevic har gentagne gange ytret sig meget kritisk mod Plavsic, men Dodik har fået officielle lykønskninger fra jugoslavisk side. Tilsyneladende har Beograd nu opgivet Pale og satser på et samarbejde med den nye regering.

Også for Kosovo-provinsens vedkommende tegner der sig nogle nye konturer. Fra provinsens fåtallige serbiske befolkningsgruppe kom der i slutningen af januar en delegation til Beograd, som ønskede foretræde for den nye serbiske præsident, Milan Milutinovic, for at bede regeringen i Beograd om at tage initiativ til en positiv dialog med provinsens albanske flertalsbefolkning.
Delegationen, der blev ledet af en fremstående kosovo-serbisk oppositionsleder, Momcilo Trajkovic, og af biskop Artemije fra den serbisk-ortodokse kirke, fik dog ikke foretræde for præsidenten, der hævdede at have for travlt. Men deres budskab var ikke til at tage fejl af: Hvis der ikke nu bliver arbejdet på en politisk løsning af Kosovo-spørgsmålet i dialog med albanerne, vil voldsbølgen stige og resultatet i sidste ende blive, at resten af Kosovos serbiske befolkningsgruppe ligeså stille udvandrer. Biskop Artemije gik så vidt som til at konstatere, at hvis den nuværende serbiske politik fortsatte, ville der snart ikke være flere serbere tilbage i Kosovo, og til hvad nytte ville Kosovo så være for serberne? Han understregede, at den moralske og politiske vinder ville blive den, som først tilbød forsoning - og han håbede, at det ville blive serberne. Også en talsmand for den jugoslaviske hær, oberst Milivoje Novkovic, har udtrykt sig med påfaldende moderation - tilsyneladende ser også hæren en politisk aftale som den eneste vej ud af Kosovo-krisen.

Mandag fulgte EU op på sagen med en utvetydig opfordring fra det britiske formandsskab til regeringen i Beograd om at påbegynde en dialog med de etniske albanere i Kosovo uden forhåndsbetingelser. Den britiske viceudenrigsminister Tony Lloyd understregede over for jugoslaviske journalister efter sit møde med den jugoslaviske udenrigsminister Zivodin Jovanovic, at EU ikke går ind for Kosovos uafhængighed, kun for en "styrket stilling for Kosovo inden for Jugoslavien", uden dog at specificere, om dete betyder en hjemmestyreordning inden for Serbien eller republikstatus som Montenegro. Lloyd nævnte, at et godt første skridt ville være, hvis uddannelsesaftalen fra 1996 mellem Serbiens daværende præsident Milosevic og den uofficielle albanske præsident Rugova nu blev implementeret. Denne aftale, der skulle have bragt de albanske elever og studerende tilbage til provinsens officielle skoler og højere læreanstalter, er nemlig aldrig blevet ført ud i livet. Og begge parter beskylder hinanden for at være den skyldige.
Det er blandt andet heri, problemet med at sætte en dialog igang i Kosovo ligger. For lederne på begge sider kan i dag kun enes om én ting - deres uenighed, og uforeneligheden mellem deres krav. Som for Rugova stadig går ud på Kosovos fulde selvstændighed, og for Beograd stadig går ud på, at albanerne skal bøje sig for, at Kosovo er og altid vil forblive en del af Serbien.

Der kan måske komme en dialog i gang, hvis Adem Demaci besejrer Ibrahim Rugova ved Kosovo-albanernes uofficielle præsidentvalg om kort tid. For Demaci er ikke så ubøjelig i uafhængighedsspørgsmålet - til gengæld finder han Rugovas konsekvente ikke-voldstaktik for passiv. Og begge ledere står under pres fra Kosovos befrielsesfront, som støt og roligt optrapper volden.
EU-udspillet kommer i en situation, hvor Jugoslavien har mere brug end nogensinde for en forbedring af sit forhold til omverdenen. Den sorte kurs på dinaren i forhold til D-mark er siden nytår gået op fra 4,5 til 6, d.v.s. 33 procent på en enkelt måned. Regeringen planlægger efter sigende at ændre den officielle kurs fra 3,3 til 3,6 eller 4,0 dinarer på en D-mark, men rygter vil vide, at den i virkeligheden overvejer en ny dinarkurs på 6,3 eller endog 7,0. Men ikke engang en så drastisk devaluering vil nødvendigvis lykkes, valutareserverne er så meget i bund, at en devaluering meget vel kan blive starten på en hyperinflatorisk udvikling i stil med den, man oplevede i 1993. De første tegn har allerede vist sig i form af hamstring af dagligvarer og nægtelse af modtagelse af fremdaterede checks i forretningerne, den eneste form for forbrugerkredit, der i dag findes i Jugoslavien.

Hvad skal Jugoslavien så præstere for at få det udenlandske valutalån, der kan redde regeringen og landet ud af det akutte dilemma. Ifølge viceudenrigsminster Lloyd er der brug for fremskridt på følgende fire punkter, udover Kosovo: Indførelse af mediefrihed, gennemførelse af egentligt demokrati, konstruktivt samarbejde med de nye magthavere i Montenegro, og overgivelse til krigstribunalet i Haag af serbere sigtet for krigsforbrydelser. En kæmpemundfuld, som det er vanskeligt at se, at den jugoslaviske og serbiske regering har nogen jordisk chance for at gennemføre på kort tid. Og for at sætte eftertryk på sine krav, har EU mod slutningen af 1997 skærpet sin handelspolitik over for Jugoslavien, netop under henvisning til de manglende fremskridt.
Det ser faktisk ret sort ud for Jugoslavien i 1998. Noget må der ske. Både serberne og albanerne, og Jugoslavien og udlandet, må mødes et sted på midten. Ellers vil Jugoslavien fortsætte sit frie fald mod afgrunden. Et fald som meget vel kan ende i opløsning og borgerkrig og true stabiliteten i Sydøsteuropa.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her