Læsetid: 4 min.

I passionens vold

27. februar 1998

Ærgerrig og seværdig film om Oscar Wildes triumfer og tragedie lægger vægten på hans lidenskabelige erotiske liv

NY FILM
"Det er aldeles uhyrligt, så ofte folk nu til dags siger frygtelige ting bag om ryggen på én, som er fuldstændig sande."
Denne typiske Oscar Wilde-udtalelse falder tidligt i filmen, på et tidspunkt, hvor Wilde endnu er den relativt sorgløse London-laps og selskabsløve, der elsker at vende tilvante begreber på hovedet i et festfyrværkeri af udfordrende epigrammer.
Men det er ikke tilfældigt, at filmen benytter netop dette paradoks fra Wildes store forråd af citatværdige slaglinjer. For netop hvad der i Londons såkaldt bedre selskab blev sagt om Wilde og hans 'lastefulde' homoseksualitet, skulle jo til sidst vise sig ikke blot at være sandt, men også blive vendt imod ham på en måde, der så sandelig ikke opfordrede til letsind.
Og denne 'frygtelige sandhed' blev i mere end én forstand Wildes skæbne: For i samme øjeblik tragedien ramte med fængselsdom og van-ære, og han mistede rollen som åndsoverlegen skønånd og fast leverandør af legende vid, tabte han sin umiddelbare appel som forfatter. Det tragiske rollefag var ikke hans. - Jo, det kunne være uhyrligt med alle de skrækkelige sandheder, der blev hvisket bag hans ryg.

Robust forfatter
Wilde er en underholdende biografi-film, der med held udbygger det lidt blakkede billede af den snobbede æstet og kyniske vitsmager.
Det har selvfølgelig ikke talt til Wildes fordel, at han i sidste ende ikke kunne efterleve egne amoralske forskrifter, men lod sig kværne i stykker, da datidens brutale retsmaskineri fik fat i ham. Hvor meget forkælet poseur var der i ham? Var han hul?
Slet ikke, siger filmen. Den fremstiller Wilde som en robust, hårdt arbejdende, stærkt følelsesbetonet forfatter, der først efter sit ægteskab opdager sin homoseksualitet, eller i hvert fald giver efter for den. Fra da af er han mere end nogensinde klar til at leve uden for normen som sensuel livsnyder, dog med skyldigt hensyn til sin søde kone ("Jeg har brug for et publikum" ) og de børn, han flittigt underholder med søde eventyr

Fatal retssag
Han bliver forført af en ung discipel, og er derefter nærmest hjælpeløst offer for Londons omvandrende hommes fatales. Det ender med en i sandhed fatal erotisk besættelse, da han på højden af sin succes møder lord Alfred
Douglas, en gudeskøn, men stærkt egocentrisk, tyrannisk og frustreret ung herre, der i højere grad er motiveret af oprør mod sin bestialske far Lord Queensbury end af kærlighed til Wilde.
Den feterede forfatter tilbeder sin digtende protegés skønhed og ungdom og lader sig også forføre til at indlede en tåbelig retssag, der skal 'rense' dem begge for Lordens beskyldninger om homoseksualitet. En paradoksal handling, for har Wilde ikke netop prædiket lyksaligheden ved et 'lastefuldt' liv?
Betagelsen af lorden og en overvurdering af egne talegaver i retten får ham til at kaste sig ind i den retssag, der ender med en barbarisk dom på to års straffearbejde og et fysisk og psykisk knæk, som få år senere forårsager hans død.

Erotisk passion
Wilde har tidligere på film været fremstillet af Peter
Finch og Robert Morley, men de kan næppe konkurrere med Stephen Fry's inkarna-tion, der ikke blot rummer en forbløffende fysisk lighed og et stærkt åndsbeslægtet vid, men også drager fordel af nye tiders frisind, der ligeberettiger homoseksualitet som
filmerotisk motiv.
Det er ikke bare lysten og lasten, der får sit her - Wildes erotiske passion dominerer filmen og udraderer nærmest billedet af den glitrende po-seur styret af trangen til at blænde datidens bedre selskab.
Poor Oscar er i sine sansers vold og dermed både menneskeliggjort og dømt til at tabe spillet i datidens monstrøst hykleriske samfund. Stephen Fry spiller både på det naive, det eventyrlystne (en succesfuld Amerika-turné!) og det umiddelbart vindende og vittige i sit ubesværet autoritative portræt. Der syndes så langt mere mod ham end han selv synder, og til slut venter martyriet. Et glansbilledeportræt? En lidt for blød mand? Måske, for mange Wilde-epigrammer præges trods alt af bidende kynisme.

Mesterspil
Wilde er dog klart et eksempel blandt mange på de solide historiske film, som englænderne behersker så godt. Det lykkes den at gøre Wilde til en både engagerende og rørende hovedperson i sit livs tragedie.
Den sædvanlige omhu præger tidsbilledet, det forrige århundredes 1890'ere, udmundende i Wildes død, 46 år gammel i århundredets sidste kvartal. Symbolsk, så det batter!
Men det er ikke kun udenværkerne, som er i orden. Spillerne omkring Wilde er mesterlige: Den filmdebuterende Jude Law nærmest sensationelt god som Bosie, perfekt illuderende som ynglingen, der kan få mesteren til at vakle på sin trone. Og Jennifer Ehle som den tålmodige hustru, Tom Wilkinson som den uhyggelige Lord Queensbury og Michael Sheen som den trofaste ven Robbie Ross virker alle hundrede procent dækkende.

*Wilde. Instruktion: Brian Gilbert. Manuskript: Julian Mitchell. Engelsk (Dagmar og Grand)

Det skrev Oscar Wilde:

At elske sig selv er starten på en livslang kærlighedsaffære.

Jeg kan modstå alt undtagen fristelser.

Hvis en kvinde vil holde på en mand, skal hun bare appellere til det værste i ham.

Enhver kan skabe historie; kun en stor mand kan skrive den.

En gentleman kendetegnes ved aldrig at såre andres følelser uden at ville det.

Vulgaritet er simpelthen andres opførsel.

I Amerika regerer præsidenten i fire år og journalistikken hersker for evigt.

Den, der skelner mellem krop og sjæl, har ingen af delene.

Forskellen mellem litteratur og journalistik er, at journalistik er ulæselig og litteratur er
ulæst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu