Læsetid: 4 min.

Rappenskralden og mæhæ'et

6. februar 1998

Mike Leighs karrierepiger er hverken særlig smarte eller særlig heldige med mænd. Til gengæld er de sjove og sande. 'Career Girls' er en ny triumf for Englands største instruktør

NY FILM
Man bliver lige overrasket hver gang. Englænderen Mike Leigh laver film om personer, man ikke laver film om. Hvis man da er en instruktør, der med sin fornufts fulde brug prøver at forudse, hvad der kan interessere andre.
Og ikke nok med det: de uglamourøse mennesker, Leigh beskæftiger sig med, ofte ret håbløse eksemplarer, overhældes ikke med en automatisk medfølelses blødgø-rende flødesovs.
I Leighs øjne er de komiske, irriterende og rørende på én og samme gang, snart dumme, snart kloge. Og bliver derfor aldrig entydigt reduceret til den bekvemme 'det er så synd for dig'-rolle, som så ofte lammer film om outsidere og gør dem sentimentale.

Pigevenskab
Career Girls havde Leigh næsten færdig allerede, da han sidste år vandt Guldpalmer i Cannes med sin hidtil største succes, den langt bredere anlagte Hemmeligheder og løgne. Og denne opfølger er da også en smallere og mere beskeden film, der viser tilbage til Leighs mange TV-spil med ganske få hovedpersoner.
Alligevel smitter den nyvundne varme fra Hemmeligheder og løgne af på Career Girls, der trods alt er en mere opløftende oplevelse end mange af Leighs tidligere meget sorte film. Man er lige ved at kunne kalde den en hyldest til pigevenskabet, hvis det ikke vakte minder om de letkøbte søsterfilm, Leigh netop ikke laver.
De to piger i centrum bliver veninder, fordi de er modsætninger og fordi de bor sammen. Den polyteknikerstuderende Annie flytter via en annonce ind hos litteraturstudinen Hannah, der i forvejen deler lejlighed med Claire. Men det er Annie og Hannah, der går i hak, og snart er
Claire ude af billedet.

Komiske syrligheder
Annie lider af astma og en hudsygdom, der gør den ene kind mindre prydelig. Og hun er et bundt af neuroser og kontaktvanskeligheder - så genert, at hun altid ser ned og har svært ved at holde hovedet i ro.
Men hun har en bunden varme og optimisme, som Hannah har svært ved at finde hos sig selv. Hannah er den slagfærdige og manisk snakkesalige af de to, udspyende syrligheder og sarkastiske vitser og ordspil i massevis - en stand up-komiker uden andet publikum end Annie, en klovn med ordene for at holde bitterheden på afstand, og nok i slægt med den mandlige desperado i Naked.
Leigh præsenterer de to piger som noget nær freaks i de hurtige ping-pong-dialoger, han mestrer så overlegent. Kompositionens taktik er så at gøre dem mere og mere menneskelige, så vi til slut kun kan undre os over, at vi i starten fandt dem så skæve.

Hvor forandret!
De mange skift mellem nutid og fortid adskiller Career Girls fra Leighs øvrige film. Nutidsplanet ligger seks år efter Annies og Hannahs studenterdage sammen, et tidsrum, hvor de ikke har set hinanden, og de to skuespillere, Lynda Steadman og Katrin Cartlidge (kendt fra Breaking the Waves) markerer denne åh, hvor forandret!-udvikling med blændende præcision og troværdighed.
Nu mødes de igen for en weekend, og Annie har vundet i sødme og selvtillid, mens Hannah er sit sardoniske selv, blot i mere dæmpet, blasert udgave. Leigh fanger vidunderligt træfsikkert det fornyede venskabs etaper af lettere generthed og genfunden fortrolighed. Nu har pigerne passeret de tredive, er blevet helt elegante sammenlignet med før, men den gamle spontaneitet er svær at fange.

Mandekapitlet
Det lykkes dog efterhånden, især når veninderne begynder at snakke om mænd. Ikke noget gloriøst kapitel, langt fra: først møder de en håbløs overvintret yuppie, der gør haneben, derefter to mænd fra fortiden. Den ene afviste Annie i sin tid: en venlig tyk fyr, Ricky, med groteske kontaktproblemer. Den anden, nu ejendomsmægler, havde en kort affære med både Annie og Hannah og har nu nærmest glemt dem. Fortid og nutid væves sammen i et ironisk, bevidst kunstigt sammentræfsmønster.
Uforløste forhold, komiske små-eventyr, fremtidsløse halvforelskelser. Men en traumatisk oplevelse for tyksakken Ricky: for ham var det alt eller intet, og det endte i intet. Veninderne, selv lidt til en side, ville have en ven, men erotisk forsmåelse, hvor banalt naturlig den end kan virke, kan for en skrøbelig mandlig psyke få enhver venskabsmulighed til at sortne.

Is life sweet?
Career Girls er et rendyrket spil for to stemmer, to ansigter, to livsholdninger. En bitterhed, der kunne blive til kynisme, sat over for en livstro trods alt, et ikke helt opgivet håb om, at life is sweet.
Mødet mellem veninderne, perfekt spillet af Lynda Steadman og Katrin Cartlidge, udmunder i den følelsesmæssige renselse, der nu altid før eller senere indtræffer hos Leigh, når alle de groteske eller pinagtige konfrontationer er ved at være overstået. Og mødet baner derfor en smal sti for nye muligheder.
En behersket optimisme, en forsigtig opskruen af varmegrader. Og bevægende i hvert sekund, for ingen vil kunne påstå, at Leigh ikke så godt som nogen kender kulden.

*Career Girls. Instruktion og manuskript: Mike Leigh. Engelsk. (Dagmar, Grand)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her