I aften har TV 2 premiere på et nyt talkshow, 'Dario's Joint', med Casper Christensen som vært. Information har talt med trekløveret bag, Jan Gintberg, Lars Hjortshøj og Casper Christensen
INTERVIEW
Omkring 200 mennesker - unge og gamle, mænd og kvinder - står forventningsfuldt og venter uden for Vin og Ølgod i det indre København. Anledningen er ikke, som man måske kunne forvente, at værten for en gangs skyld selv vil gribe mikrofonen og synge en sang. Nej, som en overdimensioneret plakat signalerer til de misundelige forbipasserende, så løber optagelserne til det første afsnit af Casper Christensens nye talkshow, Dario's Joint, af stablen denne onsdag aften i februar.
Lige siden Casper Christensen og vennerne og kollegerne Lars Hjortshøj og Jan Gintberg for en måneds tid siden lancerede det nye tv-show på et storstilet pressemøde, er der i formiddagsaviserne og ugebladene blevet råbt op om en mere afdæmpet og moden Casper. Et image, som forstærkes af et til lejligheden fremdyrket overskæg, et retro-agtigt jakkesæt, nye briller og så selvfølgelig det faktum, at hr. Christensen og frue for nylig er blevet forældre.
Da jeg dagen efter den vel-overståede debut møder de tre bagmænd på en café, bekræfter de ideen bag showet som værende at fremvise en mere voksen Casper Christensen "Det har været en helt klar strategi fra starten," fortæller Casper selv, "at få det prædikat sat på mig, at jeg er blevet en voksen mand."
Dario's Joint er bygget op omkring Casper Christensen som den altdominerende vært, der fyrer et par veloplagte jokes af, småsnakker med et par gæster og lægger op til et par musikalske numre. Stemningen under optagelserne er god. Publikum forventer sig noget af stand-up-komikeren, der sammen med Hjortshøj og Gintberg har bragt os gigantsuccesen Husk lige tandbørsten, det noget mere personlige Safari og så selvfølgelig Tæskeholdet, radioprogrammet som brød alle regler for, hvad man kunne tillade sig i æteren, og som var en af de største succeser, statsradiofonien nogensinde har haft.
Færdig med Tæskeholdet
Efter optagelserne er over-stået, er stilen også klar. Dario's Joint viser en mere afdæmpet side af Casper Christensen. Jokes'ene er sjove, og ikke for grovkornede, mens samtalerne med gæsterne, der denne første aften inkluderer Synøve Søe og Wikke & Rasmussen, er den slags muntre småsnak, som også amerikanerne Jay Leno og David Letterman er eksponenter for.
"Vi har kigget på amerikanske talkshows," forklarer Casper Christensen. "Leno, Letterman, Conan O'Brien, men også engelske ting, Thank God It's Friday. Nu f.eks. et show som The Tonight Show med Jay Leno har kørt i hvad, 30 år, med næsten samme opbygning. Der må være noget i det skelet, som er rigtigt. Der må være en grund til, at de ikke lægger alt det sjove stand up i slutningen, men i starten."
Men hvorfor overhovedet lave et nyt show. Hvorfor ikke bare fortsætte med en et nyt tæskehold?
"Vi begyndte at få lidt badwill på Tæskeholdet," ind-rømmer Casper Christensen. "Folk kunne kun huske det groveste, og alle var enige om, at vi var nogle skiderikker. Nu skulle vi ligesom vende den skude. Det er skidesvært, og man er nødt til at finde et eller andet, der gør det interessant igen. Et eller andet, hvor folk tænker, 'okay, man har lov til at ændre sig'. Vi går ud og finder noget i os selv, som vi også synes er rigtigt. Vi kigger rundt ser os alle tre med stationcars. Så vi kan ligeså godt gå videre den vej."
Desuden, fortsætter Cas-per, "har jeg hørt, at Voice er begyndt at lave Tæskeholdet, og det plejer at være en meget god indikator på, at noget er ved at være færdigt."
Dårlig samvittighed?
En anden tanke kunne også være, at Casper og Co. måske fortryder noget af det de lavede med Tæskeholdet, måske endda har dårlig samvittighed.
"Aldrig, vi har aldrig dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over hvad," slår Casper Christensen fast med syvtommersøm.
Men, uddyber han, "det er da rigtig nok, at man frasorterer lidt, når man skal på tv. Hvis vi kan undgå at sige røv, hvorfor så gøre det. Jeg tror, at det hænger sammen med, at når man optræder live, så er vores stand-up mere organisk end på landsdækkende tv. Live har man et publikum, og man kan bedre vurdere, hvor langt man kan gå. Der sidder så mange forskellige mennesker og ser tv, som måske ikke lige har lyst til det allerfrækkeste. Vi vil gerne have de mennesker til at synes, at humoren er fed, og det kræver et lille kunstgreb - nemlig at vi luger lidt."
"Jeg skelner lidt mellem optræde-humor og så tv-humor," tilføjer Jan Gintberg. "Det er svært at gøre tv-humor personlig. Jeg kan godt lide, når humoren udspringer af et eller andet, man selv har oplevet, når man kan mærker den person, der er bagved. Med tv-humor skal man gå lidt mere efter grinet. Chok-effekten, overraskelses-momentet eller simpelthen en velkonstrueret pointe."
For groft?
Alligevel er der i løbet af Dario's Joint flere eksempler på personfikseret humor, f.eks. bliver Liselotte Lohmann sammenlignet med et Hercules-fly, og Otto Brandenburgs forkærlighed for de våde varer hentes frem igen. Så hvor går grænsen egentlig?
"Man må se på de gange, hvor det måske er knap så personligt," forklarer Lars Hjortshøj. "Vi går mere efter ikonet. F.eks. den joke, der starter med, at "en fransk undersøgelse viser, at man kan forlænge sin levetid ved at drikke to-tre glas vin om dagen." Så er vores pointe, at "så er der fare for, at Otto Brandenburg bliver 6000 år gammel." Men før vi vælger Otto Brandenburg, så er vi jo omkring Ole Ernst, Ole Thestrup, andre der er kendt for at være stive. Det er jo ikke, fordi vi går efter Otto Brandenburg som person, men vi er nødt at arbejde med en fællesnævner, noget genkendeligt."
Men, fortsætter Casper Christensen, "hvorfor er det mere acceptabelt, når det er Liselotte Lohmann? Det er det bare. Det er svært at forklare, men det har jo også noget at gøre med, at Liselotte Loh-mann er ikke blevet bidt af noget - det er lige det omvendte med hende. Hun har ædt sig frem til den stilling, hvor hun er i dag. Mimi Stilling Jakobsen er blevet bidt af en skov-flåt, det er sgu ikke hendes egen skyld. Det er faktisk lidt synd for hende."
Casper refererer til en joke, der gik på Mimi Stilling Jakobsen og hendes skovflåt-bid, og som kort tid inden showet røg ud, fordi de tre komikere syntes, den var for grov. Men traditionelt går stand-up jo på at give folk, der har fortjent det, et rap over snuden.
"Man skal faktisk ikke tænke på det som et rap over snuden," forklarer Casper Christensen. "Det er meget, meget sjældent, at det er møntet på at give folk én. Som komiker skal man have en vinkel, og man er altid trængt op i en krog, som man bare skal kæmpe sig væk fra. Og så ryger kvinder og børn og Liselotte Lohmann og hvem, der nu ellers er. Det er en fægtekamp. Efterhånden får man en smule mere æresfølelse... - men sådan er det jo, vi skal få folk til at grine, så skide være med Liselotte Lohmann."
Altså er der ingen grænser.
"Nej, egentlig ikke," svarer Casper Christensen.
Moralske forpligtelser
For nylig sagde Kim Larsen nej til at være med i en julekalender, fordi han ikke ville arbejde sammen med BR Legetøj, som var sponsor på programmerne. Og det giver selvfølgelig anledning til at reflektere en smule over, om ikke der følger et moralsk ansvar med, når man er en kendt person.
"Jeg synes, at den moralske forpligtelse oftere går den anden vej," siger Lars Hjortshøj. "Som eksemplet med Mimi Stilling. Hver eneste dag bliver vi stillet over for hundrede moralske overvejelser, og på den måde mener jeg, at det, vi laver, er en moralsk beskæftigelse. "Kan man sige det om Liselotte Lohmann? Hvorfor kan man ikke sige det, når man kan sige det om Mimi?"
"Vi er i bund og grund almindelige," fastslår Casper Christensen, der er træt af at blive ringet op af ugeblade, som vil have, at han skal tage stilling til alt muligt. "Vi lever et fuldstændigt normalt liv, og vi taler normalt til hinanden. Det er naturligt at sige, "jeg kan ikke tage stilling til alting." Vi giver alle penge til velgørenhed, men vi behøver ikke at fortælle, hvor mange penge vi giver, og hvem vi giver dem til. Vi har en skide Kim Larsen, der nægter at stille op for Fætter BR, jeg ved ikke hvorfor - de små virksomheder skal også have lov til at lave legetøj. Dér synes jeg, at han misbruger sin position."
"Nogen gange er det pissenemt at have de holdninger," fortsætter Lars Hjortshøj. "Det er det der halv-selvfede-politiske korrekthed, som Lex & Klatten er et udtryk for. Alle og enhver kan jo stille sig op og sige, at vi er imod Saddam Hussein, men jeg har ikke lyst til at bruge min kostbare stemme på det."
Men ser man på den rolle, som komikere ofte har påtaget sig gennem tiden, så er det jo som en art samfundsrevsere, der gennem satiren har langet ud til højre og venstre.
"Du snakker om satire i traditionel forstand," mener Lars Hjortshøj, der selv tidligere har lavet satire," hvor nogen sidder og peger fingre ad nogen andre. Vi prøver at stå for et brud med dén traditionelle politiske satire."
Og, siger Casper Christensen, "det har ligesom fået et prædikat af, at bare det rammer de rigtige magthavere - især hvis det er den borgerlige fløj - så er det satire. Vi ser på vores hverdag, og så taler vi ud fra det, navnlig i stand-up. Det er lige så samfundskritisk, men der bliver bare ikke hele tiden sat en magthaver eller en kapitalist på."
"Satiren har fået sin egen political correctness," indskyder Jan Gintberg og overlader igen ordet til Casper Christensen. "Hvis man laver noget, hvor man gør grin med venstrefløjen, så er det ikke satire længere. Så er det bare grovkornet humor under bæltestedet. Jeg synes, at satiren har udlevet sig selv. Ser man på TV-Ansjosen, som må være det, man betegner som satire, så mener jeg ikke, at det rammer samfundet. Det rammer ikke min dagligdag, det rammer intet af det, jeg står for overhovedet."
Og, slutter Lars Hjortshøj, "den har ikke udviklet sig væsentligt siden det, der var i 70'erne."
