Læsetid: 4 min.

Reduktionens ti bud

2. februar 1998

Peter Asmussens prosa tynges af æstetiske forbud og føles som et åg

Ny bog
Hovedingredienserne i Peter Asmussens nye bog er tre figurer af pap (to mænd og en kvinde) samt en ulideligt anmassende overklog fortæller, der af al magt prøver at gøre personerne og sig selv 'interessante' i læserens øjne.
Teksten består dels af replikker indlejret i grotesk stiliserede scener, dels af beretterrøstens kommenterende kværnen. Føjer man hertil nødtørftige regieoplysninger og indlagte drømme og dagbogsnotater, har man en meget godt billede af denne kombination af et dramatisk og episk register. Har værket en læser indskrevet, kan det måske være en trofast teatergænger, der efter at have fattet sympati for Peter Asmussens scenekunst nu ønsker at stifte bekendtskab med den bagvedliggende tankeverden: en patetisk, men tyndbenet 'eksistentialisme' af den type, de fleste vokser fra omkring de tyve.

Samtale og sex
Luise eller 'L' som hun kaldes, har et fast forhold til Andreas eller A som han kaldes, men boller indimellem tillige med Gabriel eller G som han kaldes. De tre personer er omkring de fyrre, G dog muligvis ældre. Hvad de lever af oplyses ikke, men af deres forbrug må man skønne, at de aldrig har pengesorger. Hvor vi i grunden er henne, får læseren aldrig at vide, fortælleren understreger tværtimod, at det kan være lige fedt, om samtalescenerne udspiller sig i Kampala, København eller Knabstrup. I enkelte afsnit er vi til fest, party som det kaldes, men hvor og af hvem disse sammenkomster holdes, interesserer ikke Asmussens klinisk analyserende fortæller, som tilmed meget behændigt anbringer sine personer i et sidegemaks kammerspils-overskuelighed.
I Peter Asmussens reduktion synes tilværelsen primært at handle om samtale og sex, begge dele anskuet gennem magtspillets og konkurrencens optik. At tage ordet i en samtale kaldes således at "komme på banen", og de enkelte replikker betegnes som "udmeldinger". Man lægger strategi og taktik, allerværst er det åbenbart at blive "den lille". Når A og G f.eks. snakker om døden, lyder det sådan her:
"Er du bange for at dø?"
"Ikke endnu."
"Er du bange for at dø, spørger jeg og du skal svare."
"Er du?"
"Altid."
"Hvad er du bange for?"
"Det er mig der spørger først."
"Vær nu ikke smålig her på dørtærskelen. Hvad er du bange for?"
"Ikke at være."
"Ikke at være?"
"Ikke at være."
"Det er vel også en slags svar."
"Det er bedre end dit."

En snes sider senere træder læseren, endnu gabende, ind i en samtale om kærlighed mellem A og L:
" Jeg vil knuse dig til ukendelighed."
"Til ukendelighed?"
"Det lover jeg."
"Til ukendelighed?"
"Det lover jeg."
"Jeg elsker dig!"
"Jeg elsker dig!"
"Jeg elsker dig!"
"Jeg elsker dig!"

Det kan ikke undre, at fortælleren glæder sig over en situation, hvor L ringer til A, der imidlertid ikke tager sin telefon. Det forhindrer samtale, "hvilket i virkeligheden er et held for os, idet vi på denne måde kan gengive L's ord i større og sammenhængende afsnit, ikke underlagt samtalens indbyggede fordring om indskud, modspørgsmål og følsomme pauser." Fortællerens foragt for de iscenesatte personer overgås efter alt at dømme kun af hans intense uvilje over for sin egen monotone skrift.

Værkets præmisser
Ved så demonstrativt som tilfældet er, at pege på sin fortæller, stiller Peter Asmussens bog os over for det klassiske problem, hvorvidt denne stemme skal læses som fiktion i fiktionen, som en 'upålidelig fortæller', eller om stemmens kyniske analyser tværtimod står til troende.
Den slags basale fortolkningsspørgsmål besvarer vi sædvanligvis ved at undersøge, om fortællerstemmen korrigeres på et andet niveau i fiktionen, f.eks. af symboler og indlagte historier. Men eftersom et sådant relativerende element glimrer ved sit fravær her, står vi med en grotesk-parodisk fortæller, hvis eksistentielle analyse ikke desto mindre udgør romanens højeste bevidsthedsniveau. Iscenesættelsen bliver med andre ord ren gimmick, en demonstration af værkets suveræne præmisser, det som Peter Asmussen et sted kalder "de betingelser der er opstillet for denne bog." Disse kan for overbilkkets skyld sammenfattes i ti bud:
*Du skal dyrke stilmidlet Varieret Gentagelse som var det en gud. Læseren må have alt ind med skeer.
*Du skal ære det enkelte individs abstrakte eksistens i hele dens livsfjendske afsondrethed.
*Du skal til stadighed huske, at det er litteratur du laver.
*Du må ikke i din prosa give liv mangfoldighed og fylde. Døden er altid lige om hjørnet, det er bedst at holde sig klar.
*Du må ikke hengive dig til dine personer og lade dig overraske af dem. Folk skulle nødig tro, at du ikke har styr på dit talent.
*Du må ikke vise, at du har læst og lært af andre. Kunsten er din alene.
*Du må ikke være mere morsom end allerhøjst nødvendigt. Livet er principielt trist, og eftersom skrivekunsten skal fortætte tilværelsen, bør din tekst være dobbelt kedsommelig.
*Du må ikke give dine personer en fortid (familie, slægt el.lign.) eller en fremtid (håb, visioner, længsler, børn). Livet er i nuet, individet er en evigt nyfødt voksen.
*Du må ikke indskrive dine personer i geografiske, sociale eller politiske sammenhænge. Eksistensen udfoldes klarest i det totale vakuum.
*Du må ikke beskrive flere mennesker ad gangen. Én er bedst, to kan akkurat gå an, tre er allerede for mange.

Knogler er fra forlagets side tilrettelagt som en lille sort katekismus. Teksten er derved strakt ud til at fylde over 200 sider. Den kunne nemt have stået på det halve. Og føles dog som et læse-åg.

*Peter Asmussen: Knogler. Romance. 212 s. 225 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her