Læsetid: 4 min.

Perler fra Morten Korch

13. februar 1998

25 genudgivne Morten Korch-noveller bekræfter igen, at han var en relevant og varm iagttager af sin tid

Noveller
At Morten Korch var en større kortprosaist end romanfortæller, hersker der næppe tvivl om. Når skønånder som professor Paul Rubow, professor Johannes Brøndum Nielsen og tidligere kulturminister Julius Bomholt roste Morten Korch højlydt, var det ikke mindst hans noveller, de tænkte på, og som Bomholt ved en lejlighed kaldte "fortræffelige" og "af stor værdi".
Det forekommer således at være betimeligt, at lokalforlaget Næsby i overensstemmelse med Morten Korchs søn, Morten A. Korch, nu udsender 25 af novellerne under titlen Morten Korch fortæller. De har stået trykt i otte samlinger, der blev indledt i 1898 med Fyensk humør og afsluttedes med Fortryllende dage i 1948. Det vil sige, seks år før han døde og blev begravet på Fraugde kirkegård.
Flere af de 25 fortællinger er perler i dansk litteratur. De vidner om stor viden om den fynske dialekt, ligesom de viser stor lydhørhed over for den måde folk i tidligere tider fortalte hinanden historier. I den forstand er de lige så godt fortalt som meget af det, Johannes V. Jensen og Henrik Pontoppidan skrev.
Fortællingerne er båret af stor humor, og de bevæger sig velordnet hen mod en slutning, der i de fleste tilfælde rummer en pointe, der tit er overraskende. Denne pointe får læserne ofte ret hurtigt en fornemmelse af. At læse fortællingen til ende er således et udmærket eksempel på det, som litteraturen kan bedre end nogen anden kunstart. Det vil sige, give modtageren en føling af at være lidt klogere, end hun i virkeligheden er.

Underfundighed
Sådan som det er tilfældet i den første af de 25 noveller, med andre ord Jørgens ærinde, hvor en enke får besøg af en ungkarl, som hun regner med kommer for at fri. Læseren får ret hurtigt mistanke om, at han bare skal låne et eller andet af hende (til sidst viser det sig at være en "Overdyne"!), og således bliver historien mere og mere vanvittig.
Fortællingen Kransekagen læste jeg første gang som 11-årig på en afsides bondegård i Flauenskjold, hvor det meste af forfatterskabet i øvrigt stod i ensom majestæt i stadsstuen. Det er en underfundig novelle, hvor vi fra første punktum er bragt i den situation, hvor forfatteren ønsker at fastholde os længst muligt.
Husmanden Jens Hansen og hans gode ven Ole, sidder inde hos købmanden et sted på Østfyn for at indtage et par snapse eller tre. De har været på marked i Kolding et par dage, og så snart, de sidder stille, siger købmanden:
- Det har nok været rent skidt med Ane?
- Ja, svarer Jens Hansen og kommer i tanke om sin kone, - jeg venter da ette at se hende leveje (levende) mere.
Købmanden kan dog oplyse ægtemanden om, at konen Abelone lige har været hos Ane, og at hun har det meget bedre.
- Abelone er et Vræl, svarer Jens Hansen, - hun render med sladder alle steder! Næh, da Jens Hansen forlod sin kone for flere dage siden, da sagde nabokonen, at han nok aldrig mere kom til at se sin viv i live. Bortset fra det var Jens Hansen blevet ringet op af doktoren, som fortalte at konen var ved at dø. Det var godt nok ikke Jens Hansen, som havde talt med doktoren. Det skulle Jens Hansen ikke have noget af. Telefoner var af det onde. Men konen, som havde lejet ham et værelse i Kolding, havde talt med doktoren, og hun havde ladet beskeden gå videre til ham.
Men han skulle jo lige først købe et par heste, bagefter skulle købet fejres, hvortil kom, at det jo tog noget tid, at få hestene hjem. Og der var jo heller ikke noget at sige til, at de først lige skulle ind til købmanden og drikke sig mod til at se liget. Begravelsen skulle jo også ordnes, og det var måske heller ikke for tidligt at tænke lidt på at gifte sig igen. Der var flere kandidater. De måtte ikke være for magre!

I fryd og gammen
Købmanden syntes jo nok, at Jens Hansen skulle køre hjem og se først.
Først var der noget med en kransekage, der skulle bruges til begravelsen, ligesom Jens Hansen også skulle have en slotsvin med hjem. Så kunne han se, om han skulle købe flere til begravelsen.
Og sådan udvikler historien sig velfortalt og mere stramt, end det fremgår her, hen mod hjemkomsten. Morten Korch holder kortene stramt ind til kroppen, alligevel er vi ikke i tvivl om, at konen nok skal stå rund og sund og stram og tage mod ægtefællen.
Det gør hun også!
Ikke nok med det. Det er også hendes fødselsdag, og den er hun ikke i tvivl om, at manden ikke har skænket en tanke, og om et lille øjeblik kommer alle nabokonerne til kaffe, og hvad skal hun så byde på?
Det finder Jens Hansen hurtigt ud af. Han har overhovedet ikke glemt hendes fødselsdag, se bare her, siger han og giver hende både vinen og kransekagen. Konen bliver selvfølgelig meget blød, og alt ender i fryd og gammen, som danske bibliotekarer altid har været så utilfredse med hos Morten Korch.
Men, som konen tilføjer, bliver Jens nok nødt til at køre til marked igen, for den hest, som dyrlægen ringede til Kolding om, er nu desværre død.
Således er fortællingen om konen, der ikke døde, og manden, der troede det værste, også et tidsbillede fra en tid, hvor kommunikationen i Danmark ændrede sig afgørende.
At denne ændring ramte Morten Korch, bør ikke afholde nogen fra at indrømme, at når Morten Korch fortalte ud fra sine egne iagttagelser og erfaringer, og gjorde det med den grundliggende optimisme, som kendetegner hans tid, så var han en relevant og glimrende fortæller.

*Hans Henrik Jacobsen: "Morten Korch fortæller", illustreret, 168 sider, kr. 154. Lokalforlaget Næsby

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her