Læsetid: 2 min.

Radikal komet truer Estrup

21. februar 1998

Naser Khader kan, med en gentagelse af sejren ved kommunalvalget, måske tage Estrups mandat i København

Normalt får Det Radikale Venstre et mandat i København. Og normalt falder det i Østre Storkreds, hvor Jørgen Estrup er spidskandidat.
Men dette valg kan meget vel komme til at afvige fra normalen, idet den 34-årige Naser Khader, der er af syrisk oprindelse, stiller op i Vestre Storkreds.
Han fik ved kommunalvalget i november næsten 2.500 personlige stemmer. En gentagelse af det resultat kan få balancen til at tippe.
Ved sidste valg var der en forskel på omkring 1.600 stemmer mellem de to kredse i Østre Storkreds favør, men med Jørgen Estrups noget mindre personlige stemmetal, kan den forskel blive udlignet.
"Det er slet ikke umuligt, men for mig handler det først og fremmest om, at partiet går frem. Og jeg tror det er mere sandsynligt, at begge kredse får et mandat, end at vi mister Østre Storkreds, siger Naser Khader.
Han understreger, at han meget nødig vil sættes i bås som 'indvandrer-politiker'.
"Jeg betragter efterhånden mig selv som dansker. Danmark er mit land og derfor vil jeg have lov til at påvirke udviklingen på alle niveauer," siger han og uddyber.
"Jeg synes eksempelvis, at det er sørgeligt at der ikke er flere, der er aktive i forældrebestyrelser. Det vil jeg arbejde for at ændre, for det er vigtigt, at man har indflydelse på sine nær-områder."
Alligevel har Naser Khader gjort sig mest synlig med markante holdninger om dialog, samtale og brobygning i forhold til integrationen.
Han er imod, hvad han kalder "de tåbelige yderholdninger i debatten," hvor der på den ene side bliver sagt, at man ikke vil påvirkes dansk, og der på den anden fløj bliver stillet krav om, at indvandrere skal blive 100 procent danske.
"De fleste, der er kommet hertil, er kommet for at blive her. Der er nogle, der drømmer om at vende hjem, men der er også nogle danskere, der drømmer om at sende dem hjem. Derfor siger jeg; Begge parter må indse, at nu er de fleste kommet for at blive her, og de vil være en del af et multi-kulturelt samfund."
Naser Khader er medlem af Københavns Borgerrepræsentation, er cand. polit og nyvalgt medlem af Etisk Råd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her