Læsetid: 7 min.

På krykker

28. februar 1998

Tænk hvis flygtningene i virkeligheden har det ligesom vestjyder - De kan nemlig godt lide at klæde sig pænt for at vise deres omgivelser respekt

QLUMMEN
For nylig skete noget uventet for en af mine venner. Han havde brækket benet og måtte i en måneds tid færdes på krykker - men folks reaktioner kom bag på ham. Gamle damer, der plejede at se demonstrativt ud ad vinduet, rejste sig for ham i bussen og overlod ham den hårdt tilkæmpede siddeplads. Solide mænd med pilsner i lommen sendte ikke længere småsure blikke, men holdt belevent døren for ham i kiosker og supermarkeder. På gaden gik folk høfligt til side for ham. Han havde aldrig oplevet noget lignende.
Men opmærksomheden skyldtes noget ganske andet end en pludseligt opstået handicap-interesse.
Min ven er flygtning og har boet i Danmark i 10 år. Han er mørkhåret, har brune øjne, gylden hud og buet næse. Hans ansigt var fortrukket, for han var træt og havde smerter. Da han kom der på krykkerne i sit UFF-tøj lignede han én, der netop havde været i krig. Eller, som én særligt sympatisk indstillet dame sagde det: Han så ud som havde han både været i krig og udsat for tortur.
Han var den perfekte flygtning.
Hjælpeløs, såret, laset - en frihedskæmper, der havde bødet med sit helbred i kampen mod et udemokratisk regime, og nu havde brug for al den asyl, han kunne få.
Jeg kom til at tænke på dengang, jeg blev gift. Til stede dén sommernat i forsamlingshuset på hjemøen var også nævnte ven, samt et par andre venner, der ligeledes er flygtninge. Én af dem bar en usædvanlig laset t-shirt, som udløste skæve blikke fra flere onkler i min familie. Fx min gamle magre onkel, bondemanden: "Han har nok været med i seks-dages-krigen, lød karakteristikken af den lasede bryllupsgæst. Bemærkningen var flabet, ingen tvivl om det. Men ved at nævne netop seks-dages-krigen, som på alle måder var noget af det mest usandsynlige, min gæst kunne være flygtet fra, blev det mere en godmodig spøg, der gik på bryllups-etiketten, end en mavesur markering af "os" og "dem".

Det er seks år siden. I mellemtiden er tonen blevet en anden, skingrende mod et højdepunkt, hvis loft til stadighed synes at bevæge sig opad. I dag var onkel ikke sluppet afsted med krigsbemærkningen. Enten var de blevet overfaldet af aggressive humanister, eller også var de blevet eksproprieret af mopsede kulturstrammere, der havde nappet bemærkningen, fjernet det godmodige og tilsat den seriøs hån.
Kategorien 'flygtninge' er blevet så bundløst betydnings- og følelsesladet, at folk tilsyneladende ikke tror deres egne øjne, når de ser den legemliggjorte forestilling om en rigtig flygtning. En flygtning, der i allerhøjeste grad synes at være personligt forfulgt - dette særlige asyl-kriterium, der stammer fra FN-konventionerne, men som nu behændigt er blevet fanget i valgkampsluften af politiske retorikere fra højre og venstre, tømt for sit indhold og fyldt med et nyt, hvis vigtigste funktion ikke er at signalere, hvem der er velkomne, men snarere hvem der ikke er det.
Da folketingsvalget blev udskrevet for 10 dage siden sad jeg en hel dag og fulgte politikernes valgdagsorden i fjernsynet. Den handlede tilsyneladende kun om flygtninge. Til sidst opgav jeg at holde styr på det antal gange, udtrykket personligt forfulgt blev brugt. I distraktion talte jeg i stedet hvor mange af politikerne, der havde skæg. Fuldskæg. Det viste sig kun at være to: den konservative Per Stig Møller og CD'eren Peter Duetoft, der dengang vikarierede for Mimi Jakobsen.
Det konservative fuldskæg havde problemer. Det var som om der slap ord ud mellem skæghårene, som egentlig helst var blevet derinde.
"Vi skal hjælpe dem, der er i nød," sagde fuldskægget, og fortsatte: "Dvs. de personligt forfulgte. Men vi vil ikke have, at vores velfærdssamfund bliver udnyttet."
Man så for sig en strøm af nassere, der ved ankomsten til den danske grænse bar en adresse på kommunekassen i baglommen.
Jeg skiftede kanal. Her var fuldskægget også i gang. Det virkede desperat. Man kunne næsten høre et lille bitte fuldskæg råbe neden under det store: "Stem på mig! Jeg er god nok! Og i virkeligheden mener jeg det ikke så slemt, det er bare noget, jeg siger for at få fred for alle dem, der er efter mig."
Indtil fuldskægget for et år siden kom til magten i den konservative folketingsgruppe, fordi Hans Engell havde konsulteret flaskeånden, havde ordene bag skægget haft et andet schwung over sig. Måske en anstændighedens tone, som man, på trods af uenighed, kun kunne respektere. Nu havde skægget fået en anden lyd. Det var ikke rart at høre på.

Jeg zappede tilbage. Det centrum-demokratiske fuldskæg var begyndt at tale. Jeg var lige ved at slukke, da jeg pludselig bemærkede noget, jeg ikke havde hørt før. Det var som om hans stemme skar igennem både CD's lejeværdi og bilejere, men også den øvrige floks heftige liguster-tilplantning og territorie-afpisning: "Jeg synes, vi skal holde op med at tale om flygtninge som én særlig problematik, der forsvinder, hvis bare de forsvinder. De er, som alle os andre, underlagt en række områder, fx boliger, arbejde og uddannelse, og de kan have nogle praktiske problemer på det enkelte område.Hvordan ville det ikke være, hvis vi talte på samme måde om de halvskaldede - eller om de sindslidende, for eksempel? Skulle man, fordi de har nogle praktiske problemer, så udelukke dem fra vores samfund?" spurgte CD-skægget.
Det var en sjælden røst. Især fra én, der selv er halvskaldet.
Bagefter slog det mig, at hver gang de sagde personligt forfulgt, var der noget andet, de lod usagt. Fx at begrebet udelukker dem, der bare er på flugt fra borgerkrig eller sultkatastrofer, men som derudover såmænd ikke har noget personligt i klemme. Og hvad med bevisbyrden? Er det meningen, at man skal dukke op med en erklæring fra den lokale sikkerhedschef, der attesterer, at man har været politisk aktiv og derfor i egen høje person vil dø, hvis han nogensinde ser én igen?

Et par dage efter var fjernsynet fyldt med reportager fra den dansk-tyske grænse. Nogle "grænseoverløbere" var blevet indkvarteret på lokale kroer, da der ikke var mere plads hos politiet. Men ikke nok med det. De vidste nok, disse grænseoverløbere, hvordan de skulle gøre for at få sympati, sagde en kroejer til Jyllands-Posten: De lod børnene ligge og se usle ud og fryse på gulvet, selv om deres "kostbare kufferter var fyldt med dyrt og varmt tøj."
De var altså ikke rigtige flygtninge. Dels havde de åbenbart for mange penge, dels var de for kalkulerende i deres bestræbelser på at få asyl. Jeg tænkte på noget, advokaten Gunnar Homann engang sagde: Det er ofte de flygtninge, der har allermest brug for asyl, der lyver allermest - ganske enkelt fordi liv og helbred står for meget på spil til, at de kan risikere en tilbagesendelse. Jeg tændte for Radioavisen. Studieværten fortalte, at den danske samfundsøkonomi er en af verdens sundeste i disse år. I fjernsynet så jeg, at en langt større gruppe end normalt sprøjter penge ud på russisk kaviar, millionvillaer og Rolex-ure.
Jeg kom igen til at tænke på den skeptiske krovært. Dér, hvor jeg kommer fra - det nøjsomme sydvestjyske, hvor man snarere taler om roll-mops end Rolex - er der altid blevet lagt mærke til påklædningen.
Ved sammenkomster er velklædthed eller bare en synlig bestræbelse på samme blevet noteret som en form for gestus eller anerkendelse af værtsparret. Som en fremtrædende lokal håndværker engang bemærkede om en sådan middagsgæst: "Ja, hun ligner jo ikke ligefrem en karklud i hovedet." Det er vestjysk og betyder: "Hvor ser hun bare hamrende godt ud!"
Jeg ved ikke om kroværtens "grænseoverløbere" var "rigtige" flygtninge. Måske var de nogle snydepelse, måske ikke. Det er i virkeligheden lige meget. De har haft en grund til at flygte fra noget - det være sig restriktioner eller forfølgelse - blot begik de den fejltagelse at krydse grænsen med et par kufferter fyldt med tøj, idet de undlod at udslette ethvert minde om det liv, de havde, før de blev flygtninge. Noget kunne tyde på, at flygtninge, for overhovedet at blive opfattet som værende på flugt, må ændre adfærd - f.eks ved at opføre et barmhjertigheds-appellerende teater, der holder "dyrt" tøj inde i kufferterne.

Men tænk hvis nu disse flygtninge har det lige som vestjyder og tager noget pænt tøj på for at vise respekt for andre. Det finder vi imidlertid ikke ud af, for det passer ikke ind i de ideer, vi har om verden omkring os. Ideer, som paradoksalt nok udspringer af denne rare velfærd, vi lever i, fjernt fra verdens urocentre. Man kunne endog få den mistanke, at selvsamme velfærd og rigdom blokerer for udsyn og overskud.
Min ven med det brækkede ben er forlængst fri af krykkerne igen. Men han savner sin rolle som den sande flygtning, hvis eksistensberettigelse strøg direkte ind på lystavlen hos medborgerne, og derfor har han fået en god idé:
"Jeg tror, at vi udlændinge bliver et stort tema i valgkampen. Derfor synes jeg, at alle fremmede skulle anskaffe sig et par krykker at humpe rundt med, til valget er overstået."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu