Læsetid: 5 min.

Pro et contra

4. februar 1998

I Amerika er alt muligt. Næsten. Hvis noget er opfundet, findes det i New York.
I Danmark har vi ikke alt og alle muligheder, men måske noget andet ubetaleligt

Engang skrev en amerikansk musikforsker om en nulevende dansk komponists udvikling "set i lyset af det danske vel-færdssamfund". For en dansker er det en usædvanlig tilgang til emnet. Vi end ikke tænker over, at vi er et produkt af velfærdssamfundet, og at en komponists skabende virke og hans kunstneriske produkter skulle være påvirket af den samfundsmæssige udvikling - det lyder umiddelbart som en historie fra musiksociologiens overdrev.
Ved nærmere eftertanke kunne det måske alligevel tænkes, at vi danskere ikke kan se skoven for bare træer. Sagt på en anden måde: En frisk synsvinkel udefra kan tilføje nye indsigter om os selv.
Et eksempel på dette: I afvigte uge var jeg med i en paneldiskusssion i New York om dansk og nordisk musikkultur. Moderatorens første spørgsmål til undertegnede var: "Now, how is the funding situation in the Nordic
countries?"
Mødelederens spørgsmål virkede i første omgang lidt påtrængende: Hvorfor skal vi snakke om penge, når musikken er langt mere spændende at tale om? Indtil man kommer til at tænke på, at størsteparten af de 500 mennesker i salen ikke har begreber skabt om, at de nordiske stater ser det som en forpligtelse at støtte kunst og kultur. Amerikanerne synes det er eventyr-agtigt, at staten finansierer vores institutioner og giver kunstnere legater, nogle af dem endog livsvarige ydelser.

Find en rig mand
Javel, det er en banal iagttagelse, men hele opbygningen af det kulturelle maskineri set i lyset af det store, overordnede samfundsmaskineri, giver en forståelse af den forskellighed der lyser frem i den nye danske musik. Derfor er undertitlen "Set i lyset af det danske velfærdssamfund" ikke så tosset endda.
I USA eksisterer et sådant statssubventioneret system ikke. Her fungerer det, vi i europæiske musikhistoriebøger har lært at kende som 'mæcenat': Private bestillere, fonde, rige virksomheder, osv. bestiller musik og betaler for den. Hvis man har et projekt, går man typisk til en rig mand, som samtidig er indflydelsesrig og kan trække flere mæcener med i projektet.
I de nordiske lande har staten et ansvar for udviklingen af vores kultur i bredeste forstand.
Geografisk set er vi i Norden relativt tæt på lande, der fungerer på baggrund af kedelige handlinger som 'etnisk udrensning' og 'angreb på menneskerettigheder'. De folkelige bevægelser i Norden er funderet i demokratiske beslutningsformer, hvor offentlig debat udgør en væsentlig grundpille i meningsdannelsen. Ikke mindst den kulturelle verden i Norden er et smukt eksempel på dette.
Man kommer i den forbindelse ikke uden om at nævne de stærke og traditionsrige folkelige bevægelser i Norden. Spillemands-bevægelser, folkehøjskolebevægelser og hvad de ellers hedder, er folkelige bevægelser, som har betydet et højt dannelsesniveau og bevidsthed om grundlæggende værdier. Retsbevidstheden i Norden står i ubrudt forbindelse med oldnordiske begreber som ære og personlig integritet som basis for frihed og ukrænkelighed.

De fælles værdier
Norden har således overordnet set et godt rygte, når det gælder humanistiske værdier og løsninger af problemer i de forskellige grupperinger i samfundet. Man tager stilling til miljø, militær, vold og intolerance. Og ikke at forglemme sublimt unyttige områder som kunst og kultur. Man kan sige, at Nordens demokratiske bevægelser drømmer fremtidens positive sider i kraft en fasttømret tro på fornuften og fremskridtet. Side om side med den romantiske drøm om et forenet Norden, baseret på ældgamle fælles værdier. Altså drøm forstået som både reaktionær nostalgi og som fremskridtsvenlig fornuft.
Drømmemetaforen er hentet hos Walter Benjamin, der analyserede det moderne samfund i sit Passageværk fra 1930'rne. Benjamin opfattede Paris under Napoleon III som en forløber for det 20. århundrede. I hans skildring drømmer det 19. århundrede allerede det 20. århundrede, både i betydningen foregreb i drømmen, og i betydningen søgte at drømme sig væk fra virkeligheden. Kulturen i Paris var både en drøm om alle teknikkens enorme muligheder og samtidig en frygt for konsekvenserne af den brutale stål- og jernvirkelighed.
På samme måde kan man sige, at vi i Norden nu drømmer det 21. århundrede. Vi ved, at verden om bare 10 år vil være meget forskellig fra i dag, og vi tager nysgerrigt imod de tekniske frembringelser, som var det gaver. Også selv om teknologien vil forandre vores tilværelse radikalt. Det er ikke overdrevet at hævde, at de identitetsbærende lag i vores selvforståelse vil møde en helt anderledes verden med krav til fleksibilitet og evne til nyorientering. Det, der var science fiction i går, bliver mulig dagligdag i morgen.

Digital udfordring
Derfor er der nu al mulig grund til at stille nye spørgsmål til det påståede nordiske fællesskab set i forhold til det store udland. Ikke mindst nu, hvor Danmark, Sverige og Finland er med i det europæiske fællesskab. Er en nordisk identitet og samhørighedsfølelse overhovedet mulig og ønskelig i en kommende multi-etnisk verden, hvor vi i nær fremtid vil have adgang til globale netværk og dermed have kommunikationsmuligheder, som vi i dag kun aner rækkevidden af?
Spørgsmålet kan ikke besvares med et ja eller et nej. Det ville være forkert at kaste sig ud i alt for håndfaste generaliseringer om fremtidens kunst i Norden - historiens springende rytme drejer ofte udviklingen i ganske uforudsigelige retninger. Man skal være forsigtig med at trække udviklingslinier alt for langt ind i fremtiden, men ét er sikkert: Vores hverdag, kulturlivet og informationsformidlingen kommer til at ændres drastisk i de kommende år. Vi vil bevæge os fra en offentlig monopolkultur til en individualiseret multimedie-kultur. Så meget fik vi dog lært af Peter Duelunds kultur-udredning.
Den tryghedssøgende klummebestyrer vil ikke lægge skjul på, at han - når alt kommer til alt - synes vældig godt om det danske system sammenlignet med det amerikanske. Ikke at vores kulturmodel er uden svage punkter - Gud fader bevares. Men der er noget elementært menneskeligt ved modellen, ved måden vi er sammen på, noget med at tage vare på hinanden - det virker svært tiltalende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu