Læsetid: 13 min.

På sporet af Jack Kerouac

20. februar 1998

Besøg i beatforfatteren Jack Kerouacs fødeby, Lowell - fire årtier efter han skrev generationsromanen 'Vejene'

"Det var i Centralville jeg blev født (...) på Lupine Road, marts 1922, klokken fem om eftermiddagen, ved spisetid, hvor hele verden var rød, mens dovne øl blev tappet i barerne i Moody og Lakeview og floden hastede af sted med sin ladning af is hen over rødlige glatte sten."
Jack Kerouac: Doctor Sax

Bag hotellets skranke står to overvægtige canuck-piger med overskæg og svedskjolder under armene. Begge har bleg hud, nedbidte negle og sorte rande under øjnene. Måske er de søstre. Trods de voluminøse legemer virker det, som om de forsøger at gøre sig usynlige af angst for, at nogen skal spørge dem om noget. Det gibber tydeligt i den ene, da vi lægger et kort foran hende og beder hende vise os vejen til University of Massachusetts. Hun studerer kortet med flakkende øjne, vender og drejer det og krøller dets kanter med sine fugtige fingre, som om hun håbede på, at det ville forsvinde, hvis hun nussede det tilstrækkelig hårdt og længe. Til sidst rækker hun det tilbage og mumler: "Frankly Sir, I don't even know where we are on this map!"
Hvor er vi? Byen hedder Lowell, og den ligger et halvt hundrede kilometer nordvest for Boston i New England-staten Massachusetts. Lige nu står vi i lobbyen på Sheraton Inn, en trist betonbunker fra 60'erne, en deprimerende kombination af tarvelig, provinsiel søvnighed, overnatningssted for forretningsrejsende på gennemtræk og en falleret industribys svar på 'badeland'. Lugten af klor fra pool'en trænger helt ind på værelserne, og den næsten tomme restaurant i stueetagen oser af friturefedt og længsel efter Florida.
Når vi har forvildet os hertil, skyldes det, at der hvert år i Lowell afholdes et arrangement til ære for den gamle industribys eneste berømte kulturpersonlighed: Jack Kerouac. Ganske vist er det ikke alle i Lowell, der kender forfatteren til beatgenerationens manifest, road-romanen Vejene (1957), ligesom det bestemt ikke er alle, der ønsker at blive sat i forbindelse med den notoriske fyldebøtte, som hen imod slutningen af sit liv vendte tilbage til fødebyen for at bar-crawle sig igennem den sidste uskønne distance af en årelang nedtur.
På den anden side: Hvad har man ellers at være stolte af i Lowell nu om stunder? Byen regnes for at være den amerikanske industrialismes vugge, grundlagt i starten af det 19. århundrede af Francis Cabot Lowell, en driftig forretningsmand, som havde været i England for at aflure briterne de hemmelige principper bag vandmøller og tekstilfabrikation. Men siden midten af 1800-tallet er det stort set kun gået ned ad bakke, og i dag er hele byen omdannet til ét stort mindesmærke - Lowell National Historic Park - i håb om, at turisterne vil strømme til for at beundre de tomme fabriksbygninger, de spejlblanke kanaler og de søvnige gågader, hvor mange butikker og kontorer ser ud til ikke at have fået skiftet inventar, siden Jack Kerouac i 1939 blev headhuntet til Columbia University i New York - ikke af litterære årsager, men på grund af hans renommé som lokal fodboldstjerne.

Som et resultat af byens noget blandede følelser over for den senere så berømte beatforfatter og hans kreds af kontroversielle venner arrangeres Lowell Celebrates Kerouac! nu på tiende år af en gruppe af frivillige, som tydeligvis har svært ved at få økonomisk støtte eller nogen som helst form for officiel opbakning. Der er noget ydmygt, for ikke at sige ynkeligt, over den lille flok bogorme, som trofast tøffer fra arrangement til arrangement. Det sløje fremmøde står i skærende kontrast til den store opmærksomhed, der ellers er omkring Kerouac og beatgenerationen rundt om i verden i disse år.
Da vi nævner dette for lederen af arrangørkomitéen, Mark Hemenway - ingeniør i det civile liv - svarer han: "Man siger, at en profet aldrig er anerkendt i sin egen by, og det gælder også for Jack Kerouac. Han havde mange problemer hen imod slutningen af sit liv, og folk her fra byen husker ham bare som 'Jacky'. Mange har svært ved at forstå, at hans forfatterskab har haft betydning langt ud over USA's grænser. Lowell er stadig en konservativ industriby med en markant arbejderklasse, og folk har generelt ikke forståelse for den livsstil, der beskrives i Vejene. I må huske på, at Lowell ligger langt fra Greenwich Village og San Francisco."

I de større byer synes beatfænomenet at fylde stadig mere i det kulturelle landskab. På vejen herop passerede vi igennem New York, hvor der nogen tid forinden havde været afholdt en Allen Ginsberg Memorial på Frisbee Hill i Central Park. "Hippie, Queers-Dance, naked, and 'om' for peace. Always free!" kunne man læse på de stickers, som stadig hang på lygtepælene. Omtrent samtidig udgav Patti Smith sin seneste cd, Peace and Noise, som er tilegnet William Burroughs. Og umiddelbart inden vores ankomst kunne man i St. Mark's Church i East Village følge en maraton-oplæsning af hele Vejene, hvor folk som Joyce Johnson, Taylor Mead, Victor Bockris, Richard Hell og Nick Zedd natten igennem afløste hinanden.
Når beatkulturens mange disciple alligevel ikke har følt sig fristede til at møde op i Lowell, hænger det formodentlig sammen med, at de fleste fra den oprindelige generation efterhånden er faldet fra. I løbet af 1997 har vi mistet Ginsberg og Burroughs, og hvor Lowell Celebrates Kerouac! tidligere har kunnet reklamere med navne som Ginsberg, Lawrence Ferlinghetti, Gregory Corso, Herbert Huncke og Patti Smith, er det så som så med berømtheder i år. Det tætteste, man kommer på en førstehånds indsigt i beatkoryfæernes liv, er forfatteren Joyce Johnson, som var kæreste med Kerouac i midten af 50'erne.
Parallelt med de mere uformelle hyldester til Kerouac afholder University of Massachusetts, beliggende i udkanten af Lowell den tredje Annual Conference on Beat Literature. Her fremlægges 'papirer' i lange baner om Kerouac og hans litterære metode, men selv om mange af de fremmødte har indsigtsfulde bemærkninger til The Beat Generation, sidder man alligevel med en fornemmelse af at være gået galt i byen. Det kan virke, som om den poetiske råstyrke bag Kerouacs spontaneous bop prosedy ikke rigtig lader sig indfange gennem intellektuelle analyser. Men "sådan er det at snakke beatniks på universitetet", som Peter Laugesen har skrevet i et digt.
En af oplægsholderne, forfatteren Anne Waldman, har dog et ret jordnært forhold til Kerouac, idet hun i 1974 sammen med Ginsberg var med til at grundlægge The Jack Kerouac School of Disembodied Poetics på det buddhistiske center The Naropa Institute i Boulder, Colorado.
"Kerouac var særdeles nærværende, hvilket formodentlig er årsagen til, at han blev nødt til at drikke for at dæmpe sin hyper-sanselighed, sin evne til at se igennem alt," forklarer Waldman, da vi fanger hende i en pause. "Han var en meget disciplineret forfatter, hvilket man kan se af hans notesbøger, og hvilket også fremgår af det enorme forfatterskab, han efterlod sig."
"Det særlige ved hans bøger er den synergi mellem liv og energi, som findes i sprogets detaljer. Han var utroligt visionær, og han var i stand til næsten med lysets hastighed at omsætte inspiration til usædvanligt levende billeder. De formater, han arbejdede med, var eksplosive. Han havde så megen energi, at den ikke kunne fastholdes i et almindeligt format. Derfor er formen noget centralt: Hans musikalitet og forestillingsevne, og den måde, hvorpå han var i stand til at oversætte sin bevidstheds snørklede grammatik til en levende tekst. Det er fantastisk."

Kerouac fik udgivet knap tyve bøger, inden han i 1969, 47 år gammel, bukkede under for følgerne af mange års alkoholisme. Og flere fulgte efter hans død. Mange af bøgerne udspiller sig i Lowell: Visions of Gerard (1963), Doctor Sax (1959), Maggie Cassidy (1959) og i nogen grad Vanity of Dulouz (1968). Også debutromanen The Town and the City (1950) har Lowell som scene, omend byen her kaldes Galloway.
Har man læst Kerouacs bøger, er Lowell i høj grad en rejse værd, også på trods af byens understrømme af tristesse og forladthed. Netop fordi udviklingen synes at være gået i stå på et eller andet tidspunkt i første halvdel af dette århundrede, skal der ikke megen fantasi til for at forestille sig dét Lowell, Kerouac kendte.
Jean-Louis Lebris de Kerouac blev født i bydelen Centerville i 1922, og barndomshjemmet på Lupine Road, et tofamiliers hus i mørkeblåt træ, står der stadig. Det samme gør de syv andre hjem i kvartererne Centerville, Little Canada og Pawtucketville, som familien nåede at bo i op til 1939. Orker man det, kan man køre fra hus til hus og genkalde sig passager i Kerouacs bøger. Men sandsynligvis bliver man hurtigt træt af det.
Mere interessant er den besynderlige kælderkirke, St. Louis de France Church, på hjørnet af Boisvert og West 6th Street, hvor den fire år ældre bror Gerard blev bisat. Gerard blev kun ni år, og den tidlige konfrontation med døden synes at have påvirket hele Kerouacs forfatterskab. En eftermiddag kobler vi os på en af rundvisningerne i Kerouacs barndomslandskaber. Guiden, Roger Brunelle, en tidligere gymnasielærer fra Lowell, har viet sit liv til at formidle kendskabet til Kerouac.
Vi spørger Brunelle, hvad Lowell efter hans mening har betydet for forfatterskabet.
"Stella - Kerouacs enke - sagde engang: Hvis man vil vide noget om Jack Kerouac, skal man enten læse hans bøger eller komme til Lowell. Og det er sandt. Han var en meget intens og personlig forfatter, og hans mål var, at læserne skulle opleve hans verden gennem bøgerne. Han vendte tilbage til Lowell mere end blot et par gange."
- Af bøgerne fremgår det, at Kerouac opfattede sin barndom som lykkelig. Det var først i det voksne liv, han for alvor fik problemer...?
"Ja. Men på den anden side blev han aldrig voksen. Han var et barn. Og som Ginsberg har sagt: Hvem ønsker at blive voksen? Kerouac ønskede at forblive et barn, og han opfattede dét at skrive som sin eneste opgave i denne verden. Vi ved, at han var en elendig far og alt det dér, men ligesom alle andre var han en sammensat karakter. Og jeg tror, at det er årsagen til, at vi kan identificere os med ham: Han var ikke falsk. Han forsøgte ikke at skjule sine dårlige sider. Han lagde det hele frem i bøgerne."
"Når jeg laver mine rundvisninger, sker det, at en eller anden siger: Åh, han var jo bare en drukkenbolt! Især i Lowell er der mange, som opfatter ham på den måde. Men de fleste er stolte af, at han kommer her fra byen."

Tony Sampas, ejeren af Nicky's Bar, Kerouacs foretrukne 'vandhul' i Lowell, var bror til Stella, som Kerouac giftede sig med i 1966. Det var Stella, der arvede rettighederne til forfatterskabet, da Kerouacs mor - den berømte og berygtede Gabrielle - døde i 1973. Og siden Stellas død i 1990 er boet blevet administreret af endnu en bror, John Sampas.
"Da jeg var en dreng på seks-syv år," fortæller John Sampas, "kom Jack ofte for at besøge min ældre bror Sebastian. De har vel været en 14-15-16 år gamle, og de havde en klub, hvor de mødtes for at sidde og drikke kaffe og tale om litteratur - mest Spengler og Whitman."
"I de år, hvor jeg kendte ham, skrev han Satori in Paris og Vanity of Dulouz, og så skrev han på et manuskript, der hed Memory Babe, som han aldrig blev færdig med. Han tilbragte det meste af tiden hjemme. Han gik måske i seng ved fire-fem tiden om natten, sov til næste eftermiddag, spiste middag med Stella og Gabrielle og så fjernsyn. Nogle aftener kom folk forbi på besøg, og senere gik han enten i gang med at skrive, eller han gik på bar. Omkring 1967-68 er det mit indtryk, at de mange års druk var begyndt at forårsage, at han gik i opløsning mentalt. I dagbøgerne skriver han, at han ikke længere følte, at han var i stand til at skrive. Han kunne ikke mobilisere den fornødne koncentration."
"Jack var grundlæggende en eneboer, og det var han, fordi det, der betød mest for ham, var at skrive. Når han var så knyttet til sin mor, skyldtes det især, at hun tilbød ham et sted, hvor han kunne være i fred, og hvor han kunne koncentrere sig om at skrive. Der er blevet sagt mange ondskabsfulde ting om hende, du ved, om at Jack ikke var i stand til at klippe navlestrengen over og den slags. Men sådan ser jeg ikke på det. Han havde et meget venskabsbetonet forhold til sin mor, de talte meget, udvekslede idéer og diskuterede. Selv om hun ikke havde en uddannelse, var hun en virkelig begavet kvinde, og hun var meget opsat på at beskytte Jack, så han kunne arbejde. Dog vil jeg medgive, at hun livet igennem var jaloux på de kvinder, Jack kendte."

Joyce Johnson mødte Kerouac i januar 1957, ni måneder før Vejene blev udgivet, og hun var en af de kærester, der for alvor fik at føle, at Gabrielle ikke var til sinds at lukke andre kvinder ind i Kerouacs liv. Joyce Johnson har skrevet om sin tid med Kerouac i den meget læseværdige selvbiografi Bipersoner (1983). I dag siger hun: "Efter min opfattelse stammede en stor del af Jacks problemer fra hans forhold til moderen, som var alt for tæt. Rødderne til problemet blev plantet i Jacks tidlige barndom, hvor hans eneste bror, Gerard, døde af reumatisme, hvilket udløste et usædvanligt intenst forhold mellem Jack og hans mor. Gabrielle var en ganske almindelig kvinde, der havde arbejdet på fabrik, hun havde ikke læst Freud, og hun havde ikke den fornødne indsigt til at vide, at et så tæt forhold kunne være skadeligt for sønnen. På den anden side var hun hans eneste fikspunkt; hun sørgede for, at han havde et sted, hvor han kunne vende tilbage til og få skrevet om sine oplevelser, og hvor han kunne opbevare sine manuskripter og øvrige ejendele. Men psykologisk havde forholdet en ødelæggende effekt. Og så tror jeg, at Gerards død betød, at Jack forbandt dét at få børn med at bringe død ind i verden. Det er klart, at han led under et voldsomt traume, som han ikke selv var i stand til løse."
"Da jeg mødte Jack, var han desperat efter at få sine bøger udgivet. Han var enormt frustreret og nedtrykt over, at ingen ville udgive ham, men samtidig havde han ingen som helst forestilling om, hvad udgivelsen af Vejene ville komme til at betyde. Det er min opfattelse, at hvis Jack havde haft en mere normal litterær succes, hvis han havde fået nogle gode og saglige anmeldelser, der roste hans litterære stil - i stedet for at være blevet en slags kulturel stjerne - så ville han måske have haft større chancer for at overleve. Dog skal det siges, at i 1957 var han allerede temmelig langt ude. Han havde været inde i en slags nedadgående spiral siden omkring '51, dét tidspunkt, hvor han skrev Vejene og udviklede sin nye måde at skrive på."
Joyce Johnson har en teori om, at det til dels var Kerouacs særlige litterære stil, den såkaldte spontaneous bop prosedy, der ødelagde ham.
"Med den metode gennemgik han disse intensive udbrud af kreativ energi, korte perioder, i hvilke han producerede en hel bog, og imellem disse aktive perioder røg han ned i bølgedale, hvor han var mere eller mindre deprimeret, og hvor han flakkede omkring, for det meste hjemløs og ofte bitter. En anden faktor er, at i midten af 50'erne var mange af hans venner begyndt at etablere sig. Allen havde engageret sig i et stabilt forhold med Peter Orlovsky, og Neal Cassady var blevet gift, så i en vis forstand var Jack alene på sin rastløse færd. Det havde også en voldsom effekt på ham, at hans anden hustru, Joan - med hvem han havde den nu afdøde datter Jan - sagsøgte ham for børnebidrag og fik ham sat i fængsel. Efter dét blev han for alvor deprimeret og paranoid."
"Man må dog ikke glemme, at Jack først og fremmest var et fantastisk karismatisk menneske, som kunne fortælle de mest vidunderlige historier, og som udstrålede noget kært og en særlig form for åbenhed, en vindende energi, dog altid blandet med et stænk melankoli."
Inden vi forlader Lowell, fortæller John Sampas, at der omsider er en autoriseret biografi om Kerouac på vej, skrevet af historikeren Douglas Brinkley. Bogen, der vil være baseret på et ikke tidligere tilgængeligt arkiv af breve og notesbøger, skal udkomme i 2001. Herefter er det planen, at Brinkley skal redigere Kerouacs dagbøger, som vil udkomme i de følgende år. Endelig har Sampas-familien planer om at slippe en samling af tidlige skrifter samt nogle uudgivne manuskripter, heriblandt det ofte omtalte, men aldrig publicerede The Sea is My Brother.

På vejen ud af byen kører vi forbi Edson kirkegården, hvor Kerouac ligger begravet i forbindelse med Sampas-familiens gravsted. Solen skinner på de røde og gule efterårsblade, og stemningen minder om den scene fra Bob Dylans film Renaldo & Clara, hvor Ginsberg og Dylan holder en lille pilgrimsseance ved Kerouacs grav. På gravstenen står en tom dåse Budweiser, som en eller anden betænksom beundrer har efterladt. Vi flytter dåsen og læser: "Ti Jean. John L. Kerouac. Mar 12, 1922-1969. He Honored Life."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu