Læsetid: 12 min.

På slavearbejde hos F.L. Smidth

13. februar 1998

F.L. Smidth brugte jødiske kz-fanger og tvangsudskrevne sigøjnere som tvangsarbejdere på sin cementfabrik i Port Kunda under Anden Verdenskrig

Tallinn, oktober 1997: Aet og jeg venter i terminalen på bussen til Port Kunda, der ligger ud til kysten, to timers kørsel øst for Tallinn. En pæn, ældre kvinde - der er klædt i tyk vinterfrakke og har pelshue på, selvom kulden ikke er sat ind endnu - henvender sig til os på russisk. Hun beder om penge, men Aet afviser hende. Kvinden må se at få lært estisk, siger hun. Kvinden sender et par russiske forbandelser efter os.
Aet er tolk. Hun er i begyndelsen af 20'erne og har læst dansk på universitetet i Tartu og har også boet i Danmark et år.
Vi kører igennem et fladt brunt og gult efterårslandskab til Port Kunda, hvor farverne pludseligt på mindre end halvtreds meter skifter til hvidt, gråt og sort. Inde i midten af den lille by ligger fabrikken, og tæt derpå bor arbejderne.
Bussen standser i udkanten på en holdeplads. Gamle træhuse, betonbygninger og skilte, der viser vej til apotek, politi, skole, museum og fabrik. Alt er dækket af et fint lag hvidt cementstøv.
Den pensionerede overlærer, frøken Raju, der har et halvdagsjob på byens lille museum, har sørget for indkvartering til os. Vi skal bo i en lav cementbygning bygget i Sovjettiden til russiske ingeniører; i dag fungerer huset som en slags hotel uden faciliteter.
Selvom der i dag er blå himmel i Port Kunda, er den luft, vi indånder mærkelig lodden, som om der lægger sig hår nede i halsen. Frøken Raju hoster, og Aet og jeg hoster, men frøkenen siger, det har været meget værre. Der er kommet filtre på fabriksskorstenene med den nye finske ejer.
Igennem en estisk journalist i Tallinn har jeg haft kontakt med frøken Raju hjemmefra; hun taler et usikkert og søgende engelsk, men det er hende, der har truffet interviewaftaler for mig med gamle enker efter arbejdere i byen; kvinder, der kan huske den danske F.L. Smidth direktør, Theodor Hansen.
Vi følger i hælene på den ældre frøken, der er helt klædt i blåt, yderst effektiv og hurtigt spadserende, ned til hendes museum, og vi passerer træhuse, der er helt dækket af cementstøv; jeg tror, husene står tomme, men Aet peger: Der kommer røg op af skorstenene. Frøken Raju forklarer, at mange af de gamle huse, der engang har haft et smukt ydre med træudskæringer, står og forfalder, fordi de venter på deres gamle ejere, der måske vender tilbage, efter at alle boliger i dag er blevet privatiseret.
Mange af birketræerne langs vejen er gået ud og står hvide og visne, og æbletræernes frugter i arbejdernes haver er overtrukket med grå cement. Men i år, fortæller Raju, har hun ikke behøvet vaske og skære så meget cementstøv af æblehøsten, som hun plejer. Hun smiler med lukket mund. Aet fortæller, at mange estere har dårlige tænder, og folk har ikke råd til at få lavet dem.

Museet er indrettet i en af Theodor Hansens gamle smukke administrationsbygninger af træ, og frøkenen serverer kaffe og æbler, mens hun med en pegepind stolt fremviser museets nyere udstilling, som hun selv har lavet. Her bliver Theodor Hansen, den danske direktør, til min store overraskelse hædret og æret. I Sovjettiden husede museet en udstilling med portrætter af sovjetiske mønsterarbejdere, fortæller Raju, for dengang var der ikke noget, der hed estiske arbejdere. Vi var alle sovjet-borgere, ironiserer hun, og hun er glad for, at det ikke er sådan mere.
Museet huser også Rajus helligste klenodie: Theodor Hansens børns barnevogn. Mine øjne falder på et gammelt rustent askebæger, som F.L. Smidth lod fremstille i 30'erne som reklame. Aet morer sig, for det er så typisk dansk, siger hun. En ester ville aldrig have lavet et askebæger som reklame.
Frøken Raju ser på F.L. Smidths forretninger i Port Kunda på en anden måde, end jeg gør. At F.L. Smidth vendte tilbage i 1942, at firmaet samarbejdede med tyskerne, at den danske ledelse brugte sigøjnere og jøder på fabrikken som tvangsarbejdere - det er muligt. Men set i forhold til, hvad esterne i Port Kunda blev udsat for i 1940, da den røde hær rykkede ind og bagefter i 1944, da den vendte tilbage, så er det småting, hvad F. L. Smidth, Theodor Hansen og de andre danske ingeniører måtte have på deres samvittighed, mener frøkenen.
Men den strikse og pligtopfyldende lærerinde er alligevel lidt imponeret over, at jeg er kommet rejsende helt hertil, så hun vil gerne være behjælpelig. Og når jeg nu insisterer, vil frøken Raju godt vise mig den bygning, hvor de tvangsudskrevne sigøjnere boede.
Vi går ned ad en gyde, hvor faldefærdige arbejderrønner ligger tæt. Frøken Raju viser os et stort gammelt stenhus, hvor tremmerne er fjernet. Her boede sigøjnerne under krigen, og siden har det været brugt som et slags herberg for arbejdere uden familie og arbejdsløse. Der lugter af fugt og urin i den rå trappeopgang.
Mens vi står foran stenhuset, kommer en ældre mand hen til os. Ursel Onk hedder han. Han er pensioneret ingeniør og kan lidt tysk. Hans tøj er lurvet. Man kan dårligt se ternene i hans skjorte for snavs, hans gylp er lukket med en sikkerhedsnål, og der står en dunst fra ham af spiritus, sved og urin, men hans krop er rank, og hans sprog og gestik er meget kultiveret. Han kan sagtens huske, at sigøjnerne boede her under krigen med opsyn af estiske vagter, og at sigøjnerne havde det hårdeste arbejde på fabrikken. Han kan huske, at én af dem blev skudt, da han prøvede at stikke af, mens de danske ingeniører var her. I 1944, natten før russerne vendte tilbage til Port Kunda, blev alle sigøjnere lukket ud, så de kunne flygte.
Jeg spørger Ursel Onk, hvor jødernes lejr var, for jeg ved, at der skal have ligget en Aussenkommando af koncentrationslejren Vaivara her i Port Kunda. Frøken Raju er utålmodig. Vi skal videre, hun har planlagt et program, og nu har vi talt nok med Ursel Onk, men jeg får Aet til at aftale, at vi besøger ingeniøren om aftenen, og Aet får hans adresse.

Frøken Raju præsenterer os for Port Kundas ældste, Pauline Kroon, på 94 år, der bor sammen med sin handicappede og alkoholiserede søn 50 meter fra sigøjnerhuset. Huset er som de andre huse i gyden fattigt, og der er ikke indlagt vand; den gamle kone henter det ude ved en brønd.
I husets eneste stue hænger våde nyvaskede mange gange lappede strømper og undertøj, og æblestykker ligger til tørre på komfuret. Paulines søn er i slutningen af 60'erne, og hans ben blev ødelagt af en mine, der sprængte, da han rensede minefelter, mens han var i den røde hær, og da der ingen smertestillende medicin var at få, fik han vodka; siden har han været alkoholiker. Og fordi hans ben blev ødelagt i den røde hær, og det ikke er en gammel arbejdsskade, kan han i dag ikke få fuld folkepension fra den estiske stat, så mor og søn har ikke meget at leve af, fortæller Pauline. Når hun sender ham efter brød, noget af det eneste, hun har råd til at købe, bruger han pengene på vodka. Sønnen snerrer efter hende, da hun fortæller det. Og jo da. Der har været sigøjnere og jøder her, men det er mange år siden. Det var dengang, der var danskere her. Pauline kan huske sigøjnerne, for de boede tæt på hende, men de jødiske fanger har hun kun set et par få af, for deres lejr var vist nok ude ved en nedlagt kalkstensmine udenfor Port Kunda.
Jeg stiller flere spørgsmål, og Aet oversætter, men hun bliver hele tiden afbrudt af frøken Raju, der helst ikke vil have, at der bliver sagt alt for mange negative ting om Theodor Hansen eller de andre danske ingeniører. Pauline skulle hellere fortælle om, hvordan russerne deporterede folk fra Port Kunda til Sibirien. Hele familier blev sendt af sted, og mange kom ikke tilbage, og der har været to andre fangelejre i russertiden efter krigen med tvangsudskrevne arbejdere til cementproduktionen.
Frøken Raju går i spidsen foran os hen til Theodor Hansens tidligere direktørbolig, en stor villa, der ligger inde i en lille kreds af birketræer, kun 30-40 meter fra sigøjnerhuset. Da danskerne var her, lå der også en keglebane og tennisbaner her, hvor de danske ingeniører og tyskerne havde selskabelighed, fortæller Raju.
Direktørboligen blev i russertiden indrettet til kulturhus, og det meste af første sals skillevægge og gulv blev revet ned, så man kunne lave en teatersal.
Bestyreren af kulturhuset fortæller, at Theodor Hansens svigerdatter og to børnebørn var på besøg for et par år siden for at se stedet; svigerdatteren havde ikke været der siden begyndelsen af krigen, og hun var lidt fortørnet over, hvordan Theodor Hansens prægtige vinkælder var blevet lavet om til offentlig bar. Den er i dag lukket.
Tilbage på Rajus museum bliver jeg præsenteret for gæstebogen, hvor Theodor Hansens sønnesønner har skrevet sig selv og deres mor ind: Tidligere justitsminister Nathalie Lind.

Aet og jeg besøger Ursel Onk om aftenen medbringende en flaske "Gammel Tallinn", der straks bliver fortyndet i et fedtet tandglas med vodka. Bag stakke af gamle aviser, støvede flasker, tøjbunker og madaffald står flere reoler med bøger; støvet ligger centimetertykt hen over estiske, tyske og russiske bøger om politisk filosofi, historisk materialisme og lærebøger i elektronik. Vi bliver placeret på Ursels seng ved siden af hans bror, der er på besøg. Sengetøjet, vi sidder på, lugter af gammel mand, sprut og snavs.
Ursel fortæller på langsomt og sprukkent tysk om jøderne, der pludselig en dag ankom til Port Kunda i deres stribede fangetøj. Han har ligesom Pauline også kun set et par få af dem inde i byen. Han mener, de kom fra Tjekkoslovakiet, og at de boede i en af de nedlagte miner udenfor byen. Han ved ikke, om stedet findes endnu derude. Det er så mange år siden.
Aet siger til ham, at han bare kan tale estisk, så kan hun oversætte, men Ursel vil helst fortælle på tysk, måske for at vise sin lillebror, der åbenbart ikke kan tysk, at han stadigvæk er i stand til at præstere noget.
De følgende dage i Port Kunda har frøken Raju arrangeret interviews med flere ældre enker efter arbejdere, der kan huske Theodor Hansen fra hans storhedstid: 1920 til 1940, og jeg får mange historiske anekdoter om Theodor Hansen på bånd, fx hvordan den ikke estisktalende direktør sammen med sine inspektører aflagde besøg i arbejderrønnerne og kontrollerede, at alt var rent - selv skraldespandene. En streng men retfærdig mand.
Men perioden 1941 til 1944, hvor tyskerne og danskerne var i Port Kunda, den kan de ikke huske så meget om. Og der er heller ingen billeder fra den tid, siger Raju, for de blev brændt, dengang den røde hær rykkede ind. For fandt de sovjetiske myndigheder et billede af en beboer fra Port Kunda sammen med en tysker, var det nok til, at han og hele hans familie blev deporteret til Sibirien.
Vi besøger en gammel dame i 80'erne, hvis mands familie blev udslettet af russerne, fordi de blev kaldt fascister. Jeg spørger, om de ikke var det? Jo, svarer kvinden. Nationalister der foretrak tyskerne frem for russerne. Hun hadede det sovjetrussiske system, men savner alligevel tiden før Estlands selvstændighed, hvor der godt nok ikke var mange varer i butikkerne, men hvor hun havde penge til at købe for. I dag er udbuddet enormt, men hun har kun penge til mælk, brød og en sjælden gang lidt fisk.
Aet og jeg beslutter os for at gå rundt i Port Kunda uden frøken Raju. Tilfældigvis møder vi Arnold Emme nede i gyden foran den gamle Paulines hus. Arnold er pensioneret fabriksarbejder med kronisk bronkitis og cementlunge. Han begyndte at arbejde på cementfabrikken i 1940; da var han 16 år.
Vi bliver inviteret hjem til ham og hans kone, der bor i en lille lejlighed i et af de bedre huse, bygget til sovjetiske mønsterarbejdere. Det vil sige, at der både er indlagt vand og elektricitet, og Arnold har både fjernsyn og telefon, han læser avis, følger med i politik og har en god hukommelse. Og endelig får jeg på estisk, oversat af Aet, en sammenhængende historie om Theodor Hansen og den anden ingeniør, der blev endnu længere tid i Port Kunda, ingeniør Rasmussen, og hvad der skete i Port Kunda fra 1941-1944.

Arnold beretter om sigøjnerne og deres arbejde, om Aussenkommandoen med de jødiske kz-fanger ude ved en nedlagt olieskifermine i Vanamoisa 10 km udenfor Port Kunda. Jøderne blev hver dag fragtet fra barakkerne ved den nedlagte olieskifermine hen til en kalkstensmine, hvor de arbejdede under umenneskelige forhold. Arnold så dem hver dag, fordi han arbejdede på det tog, der bragte sten og olieskifer ind til fabrikken, men det var forbudt at tale med jøderne, der var under skarp tysk SS-bevogtning. Arnold ved ikke, hvad der blev af jøderne i 1944; han regner med, de blev skudt og brændt.
Arnold har ikke været ude ved olieskiferminen og de sorte træbarakker i mange år. Vi tager derud sammen og ser, at den ene barak er halvt brændt ned; en anden står, som om jøderne forlod stedet i går. Vi går ind i den sidste, og til vores store forbavselse bor der to kvinder herinde. De er husvilde fra byen Rakvere, der ligger nogle kilometer inde i landet, forklarer de.
Der er tændt op i et gammelt komfur, og kvinderne har noget tøj til tørre, ellers er der ingen private ejendele at se. Jeg får øje på et gammelt askebæger i hjørnet på komfuret - et askebæger magen til det, der stod på museet inde i Port Kunda, et af F. L. Smidths askebægre, lavet som reklame.

D

agen efter rejser jeg hjem til København med mine interviews på bånd. Gennem Holocaust-arkivet i Washington, Holocaust-arkivet i Jerusalem, Røde Kors i Tyskland og med hjælp fra Simon Wiesenthal dokumentationscentret i Wien, har jeg forinden efterlyst overlevende fra Aussenkommandoen i Port Kunda, og efter et par måneders venten, får jeg kontakt til William Kagan og Charles Lubock, der i dag bor i USA.
Over telefonen interviewer jeg dem. De kom begge fra ghettoen i Kaunas i Litauen, der blev ryddet af nazisterne sommeren 1942. Begge har tvangsarbejdet i Aussenkommandoen i Port Kunda, der blev opløst, da russerne rykkede frem. De fanger, der stadigvæk var arbejdsdygtige blev overført til andre koncentrationslejre i Tyskland, resten blev dræbt.
Røde Kors har endnu ikke afsluttet sin eftersøgning, og muligvis findes der flere overlevende fra Port Kunda, måske jøder fra Tjekkoslovakiet.
Efter murens fald i 1989 er der kommet flere oplysninger frem og flere efterlysninger af savnede, siger Røde Kors i Tyskland.
Jeg ringer til Natalie Lind for at spørge, om hun besøgte sin mands familie i Port Kunda i de første krigsår. Hun fortæller mig, at hun var i Port Kunda første gang med sine børnebørn i 1990'erne, og at hun ingenting kender til tvangsudskrevne sigøjnere og jøder i cementproduktionen under krigen. Jeg undrer mig over i det stille, hvordan hun kan begræde svigerfaderens tabte vinkælder, når hun ikke har været der før.
Jeg kontakter også F.L. Smidth i Valby for at få en udtalelse om, hvad firmaet foretog sig i Port Kunda under krigen, men koncernen ønsker ikke at medvirke i et radioprogram.
F. L. Smidth søger i dag den estiske stat om erstatning for den sovjetiske nationalisering af fabrikken i 1940. Koncernens millionkrav er gentagne gange blevet afvist af den estiske stat, men F.L. Smidth har endnu ikke opgivet.

*Danmarks Radios P1 genudsender dokumentarprogrammet 'F.L. Smidth i Estland' fredag den 20. februar kl. 15.00

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu