Læsetid: 5 min.

Præsidentfruernes valgkamp

27. februar 1998

Stridens æble mellem Marianne Jelved (MJ1)
og Mimi Jacobsen
(MJ2) er nok
værd at gnave i

FRIE ORD
Inden folketingsvalget amerikaniseres totalt af sammenstødene mellem de to præsidentkandidater, den siddende Poul Nyrup og den opponerende Uffe Ellemann, skal de stridende præsidentkandidatinder, Marianne Jelved og Mimi Jakobsen, have gode ord med på vejen. Den sikkert udsigtsløse vej, de har betrådt med deres forsøg på at kaste totredjedelssamfundets udstødningsmekanismer ind i valgkampen som et afgørende stridens æble:
"Traditionel økonomi kan ikke klare opgaven. Der skal helt andre ting til i fællesskaber, lokalområder og virksomheder for at hjælpe dem, der aldrig fik en chance," siger Det Radikale Venstres leder, økonomiminister Marianne Jelved (MJ1).
"Hovedformålet med forslaget om jobfradrag er vel at at skabe et nyt jobmarked, ikke at gøre det fordelagtigt at tage et job," siger Centrumdemokraternes leder Mimi Jakobsen (MJ2) - og hendes partifælle i folketingsgruppen Peter Duetoft.
MJ1 og MJ2 er straks gerådet i heftig strid om detaljer i CD's jobfradrag - som om så meget andet, herunder om vælgerne på midten og om positionen som den berømte tunge på vægten (der efter gængs sprogbrug lægges på enten Pouls eller Uffes vægtskål!). De radikale forestillinger om "helt andre ting i fællesskaber, lokalområder og virksomheder", trænger også til nødtørftig detaljering.
Disse detaljer om begge forslag til at gøre noget for de chanceløse uden jobmarked er betydningsfulde. I første omgang er det dog i sig selv en begivenhed, at den ene præsidentkandidatinde (MJ1) uden omsvøb frakender den traditionelle økonomi evne til at klare opgaven, og den anden præsidentkandidatinde (MJ2) gør klart, at det ikke på traditionel økonomisk vis er jobfradragets hovedformål at gøre det fordelagtigt at gå fra overførselsindkomst til arbejdsindkomst. Men at skabe og åbne et helt nyt jobmarked. Et arbejdsmarked, der altså ikke eksisterer i dag.
Og som heller ikke kommer af sig selv i disse tider med hurtig robotisering af mange arbejdsopgaver og stormende globalisering på de grænseløse markeder.
Hvor dommedagsagtig talen end lyder om Globaliseringsfælden, om det velbjergede mere eller mindre stressede to tredjedelsamfund og om den nye klasse af svage stemmer, af udsatte, marginaliserede og udstødte på sidesporet - så er der faktisk noget om det. Siger den stadig nuværende økonomiminister og den nu forhenværende erhvervsminister.

I DE toneangivende mediers og mainstream-valgforskeres såkaldte valgdækning overdøver bragene fra præsidentkandidaternes sammenstød stort set den bemærkelsesværdige nye erkendelse, som præsidentkandidatinderne - omend på vidt forskellig måde - er kommet til.
Overdøvelsen er der flere dårlige grunde til.
Den dårligste af alle grunde er den religiøse besættelse af markedet, som Villy Sørensen prøvede at forklare her i bladet i lørdags. For det stadig mere individualiserede karriere-, magt-, ting- og selvrealiserings-stimulerede totredjedelssamfund i den vestlige verden (og i den østlige og sydlige verden de nye over- og delvis mellemklasser) går det nu så ufatteligt godt, at frygten for selv at ende i en eller anden overførselsgrav eller det, der er værre, for en tid er forduftet. Og med den de mere egoistiske motiver til at sætte udstødningsmekanismerne for den nye klasse af udsatte og marginaliserede på valgdagsordenen.
Det privilegerede (mere eller mindre stressede) flertal er ligeglad. Sålænge virkningerne af det økonomiske opsving for dets eget vedkommende endnu overgår følgerne af robotiseringen og globaliseringen og forarmelsen af naturen.
De udstødningstruede eller udmeldte (se interviewet med Johan Møller Nielsen på side fire her i bladet i går) véd godt, at de foreløbig mediemæssigt og politisk er uden interesse og erklærer sig derfor for størstedelens vedkommende - tilfredse. Den nye klasses sundhedstilstand dementerer til gengæld med nøgterne tal den foregivne tilfredshed.
En Gallup i Berlingske Tidende dokumenterer omsvinget til overmål: I 1994, da virkningerne af det økonomiske opsving endnu ikke havde vist sig særlig tydeligt, kom arbejdsløsheden ind som det klart vigtigste spørgsmål for vælgerne. 47 procent prioriterede det højest. Langt over de ældres vilkår på andenpladsen med 22 procent. Først på tredjepladsen dukkede flygtninge- og indvandrerproblematikken op med 16 procent. I dag er det mere end omvendt: Flygtninge- og indvandrerproblematikken indtager den absolutte førsteplads med 43 procent. De ældres vilkår opnår stadig andenpladsen med 18 procent. Arbejdsløsheden? Den er nu røget ned på en ottendeplads. Kun otte procent finder den værd at sætte øverst som valgtema...

DEN næstdårligste grund til, at den nye MJ1 og 2 -erkendelse ikke kan trænge gennem præsidentlydmuren, er, at sandheden er ilde hørt. For i realiteten begge præsidentlejre.
Kun under noget, der ligner inkvisitorisk tortur, vil den socialdemokratiske finansminister Mogens Lykketoft indrømme, at vi i selv "EU's stærkeste økonomi" lever i - bestemt ikke et totredjedelssamfund med en udelukket tredjedel men i - et nitiendedelsamfund med en tiendedel udelukket. Den stærke regeringsøkonom oplyser ikke, hvad tiendedelen skal tages af, men er det af hele befolkningen, omfatter de udelukkede mere end en halv million mennesker i den ellers arbejdsduelige alder. Tænker han kun på de arbejdsduelige, løber den sociale katastrofe - stadig i EU's stærkeste økonomi - op i et antal på 270.000 kvinder og mænd. Efter fire års økonomisk opsving af ufatteligt omfang. (SU-modtagere naturligvis ikke medregnet).
Marianne Jelved - som i øvrigt forleden opererede med et tal på 170.000 chanceløse - kan have ret i, at de 15 milliarder kroner til Mimi Jakobsens jobfradrag alligevel ikke medfører en forøget beskæftigelse, der er for andet end en skrædder i helvede at regne. Men hvad vil hun (MJ1) så gøre, hvis MJ2's forslag ikke er vidtrækkende nok?
Skaffe 40 milliarder kroner til veje over en fireårig periode ved at lade en forhøjelse af bruttoskatten udhule skatteværdien af rentefradraget, beskatte jord og fast ejendom og øge de grønne afgifter for ad den vej at finansiere afskaffelsen af al beskatning af de lavest lønnede?
Størrelsesordenen anføres her for at vise, at bruddet med den traditionelle økonomi virkelig er for en revolution at regne.
Den kræver naturligvis en mentalitetsændring i stik modsat retning af den, som Uffe Ellemann's præsidentlejr anviser.
Men den bryder også med mere end hundrede års socialdemokratisk tro på vækstøkonomiens sociale (og økologiske) velsignelser.
Ifølge denne tro skulle de stærkeste på arbejdsmarkedet ved lønpres til forøgelse af egne karriere- og forbrugsmuligheder bane vej for de svageres og svagestes tilsvarende beskæftigelse og lønforhøjelser. Opfyldt i kraft af øget efterspørgsel og ved produktivitetsfremmende teknificering af arbejdspladserne og hele samfundet.
MJ1 og 2 har erkendt, at det ikke længere svarer til virkeligheden. Den nye erkendelse indleder en æra, der hverken er i umiddelbar forlængelse af Anders Fogh Rasmussens eller Mogens Lykketofts forestillinger.
Det vil ikke gå op for ret mange i denne valgkamp. Blandt andet fordi den moderne universitetsforskning og -uddannelse er så virkelighedsfjern, at den i dag først og fremmest producerer - studieværter og valgforskere.
De to MJ'ere skal have tak for, at de hverken har gået på Journalisthøjskole eller universitet og derfor kan tage hul på virkeligheden. Den ilde hørte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu