Læsetid: 7 min.

Salig tomhed

21. februar 1998

Intermetzo
Forhåbentligt går eventuelle læsere, der forventede dybsindigheder om den politiske situation, ikke i dørken, når klummisten endnu engang vender sin åndelige lyskaster mod Leo Tandrup. Dr. phil'en var sidste lørdag letsindig nok til at takke for et tidligere intermetzo under den sigende overskrift: Pis i papkassen. Leo Tandrup mener med sin seneste henvendelse, at netop den pågældende klumme var indledningen - en god dag, som han skriver - til en egentlig debat og forholder sig derfor usædvanligt venligt til teksten uden anvendelse af de latrinariteter, han tidligere så vellystigt trampede rundt i.
Hvorvidt man kan tale om en begyndelse eller afslutning, må imidlertid stå for en prøvelse. Fordelen ved en avisdebat er jo den indlysende, at den ene af to parter blot kan indstille skydningen, vel vidende at det meste af denne skinverdens ytringer er som snefald i forfjor. Men, dette svar, eftersom nærlæsningen af Leo Tandrups seneste indlæg, 'Skyld der befrier og maser', mildt sagt frembærer flere påstande og ikke skaber klarhed. Det sidste er måske ikke kun Leo Tandrups ansvar. Men eftersom vi mennesker - som skrevet står - har uendeligt sværere ved at skimte bjælken i eget øje end fluepletten på næstens brille, kan man jo lige så godt ensidigt tillægge disse uklarheder Tandrup, der også åbenlyst tolker kunsten på sin egen måde og flot fravælger distraherende varianter. Akkurat som mange andre konfessionelle moralister i for-, nu- og formentlig overskuelig fremtid sætter Tandrup sit eget anliggende lig med næstens og anvender derfor konsekvent fra første færd det generaliserende pronomen vi. Tandrup - o.a. der p.t. fører sig frem med fundamentalistiske ægtekærlighedsudsagn og gudshenvisninger som svar på alle menneskers råb i skoven - vil gerne omfatte hele menneskeheden med sit vi, os og vores.
"Hvorfor," spørger Leo Tandrup, "pisset og de latrinære udbrud i vor diskussion som i alle moderne film? Det skyldes, at vi (klummistens kursiver) fortsætter børneårenes latrinære interesse, fordi de fleste af os som børn næsten ingen omsorg og agtelse har fået, og vi derfor ofte ender som tomme autistiske og voldelige unge og ældre. Og når vi så hakker en kniv i i ryggen på noget legemligt eller åndeligt, siger vi, når vi pågribes: Det er ikke min skyld. De andre er nogle idioter. De har fortjent det."

Hallo, et øjeblik, hvis vi her har præmissen for diskussionen, så siger klummisten ikke sådan uden videre god dag, men snarere farvel, for hvad er det dog for noget generaliserende vås. Leo Tandrup kan tale for sig selv. Klummisten er for eksempel opdraget omsorgsfuldt med en forsølvet selvagtelse i munden og er - som så mange andre jævnaldrende, yngre og unge danskere - i den grad privilegeret ved at være vokset op i den rigtige halvdel af dette barnets århundrede. Nøgterne tal vedr. voldsfrekevensen i det moderne danske samfund - endskønt man naturligvis må begræde ethvert tilfælde - understøtter på ingen måde Tandrups nutidige civilisationssammenbrudsforestilling. Folk raver ikke rundt i gaderne og hakker knive i ryggen på hinanden. Og når de en sjælden gang gør, træder Folketinget straks til og reagerer med grundlovsovergrebslignende foranstaltninger i form af rockerlove o.a. Jvf. de seneste voldsdomsafsigelser er der ikke noget i vejen heller med samfundets vilje til at placere skyld og afsige straf. Såfremt Tandrup mener, at den åndelige nedhakning i en avisdebat er at sidestille med massakren i Liseleje er der noget, han vitalt har misforstået. Eller også burde han holde sig fra at sutte kirsebær med de større.
I den boldgade kan man altså ikke uden videre plante en eller anden form for kollektiv skyld, som bagefter belejligt kan bringes til udsoning ved kristen terminologi. Den samme, den kristne temiologi, skriver Leo Tandrup, at klummisten afskyr. Hvad mener han? Hvorledes kan man som sølle restprodukt af jødisk/kristen kultur se sig i stand til at afsky den terminologi, de ord og vendinger, der er forbundet hermed? Og ligefrem afsky. Et stærkt ord at lægge andre i knivarmen. Derimod kan skepsis og modstand komme på tale over for moralister - ofte dem uden præstekjole - der med kristenterminologien som besværgelse forsøger at sætte sig på den fribårne og udogmatiske tankevirksomhed og i en eller anden misforstået synds- og skyldbevidstheds navn slå proppen i enhver diskussion med bekvemme frispark til Gud.

Sagen er den, Leo Tandrup og ligesindede - og fanden forstå, at man efterhånden er nødt til at sige noget så indlysende - at gudstroen ikke - heller ikke i den lutheranske, folkekirkekristne udformning - er en fællesmenneskelig selvfølge. Det er den heller ikke som facitliste til Francis Bacon, således som Leo Tandrup i sin tekst synes at mene. Jamen, tilkendegiver Tandrup, det betyder ikke alverden, hvad Bacon selv udsiger om sine værkers betydning eller snarere ikke betydning. Det forholder sig på en ganske anden måde, eftersom jeg, Leo Tandrup, ser en anden og liturgisk sandhed i disse maste og fladtrampede blodige ansigter, hvorpå han kaster sig ud i en køn, men stærkt subjektiv billedfortolkning, som lige så vel kunne konkludere modsat.
Men den anviste sandhed passer tilfældigvis ind i Tandrups allerede markedsførte opfattelse, som i sin lyriske ordrigdom ikke nødvendigvis har med kunsten - an sich - at gøre. Med den betydning, Tandrup tillægger billederne, understreger han sin hovedtese: at alt i maleriet nonfigureret siden Picasso ikke fortjener kunstens navn, da det fra abstraktionen ikke er muligt - eller meget svært - at uddrage umiddelbare religiøse fortællinger eller liturgiske tolkninger. Liturgien - eller i Tandrups formulering: den kristne/religiøse terminologi - har i forvejen sine fastlagte figurer og symboler, som er konkrete og ikke tillader abstraktion. Den skarpsindige iagttager genkalder sig protesterne i sin tid mod Carl Henning Pedersens udsmykning af Ribe Domkirke. Pastor Krarup var i det stykke en yderst velformuleret modstander af, at kristendommens symboler i Guds hus således tilsidesattes til fordel for COBRA-mesterens abstraktioner. En legitim holdning, men samtidig stærkt understregende dogmatikkens konservatisme og denne konservatismes nødvendigvis grænsesættende kunstsyn. Kunsten skal tjene et overordnet formål. Som når kirken engang med sindsro kunne afgive bestilling på et billede af syndefaldet, fordi man på forhånd kendte og bestemte motivet. Eller som når Ritt Bjerregaard senere forlangte socialdemokratisk kunst for fællesskabets midler. For den sags skyld.

Hvad angår udlægningen af Bacons billeder, kan han ikke føre sandhedsbevis for det indhold, som Tandrup synes at tillægge dem. Argumentationen ligner mere en besværgelse. Og bliver det, når Tandrup fastslår som hugfast sandhed, at såfremt Bacon ikke havde andet for øje end den banalitet, at kødet, som klummisten så gribende skrev - "er døden og søger mod jorden, hvor det forgår," så kunne man lige så godt stege ham (Bacon) på panden(!). Ja, hvorfor ikke. Så kan Leo Tandrup med sin kristenterminologi, så meget han vil, tildigte sig sin frelse gennem skyldbevidstheden
Samme problematiske behandling udsætter Leo Tandrup den sagesløse Eyvind Johnson for. Tandrup gennemgår klummistens henvisning til denne store svenskers romantrilogi Krilon-gruppen, som blev udgivet samlet i 1948. Med et blot overfladisk kendskab til Johnsons forfatterskab skal man være mere end almindelig vidtspændende for at forstå Krilons væsen og dette væsens handling - eller modhandling over for passiviteten og den svenske skabsnazisme - som en indre stemme vakt ud fra "bodens sakramente". Det har Johnsons forfatterskab ikke noget at gøre med. Krilon er mennesket, det intellektuelt orienterede, ikke-handlende, men formulerede individ, der indser et ansvar over for de medmennesker der ikke ved - og vel heller ikke ønsker at vide - besked om uretten på den anden side af hegnet. Såfremt man ikke selv i sin passivitet og rådvildhed skal blive som bødlerne, må man handle imod dem. Krilon bringer vidnesbyrd tilbage. Men heraf kan ikke udlægges en religiøs mening, som teksten ikke har belæg for. Der er heller ikke belæg for at tillægge Johnson nogen videre optimisme, fordi han med sin Krilon anviser en vej. Krilons rejse gør ikke det allerede gjorte ugjort. Han bidrager ganske vist til, at elendigheden ikke breder sig i hans egen kreds, men har så sandelig ikke frelst nogen ved at gentage en slags erstatningskorsfæstelse som soning på en almen skyld eller synd. No way.

Leo Tandrup synes ikke at forstå, at handlingen, den gode - og godt og ondt i det hele taget - kan afstedkommes og afvejes uden Guds mellemkomst. Som i Krilons eksempel ved konkret at vandre på sine flade fra Sverige til Norge for at skaffe vidnesbyrd, en handling an sich - som kunsten. Denne gode handling bliver ikke nødvendigvis til liturgi, fordi andre i deres tro på en højere styrelse gerne vil gøre den til det og i øvrigt savner argumenter.
Håbløsheden breder sig såmænd ikke yderligere, fordi mennesket i sig selv - og dets handlinger - gøres til mål og mening. Denne påstand end ikke afskærer den religiøse mulighed, men er blot en appel til at lade andre, der ikke ser gudstroen som en livsnødvendighed, være tolererede i visheden om den salige tomhed. Amen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu