Læsetid: 8 min.

At se skoven for bare tal

16. februar 1998

Hvis vi venter på, at Bjørn Lomborg og andre vil tro på 'beviserne', og tabsprocesserne først når at accelerere, vil mange af skaderne vise sig at være uoprettelige

DOMMEDAG AFLYST?
I fire kronikker i Politiken har Bjørn Lomborg og hans disciple bebudet, at det ikke går så ringe endda med kloden. Biologer og miljøaktivister har som ventet taget til genmoele, både her i bladet som i Politiken, fremstillet Bjørn Lomborg som en statistisk talknuser, og endda beskyldt ham for citatfusk.
Vores ærinde er nu ikke hele klodens tilstand, men - mere beskedent - dens skove og artsmangfoldighed.
Vi vil anskueliggøre, at makrostatistikker såmænd er vigtige, men at man også må disaggregere, supplere og fortolke disse varsomt for at granske skovenes og arternes sande tilstand. Det rejser så til gengæld klare spørgsmålstegn ved Bjørn Lomborgs overoptimistiske konklusioner og hans anbefaling om at nedprioritere vores bekymring for regnskove og biodiversitet (artsmangfoldighed).

Model eller fakta?
I sin kronik af 12. januar i Politiken bruger Bjørn Lomborg data fra FN-organisationen FAO til at vise, at skov-arealet har ligget konstant siden 1950. Sandheden er - for nu at udtrykke os 'lomborgsk' - at den detaljerede viden herom er meget begrænset. FAO's bedste bud, Forest Resources Assessment (som lige er blevet opdateret i State of the World's Forests 1997), anslår at vi nu samlet mister 0,3 pct. skov per år; i troperne er tabet 0,7 pct., og har været det de sidste 15 år. FAO har dog kun satellitdata for de færreste lande; i stedet bruges en model bygget på befolkningstilvækst til fremskrive afskovningen over tid! Det er derfor svært at vide hvad der er model eller fakta.
Der er dog nogle ting, vi kan være nogenlunde sikre på: verdens skovdække er langsigtet blevet betydeligt reduceret (World Resources Institute anslår til 54 pct. af, hvad det var for 8.000 år siden). I de sidste fire årtier er tabet accellereret i troperne (ca. 450 millioner hektar i følge WRI), og hvis vi skal stole på FAO er der ca. 44 pct. af den oprindelige tropeskov tilbage.
Udover 'ren' afskovning sker der en betydelig skovdegradering og omlægning fra natur- til produktionsskove, som huser meget færre arter og varetager færre beskyttelsesfunktioner. At 7 pct. af landarealet er beskyttet, som Bjørn Lomborg skriver, er ingen garanti: antallet af 'papir-parker' uden reel beskyttelse er stort. Der kan derfor ikke være nogen tvivl om, at naturskove er en truet ressource. Det gælder ifølge FAO og andre især diverse tør- og bjergskove, snarere end Bjørn Lomborgs kronikeksempel om lavlandsregnskoven i Amazonas der som helhed er forholdsvis velbevaret.

Falsk tilvækst
Disse globale iagttagelser kan bekræftes af mange observatører, som har et mere landespecifikt kendskab. Et godt eksempel er Kina, som efter at have mistet hele 24 pct. af sit skovdække i 50'erne, 60'erne og 70'erne startede storstilede genplantningsprogrammer i 80'erne. Den Asiatiske Udviklingsbank roste landet for at være et lys-punkt i en region præget af afskovning over hele linien: ikke mindre end 53 millioner hektar skov blev plantet på ganske få år (og fandt givetvis også vej til FAO's globale skovstatistikker).
Der er bare et par mørke pletter i den rosenrøde historie. For det første viste det sig, at overlevelsesgraden for de nyplantede træer på grund af utilstrækkelig pleje efter nogle få år var på mindre end 10 pct. For det andet var skovrejsningens hovedformål at danne en 'grøn mur' mod jord-erosion og sandflugt i de nordlige egne. Man foretrak derfor monokulturer med popler, som imidlertid fremviser en ekstrem lav artsrigdom, sammenlignet med de oprindelige naturskove.
Naturskove er under ét kendetegnede ved komplekse interaktioner med forskellige livsformer og en høj biodiversitet, mens produktionsskove og plantager ofte er golde; de dyrkes i monokulturer af eksotiske (indførte), hurtigvoksende træsorter med lav artsmangfoldighed. Den dominerende udviklingstendens er, at områder med naturlig skov er skrumpet ind og den tilbageværende skov ofte er blevet degraderet, mens der i flere
u-lande er en tilvækst i områder med produktionsskov.

Flere aspekter
I forhold til naturskove er det vigtigt både at inddrage kvalitative og kvantitative aspekter af biodiversiteten. Det klassiske eksempel på den enorme mangfoldighed i tropeskovene er et område på 730 hektar i Costa Rica, der indeholder samme antal højere plantearter som hele Storbritannien, hvis areal er 33.000 gange større.
Den kvalitative dimension illustreres også af tilfældet Madagaskar. Den blev af de første kolonister kaldt 'Den grønne ø', fordi den da var næsten totalt skovdækket. I dag kaldes Madagaskar 'Den røde ø': som følge af skovomdannelse ligger store områder med jernholdig jord fuldt eksponerede og golde hen. Der er næppe så mange arter i Madagaskar som i mange andre tropeskove, men det menes at mere end 80 pct. af plantearterne er endemiske, dvs. ikke findes naturligt udenfor øen.
Som Bjørn Lomborg nævner kan skovrydning faktisk lokalt øge biodiversiteten ved indvandrende arter, men det nytter jo lidet for helheden hvis det er de gængse arter, der erstatter de endemiske, og den globale mangfoldighed dermed falder.

Indikatorarter
Bjørn Lomborg påpeger, hvor få arter der faktisk er blevet påvist udryddet. Han indrømmer dog selv vanskelighederne ved praktisk at bevise, at en arts udryddelse har fundet sted. Da vi til stadighed opdager nye arter, er der jo ikke engang en kendt grundbeholdning. Relativt få omfattende studier er hidtil blevet foretaget. Og der kan også gå lang tid fra afskovning og arters levestedsformindskelse til deres udryddelse, bl.a. når populationer reduceres under et genetisk kritisk niveau hvor de rammes af kronisk indavl ('the living dead').
Betyder det da, at vi må vælge mellem nogle biologers skræmmevisioner eller Bjørn Lomborg's minimaltal for påvist udryddelse (som han nok ikke engang selv tror repræsenterer 'sandheden')? Hvordan tackler vi usikkerheden?
En alternativ tilgang er her at bruge nøglearter som indikatorer for den samlede artsmangfoldighed. Det har bl.a. vist sig, at fuglediversiteten i mange områder er tilnærmelsesvis proportional med det samlede antal arter. Fugle har samtidig den fordel, at de er forholdsvis lette at identificere, og dermed udgør et operationelt diversitetsmål. Organisationen BirdLife International har foretaget studier som viser, at ca. 20 pct. af alverdens fugle er mere eller mindre udryddelsestruede. At skovene har helt central betydning kan ses ved, at 65 pct. af de truede arter er skov-fugle. Det er bemærkelsesværdigt at 52 pct. af arterne er truet som følge af ødelæggelse af levestederne, især afskovning.
Hovedparten af de truede fuglearter findes i u-landene, med Brasilien, Indonesien og Filippinerne i top - de to første topper også listen over årligt afskovede arealer på kloden. En anden vigtig dimension er, at 1/5 af alle fuglearter findes på bare 2 pct. af jordens landoverflade, og disse områder samtidig huser 70 pct. af verdens truede fugle-arter, samt er af stor betydning for pattedyr, krybdyr, planter og insekter.
Der er med andre ord en klart dokumenteret sammenhæng mellem afskovning, mangfoldighedsindikatorer og udryddelsestruede arter. På nuværende tidspunkt er selve udryddelsestrenden stadig mest synlig på isolerede øer som New Zealand og Hawaii. Mere end 50 pct. af New Zealands fuglearter er blevet udryddet siden det første menneske ankom, heraf 18 inden for de sidste 140 år. I Hawaii er 62 arter forsvundet siden øerne blev koloniserede, og kun 60 pct. af de endemiske arter er tilbage.
Begge steder er udryddelsen resultat af bl.a. afskovning og spredningen af udefra kommende arter, som f.eks. rotter og katte.

Nord og syd
Et andet område som Bjørn Lomborg ikke berører er spørgsmålene om Nord-Syd-dimensionen, nationale politikker og lokale incitamenter omkring forskellig brug af skovressourcer.
Når skov fjernes for at anvende jorden til landbrug, plantager eller bebyggelse, er det så ikke simpelthen udtryk for, at det bedst kan svare sig? I mange tilfælde, ja. Men i det østlige Amazonas har den brasilianske regering f.eks. givet tilskud til store kvægfarmere for at rydde skov til fordel for græsningsarealer (op mod 2/3 af Amazonas' skovrydning skyldes kvægarealer), og samtidig har militæret presset på for at bygge veje igennem store, ukontrollerede områder.
Vejbygning gennem naturskove fører til ukontrolleret indvandring og accelereret skovomdannelse. Den brasilianske regering har således historisk valgt at betragte skov som hindring for økonomisk og geopolitisk udvikling. Det er en politikfejl, der ensidigt favoriserer afskovningen.
I mange u-lande har der traditionelt eksisteret en uskreven regel om fælleseje til skovarealer, ofte forvaltet af oprindelige folk. Presset fra tilflyttere og/eller storprojekter kan betyde, at fælleseje erstattes af privateje, hvilket kan skubbe de fattigste endnu længere ud i skoven. De har ikke råd eller mulighed for at erhverve sig formaliserede jordrettigheder. Migrationsprocesserne kan dermed resultere i afskovning.

Jordmangel
Jordmangel kan ofte afhjælpes ved mere intensivt og profitabelt landbrug, som økonomisk alternativ til afskovning, men det forbliver en teoretisk mulighed når de fattigste ikke har kreditmuligheder. Problemer med jord-rettigheder, manglende kreditadgang og forvredne værdifastsættelser fører til markedsfejl i forhold til den optimale udnyttelse af jorden: der er også her en bias henimod afskovning.
Der eksisterer således en vigtig fordelingsmæssig dimension i skovbevarelses-spørgsmålet. Tit er fordelene overvejende globale (biodiversitet, CO2-lagring), mens omkostningerne ved at undlade omdannelse (tabte land- og kvægbrugsindtægter) fortrinsvis er lokale. I andre tilfælde har de lokale stor gavn af skoven, men fortrænges af indvandrere med divergerende interesser. Cost-benefit-analyser og skovværdisætninger må derfor følges op af overførsler fra begunstigede til omkostningsbærere - i nogle tilfælde også fra i-lande til u-lande.

Bevarelse bør prioriteres
Lad os sammenfatte nogle synspunkter om skovressourcer og artsmangfoldighed, som hidtil er kommet til kort i en debat, som Bjørn Lomborgs kronikker godt nok har formået at stimulere, men også har pejlet ind på ekstremerne. Der er historisk sket et betydeligt tab af klodens skovdække, i de sidste fire årtier dog især i troperne. Detaljeret dokumentation herfor er i mange regioner mangelfuld, hvilket ofte tvinger os til at ty specifikt til de mest veldokumenterede casestudier.
Langtfra altid er skoves forsvinden resultatet af en samfundsmæssig optimal udvikling: inden for skovværdiernes politiske økonomi spiller markeds- og politikfejl en vigtig rolle. Mange typer af tropiske naturskove repræsenterer en truet ressource. Afskovningen hér har store omkostninger i forhold til artstab.
Endelig artsudryddelse er vanskelig at bevise, men kan (og bør) sandsynliggøres udfra indikatorarters forsvinden. Degraderingsprocesser er ligeså vigtige her: der er store forskelle på skove, og deres respektive produkter og serviceydelser - selvom de måtte se éns ud i FAO's statistikker!
Modsat Bjørn Lomborg mener vi, at usikkerhed om de præcise tal ikke bør afholde os fra at anvende et forsigtighedsprincip. Det betyder ikke, at al afskovning øjeblikkeligt skal stoppes, men skov- og artsbevarelse bør fortsat prioriteres i ind- og udland, efter forud definerede kriterier. For hvis vi venter på, at Bjørn Lomborg og andre vil tro på 'beviserne', og tabsprocesserne først når at accelerere, vil mange af skaderne vise sig at være uoprettelige.

*Sven Wunder er økonom og ph.d. Thorkil Casse økonom og Stig Jensen politolog og ph.d.-studerende. Alle tre arbejder på Center for Udviklingsforskning

Bjørn Lomholt vil svare på denne artikel i avisen i morgen tirsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu