Som studerende på universitetet lærte professor Flyvbjerg, at sandheden har sin egen sejrsgang indbygget. Men i det praktiske liv fandt han hurtigt ud af, at det er magtforhold, der bestemmer hvilken viden, der bliver brugt
Første gang Bent Flyvbjerg opdagede, at Francis Bacons ord: "Viden er magt", kun holder et stykke ad vejen, var han ansat som studentermedhjælper i Ribe amtskommune i 1976. Amtet var i gang med første runde af regionplanlægningen, og spørgsmålet var, om det fremtidige bymønster skulle centraliseres eller decentraliseres.
"Jeg var stødt på en engelsk undersøgelse, som viste, at mindre børns præstationer i skolen falder med stigende afstand mellem hjem og skole. Bogens forfattere konkluderede, at der tilsyneladende er gode psykologiske og økonomiske grunde til, at minimere skolerejsen for mindre børn. Den viden og en pædagogisk figur om sammenhængen tog jeg med i min undersøgelse sammen med andre resultater, som sagde noget om rationaliteten i centralisering henholdsvis decentralisering," fortæller Bent Flyvbjerg.
Rapporten blev godkendt af hans chef, og derefter sendt videre til blandt andre direktøren for amtets undervisningsområde. Den kom retur fyldt med røde streger:
"Blandt andet havde skoledirektøren slået en streg over min omtale af den engelske undersøgelse og skrevet: "slettes, ikke sikkert, at det gælder i Danmark". Hans talrige rettelser havde samme retning: Viden, som pegede i retning af, at skolevæsenet burde decentraliseres, skulle ud af rapporten, mens viden, som underbyggede en beslutning om centralisering, fik lov til at blive stående".
"Skolevæsenet havde nemlig allerede besluttet sig for centralisering, og ønskede ikke, at regionplanlægningen beskæftigede sig med viden, som problematiserede beslutningen. Man ønskede simpelthen, at vi producerede en rapport, som viste, at centralisering var fornuftig," siger Bent Flyvbjerg.
Magtens viden
Året efter kom Bent Flyvbjerg ud for noget lignende i Miljøministeriet - og så begyndte den røde tråd i hans fremtidige arbejde at rulle sig ud:
"Jeg opdagede, at vi fik en utrolig naiv fremstilling af sandheden på universitetet. Hele universitetsuddannelsen er bygget op på forestillingen om, at oplysning er godt, jo mere desto bedre - og sandheden har sin egen sejrsgang indbygget i sig. Bare man kan lave den rationelle analyse, skal resultatet nok blive gennemført. Og det er i hvert fald forkert."
I vekselvirkningen mellem livet som praktisk planlægger og arbejdet med at sætte erkendelserne på videnskabelige formler i speciale, licentiatafhandling, doktordisputats og diverse bøger og artikler, henter Bent Flyvbjerg inspiration hos de klassiske magtteoretikere:
"Den måde, skoledirektøren i Ribe Amt bortcensurerede dele af sandheden og beholdt andre dele, han var interesseret i, er et klassisk eksempel på det, Friedrich Nietzsche kalder "viljen til magt" - det vil sige, viljen til at skabe virkeligheden i sit eget billede. Dette forhold mellem sandhed og magt er en kilde til evig fornøjelse, forundring og inspiration."
Til gengæld langer Flyvbjerg kraftigt ud efter Jürgen Habermas' forståelse af demokratiske processer. Den går meget kort fortalt ud på, at staten er rammen om borgernes moralske fællesskab, og den demokratiske proces er borgernes etisk-politiske selvbesindelse. I hans såkaldte diskursteori har den politiske offentlighed en helt central rolle, som forum for menings- og viljesdannelse.
- Du kalder ligefrem Habermas naiv?
"Ja. Den ene årsag er, at Habermas ikke opererer med et ordentligt magtbegreb. Og jeg ser magt som et element i al menneskelig aktivitet. Den anden årsag er, at Habermas arbejder med meget stor distance til virkeligheden. Han er filosof og foretager ikke konkrete undersøgelser af sociale fænomener: Det betyder, at han lettere kan slippe afsted med at være naiv, end når man arbejder tæt på tingene".
Løgnere og bedragere
- Du mener, at Niccolo Machiavelli, der karakteriserer mennesker som løgnere, bedragere og egoister, som kun er ude på at rage til sig, har det menneskesyn, man er nødt til at bygge demokratiet på?
"Machiavellis pointe er, at vi er nødt til at indrette samfundet, som om mennesker er løgnere og svindlere. En slags 'i værste tilfælde'-tænkning. Hvis vi ikke tager højde for, at nogle mennesker handler sådan, kommer vi rigtig galt af sted. Så bliver det alt for nemt at korrumpere samfundet. Det første skridt til at blive moralsk er jo at indse, at vi ikke er det - når man går konkret til værks finder man ud af, at moral ikke har sit udspring i ædle principper, men i menneskets onde sider: i misundelse og nidkærhed, som Nietzsche siger."
"Af mine empiriske studier fremgår det tydeligt, at mennesker er både og. Mennesker er utroligt gode til at tage en demokratisk lovgivning, som vi har i Danmark og bruge den til udemokratiske formål. Vi kan være solidariske, og vi kan føre ren stammekrig. Vi har hele klaviaturet at spille på - men Habermas' teori dækker kun den ene ende af klaviaturet."
- Men kan man overhovedet handle langsigtet politisk uden at opstille et regulerende ideal af den type, som Habermas gør?
"Det er absolut nødvendigt at have regulerende idealer. De kan bruges som fikspunkter, når der er gået magtkamp i en sag. Vi har da også mange gode institutioner, der er velegnede til at afklare magtkampe - vores lovgivning i det hele taget, domstolene, voldgifte osv."
"Men det er vigtigt at forstå, at reglerne ikke udgør spillet. Det ville være lige så naivt at tro, man kan beskrive et samfund ved at beskrive lovene, som at tro man kan beskrive en fodboldkamp ved at beskrive reglerne. Det, vi kalder demokratiske samfund, er blot samfund, der har elementer af demokrati - og elementer af alt muligt andet, som Habermas ikke teoretiserer."
"Det gør derimod klassiske magttænkere som Machiavelli og Nietzsche. De tænker i magt som udøvelse af magt," siger Bent Flyvbjerg.
Machiavelli er lige dele berømt og berygtet for sin beskrivelse af magtens virkemåde i Fyrsten, som han skrev i 1513-1514. Men Flyvbjerg påpeger, at Machiavelli i bogen Diskurser har beskrevet, hvordan samfundet skal indrettes for, at magten ikke udarter, således som han beskrev det i Fyrsten.
"Men folk er selvfølgelig meget pikeret over Fyrsten - som også er tyndere og lettere læst end den anden," siger Flyvbjerg.
Hans pointe er, at når man går tæt på virkeligheden, opdager man, at den grundlæggende er lige så banal, som det bibelske spørgsmål om hvorvidt mennesket grundlæggende er godt eller ondt:
"Habermas bygger sin teori på, at mennesket er grundlæggende godt. Han har ingen mekanismer, der træder i kraft, når mennesket ikke er godt. Så kan han ikke få os drevet ind i den ramme, der hedder diskurs-etikken. Og det er simpelthen det rene kviksand at bygge en samfundsteori på - for hvad hvis nu mennesket ikke er godt?"
- Kan man ikke se udviklingen af det demokratiske menneske, som Habermas taler om, som en civilisationsproces?
"Jo, historisk har demokratibegrebet fået større og større udbredelse. Habermas mener så, at det ikke bare er nogle ideer, men at demokratiet - i form af den kommunikative handlen - er indbygget i os som sociale individer."
- Har han ikke ret i, at kommunikation er grundlæggende menneskeligt?
"Det har han nok. Men fra at sige: 'Noget grundlæggende menneskeligt er, at vi kommunikerer og i den kommunikation søger mod konsensus', til at sige, at 'al kommunikation i grunden søger mod konsensus' - der går det galt."
"Ligesom en kristen må arbejde for at være en god kristen, så må vi hele tiden arbejde for at være gode demokrater. Mere ligger der sådan set ikke i det."
"Men det er også mere end nok!"
Rendyrket magtkamp
I sin doktordisputats Rationalitet og Magt undersøgte Bent Flyvbjerg en konkret politisk planlægningsproces i Ålborg - et kæmpe korsstingsbroderi af store og små beslutninger i det tekniske, det politiske og det administrative apparat.
- Holdt din tese om at sandheden produceres?
"Ja, mønstret var tydeligt: Sandheden bliver designet. Mellem rationalitet og magt er der en stor grå zone, som hedder rationalisering: Dels den legitime form, hvor man gør noget rationelt. Det er den mindst udbredte. Dels den illegitime, som er mest udbredt, hvor man bruger de argumenter, der nu en gang virker bedst for det mål, man vil opnå. Alle er lige gode om det. Det er ikke the good guys over for the bad guys ... både Handelstandsforeningen, planlæggerne, politikerne og borgerne spiller samme spil - hvilket ikke kan overraske, når man har læst Nietzsche og Machiavelli."
"Og jo højere indsatsen er, desto mere rendyrket bliver magtkampen. På kommunalt niveau har man efterhånden fundet frem til, at det er hensigtsmæssigt, at høre beboerne - det giver færre problemer senere. Men på de store projekter, hvor der står milliarder på højkant, og som strækker sig over mange år - f. eks. Storebæltsforbindelsen over otte-ti år - tør magthaverne ikke tage chancen. Man får en slags totalitær planlægning, hvor projektmagerne ikke er interesserede i at få konflikterne på bordet, men prøver at undertrykke dem. De lukker sig inde, og trækker kun personer, hvis meninger, man er sikre på, ind i beslutningsprocessen. Selv neutrale forskere bliver opfattet som en trussel. Man overholder end ikke lovgivningen om aktindsigt osv. Det klager journalister jo også over".
"De særligt indflydelsesrige etablerer fora, hvor de mødes og informerer hinanden. Slet ikke som Habermas' fora for diskursetik - næh, det er fora for politiske studehandler, som ikke har meget at gøre med kommunikativ rationalitet."
- Kan det ikke tolkes som en form for ansvarlighed: Borgernes penge er sat på spil, og det kræver en vis effektivitet at forvalte dem godt?
"Intet, slet intet, tyder på, at der er en særlig ansvarlighed, hvad angår økonomien. Projektmagerne bruger de midler, der skal til for at få deres projekt gennemført. Et af midlerne er at undervurdere omkostningerne, så der er større mulighed for at få projektet igennem. Eksempelvis er Storebælt blevet 55 procent dyrere end det oprindelige budget. Prisen steg fra 14 til 22 milliarder i faste priser - og aktuelt er der rejst tvivl, om projektet kan selvfinansieres, sådan som det skal ifølge loven."
- Noget lignende gælder for Øresundsforbindelsen?
"Ja, og præcis det samme gælder for en række projekter i England, Sverige, og Frankrig: Cost-benefit-analyserne er yderst mangelfulde, sagt på pænt dansk. Man kunne også vælge at kalde dem fordrejede."
Magtens ineffektivitet
"For både Storebælts og Øresunds vedkommende er det interessant at se, hvordan trafikprognoserne skifter i takt med at budgetterne revideres. Når projektet bliver dyrere, regulerer man indtægterne op ved at øge trafikprognoserne - eller rettere, man kan se, at kurverne følges ad, og så gisne om årsagerne. Men den interesse kunne projektmagerne godt være foruden."
- Hvordan mærker du det som forsker?
"En enkelt gang truede en højtstående embedsmand mig, da vi gik i gang med at analysere et stort dansk projekt. Hvis vi producerede noget, som hans ministerium ikke kunne lide, ville kilderne til vores forskningsmidler tørre ud, sagde han. Det var simpelthen et klodset forsøg på at udøve magt - jeg kunne kun svare, at han aldrig kunne sige den slags til en universitetsforsker. Vi bliver betalt for at være uafhængige."
"Argumentet om, at der er en modsætning mellem effektivitet og demokrati, er klassisk. Men ingen forskning har hidtil kunnet påvise den sammenhæng. Tværtimod tyder en hel del på det modsatte: Der er en klar sammenhæng mellem at tromle en beslutningsproces igennem og hard feelings blandt borgerne - det vender tilbage senere som ineffektivitet, når man som led i et projekt begynder at grave folks baghave op."
- Borgerdeltagelse ændrer vel ikke ved lysten til at få sin baghave gravet op?
"Bestemt nej. Man kan ikke løse alle konflikter. Et helt aktuelt eksempel er højhastighedstogene. Trafikministeriet har fremsat en plan om at rette banelegemet ud, hvor det er mest kringlet. Blandt andet mellem Horsens og Skanderborg, hvor man kan spare et par minutter ved at lægge en ny bane."
"Beboerne har imidlertid meget svært ved at forstå, at der skal ødelægges så meget for dem, for at spare et par minutters transporttid, og de har været energiske nok til at få beslutningsprocessen ændret: Ministeriet har indkaldt folk til at give deres mening til kende på et møde. Her ser vi et lille tegn på lydhørhed i forbindelse med et stort, dyrt projekt. Måske får man bare snakket eller råbt af hinanden, måske går folk endnu mere sure fra mødet, fordi ministeren eller embedsmanden optræder arrogant, måske sker det modsatte. Men uanset udfaldet er det stadig mere demokratisk at holde sådanne møder, end at lade være."
"Folk må organisere sig for at opnå lydhørhed. Undertiden kan de organisere sig så stærkt, at de vinder: Tænk på A-kraften. Andre gange taber de: Se bare på alle konflikterne omkring Storebælt og Øresund - sådan er spillets vilkår. Vi har nu en gang et folketing til at tage disse beslutninger. Heldigvis vil jeg sige. Og så må vi leve med risikoen for, at det bliver vores baghave, det går ud over næste gang."
Mere offentlighed
Bent Flyvbjerg har været med i en gruppe forskere, som for Transportrådet har analyseret mulighederne for at fremme mere demokratiske beslutningsprocesser i forbindelse med afgørelsen af, om store projekter skal gennemføres eller ej.
Og forskerne nåede frem til, at det ikke drejer sig om at producere flere analyser og mere information, men om at få institutionerne gearet til at tage bedre beslutninger:
For det første gælder det om i højere grad at inddrage den private sektor, fordi den er bedre til at gardere sig mod risici end den offentlige sektor. Private investorer vil i modsætning til f.eks. statslige aktieselskaber ikke bare lade som om, der ikke er nogen risiko og regne med, at staten og dermed skatteyderne i sidste ende betaler regningen. Private investorer ville tværtimod forlange en højere rente for en højere risiko.
"Hvis der kommer private investorer ind i billedet, får man også pludselig en flok børsanalytikere på nakken. De skal jo analysere, om pengene bliver brugt ordentligt - ligesom for Danisco, Novo og Sophus Berendsen. Den disciplinerende funktion ville man få gavn af, hvis mindst en trediedel af projektet blev finansieret af privat risikokapital. Det har intet at skaffe med mere information, men med at ændre spillets regler, og bringe nogle nye aktører på banen og få delt magten."
Flyvbjerg mener, at det for det andet er afgørende at få større offentlighed om projekterne, så Trafikministeriet og selskaberne ikke holder dokumenterne tæt til kroppen. En metode er aktivt at inddrage interesseorganisationerne og skabe nogle offentlige fora for debat.
"Det er før set, at borgerne har lagt nogle rigtigt gode alternativer på bordet: Her i Ålborg skulle der for nogle år siden føres en stor vej gennem byen og planlæggerne mente, det var nødvendigt at rive husene langs hele den ene siden af vejen ned for at få lastbilerne gennem byen. Men så gjorde beboerne i området opmærksom på, at der bag bygningerne gik en nedlagt jernbane, hvor man kunne bygge en vej - og spare nedrivningen af husene. Det havde planlæggerne ikke set, selv om de havde siddet og kigget på et kort."
- Altså: Større risikokapital og bedre gennemskuelighed?
"Ja, øge demokratiet ved at kombinere markedets og den offentlige sektors forskellige styrker: Det er penge, der får markedet til at fungere, og indsigt giver den offentlige sektor troværdighed. Hvis den indsigt ikke er til stede, lukker systemet sig om sig selv og bliver som tendens totalitært."
"Demokrati drejer sig om at regulere magtens kræfter, om at sørge for, at det bliver farligt at lyve, farligt at rationalisere og farligt at udøve magt på ulovlige måder. Folk har kun respekt for, at handlinger har konsekvenser. Ellers vil mængden af demokrati blive mindre."
"Demokratiets styrke er, at de forskellige aktører ligger i konstant konflikt med hinanden. De deler magten. Og det er utroligt vigtigt, at magten bliver splittet, så den kæmper mod sig selv. Det værste, der kan ske, er, at magten forener sig. Magt korrumperer. Og mere magt korrumperer endnu mere. I vores samfund har vi ikke bare den grundlæggende tre-deling af magten. Vi har heldigvis en tusindedeling af magten. Og det giver et dynamisk samfund, hvor magtspillene og -fordelingen ændrer sig konstant."
- Magtkampene udvikler samfundet?
"Ja. De socialistiske samfund i Østeuropa undertrykte konflikter. De ville overhovedet ikke acceptere, at der er konflikter mellem forskellige befolkningsgrupper. Der var kun én sandhed, som man bare havde at indrette sig efter. Det betød politisk og økonomisk selvmord."
