Læsetid: 5 min.

Selvglade slovenere

13. februar 1998

Slovenien er ved at blive voksen efter at nationalismen i kølvandet på uafhængigheden er ved at lægge sig

Zürich
Økonomiministrene fra Ungarn, Slovenien og Italien har netop indgået en aftale om et øget samarbejde mellem de tre lande. Et af de praktiske udslag af dette samarbejde skal være Italiens og Ungarns støtte til bygning af en motorvej på tværs af Slovenien fra den ungarske til den italienske grænse, en motorvej, som naturligvis skal være en del af forbindelsen mellem Budapest og Milano.
For Slovenien betyder denne motorvej en vigtig opvurdering af den slovenske havneby ved Adriaterhavet, Koper, som allerede nu har erobret en plads som vigtigste havneby for eksport fra Østrig, og som derefter vil kunne forvente også at blive en vigtig eksporthavn for Ungarn. Det sker vel at mærke i skarp konkurrence med ikke blot den kroatiske havneby Rijeka, men også med den italienske Trieste, der imidlertid på sin side også vil kunne drage fordel af den nye motorvej.
For Slovenien er samarbejdsaftalen med de to nabolande også et vigtigst skridt væk fra den politiske isolation, som landet i de første år af sin selvstændighed har været truet af.

Fik ingen støtte i 1992
Det er en kendsgerning, som man ganske vist gerne vil glemme i Vesteuropa, at Slovenien absolut ingen støtte fik, da landet erklærede sig uafhængigt i 1992. Uafhængigheden opnåedes efter 14 dages serbisk angreb, væsentligt fordi serberne af indenrigspolitiske grunde så en fordel i at slippe af med slovenierne. Fra det internationale samfund så man derimod med stor skepsis på den slovenske selvstændighed, der truede med at blive starten til en opløsningsproces af det Jugoslavien, som man endnu troede på, at man kunne holde sammen på i et rige.
Det gav fra starten slovenerne en fornemmelse af, at de skulle gå deres egen vej og klare sig ved egen kraft. Så meget desto mere, som Vesteuropa udviste langt mindre interesse for samhandel med landet, end man havde gjort, da det endnu var en del af Jugoslavien og derfor dannede en bro til de betydeligt større markeder i Kroatien og Serbien.
Hertil kom, at nabolandene Italien og Østrig pludselig genoplivede gamle krav, som de i sin tid havde stillet til Jugoslavien, men som de efterhånden havde erkendt, at de over for dette store land ikke kom videre med. Nu stod de pludselig over for et lille land med kun 2 millioner indbyggere. Derfor genoplivede Italien ikke blot striden med grænsedragningen, men også spørgsmålet om erstatning til de italienere, der efter anden verdenskrig havde forladt Slovenien.

Følsom reaktion
Hvor følsomt slovenerne reagerede i dette spørgsmål, fremgår af den kendsgerning, at to slovenske udenrigsministre, først Lojse Peterle og senere Zoran Thalerm måtte gå af, fordi de i forhandlingerne med Italien havde vist for megen forståelse for de italienske synspunkter.
Netop af den grund får samarbejdsaftalen med Italien så meget større psykologisk betydning. Og denne aftale kommer på et tidspunkt, hvor Italien var steget du af et andet grænseoverskridende forsoningsprojekt, nemlig forslaget om, at Østrig, Slovenien og Italien skulle sende en fælles ansøgning til den olympiske komité om at få de olympiske vinterlege i 2006 lagt til det fælles grænseområde.
Projektet føres nu videre af Italien og Østrig alene. For også disse to lande har nationale modsætninger at overvinde. De er overraskende nok blevet skærpede som oplæg til, at Slovenien kan regne med snart at blive medlem af EU. Det fik nemlig landdage, det lokale parlament, i det østrigske forbundsland Kärnten til at begå en grov provokation. Landdagen vedtog enstemmigt en resolution, hvori Slovenien blev opfordret til inden sin indtræden i EU at få klaret de hidtil "uløste spørgsmål".
Med dette udtryk mente landdagen ikke sin endnu ikke helt opfyldte pligt til at skaffe de 40.000 slovenere,m der bor i Kärnten, deres fulde ligeberettigelse. Nej, den mente for det første, at det tysksprogede mindretal i Slovenien, de såkaldte "gammeløstrigere", skulle anerkendes som et etnisk mindretal, og for det andet, at der skulle betales erstatning til alle de tysksprogede, som var blevet fordrevet fra Slovenien ved slutningen af anden verdenskrig.

Hadske angreb på Østrig
Resolutionen satte sindene i bevægelse i Slovenien i en grad, som ingen havde ventet. Det haglede med hadske angreb på østrigerne og de slovenske aviser, der også var fulde af meget bidske karrikaturtegninger. En af dem viste Kärnterns landshøvding, Christoph Zernatto, der gik rundt på slovenske kirkegårde for at lede efter "gammeløstrigerne". Rent faktisk er deres antal formentlig yderst beskedent. Kendere taler om ca. 200, og de lever for en stor del så spredt, at det ikke ville give nogen mening at anerkende dem som selvstændig folkegruppe.
Spørgsmålet om erstatning til de fordrevne efter 2. verdenskrig kan naturligvis have en berettigelse, men må i så fald tages op mellem regeringerne i Ljubljana og i Wien.
Her er spørgsmålene da også kommet på dagsordenen, og alene den kendsgerning var lige ved at koste endnu en slovensk udenrigsminister jobbet. Boris Frlec havde nemlig udtalt sig anerkendende over, hvor langt østrigerne var kommet med at opfylde det slovenske mindretals rettigheder og lovede til gengæld at se velvilligt på gammeløstrigernes anerkendelse som nationalt mindretal.

Reddet af Schüssel
I begge spørgsmål blev han straks korrigeret af ministerpræsident Drnovsek, og kun en hurtigt besøg af den østrigske udenrigsminister Wolfgang Schüssel i Ljubljana formåede at redde Frlec. Afsættelsen af ham ville have betydet at alvorligt tab af international troværdighed for Slovenien på et tidspunkt, hvor landet forsøger at give sig selv som så europæisk, at der ikke skulle blive spor problemer med optagelsen i EU.
Også her kan den opblomstrende nationalstolthed udgøre en vis risiko. Drhovseks optrædet er begyndt at minde påfaldende og Vaclav Klaus' i den sidste tid, han var ministerpræsident i Prag. Også Drnovsek viser heller hen til Sloveniens succesrige år lige efter uafhængigheden, hvor landet kom op på et velstandsniveau, der ligger over nogle af de fattigste af de nuværende medlemmer af EU, end at han sørger for at få de nødvendige reformer gennemført.
Det er for optagelsesforhandlingerne med EU af afgørende betydning, om det lykkes for Drnovsek at få drejet nationalstoltheden hen i den retning, at Slovenien vil sørge for at komme med i unionen som det absolut bedst kvalificerede blandt de seks nye.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her