Læsetid: 4 min.

Send flere penge til mor!

6. februar 1998

Antropologen og journalisten Anne Knudsen maler fanden på væggen i debatbog om EU

Debatbog
"Her går det godt, send flere penge" skrev Anne Knudsen i 1996 i sin meget solgte debatbog af samme navn. Og penge fik hun. For Europabevægelsen har skudt kapital ind i hendes nye debatbog - Fanden på væggen - og hvilken provokation!
Det bliver værre og værre, Anne Knudsen har set Fanden på væggen, han er virkelig, nye katastrofer er på vej, nye fascismer, nye krige. Og det ender ikke. Det fortsætter og fortsætter. Og Anne Knudsen tror, danskerne stemmer nej til Amsterdam-traktaten. De pæne danske nationalister vil som i Norge skabe fremgang for de "grimme" nationalister, og det vil smitte i andre lande: et dansk nej kan få EU til at gå i opløsning.
Og "bekvemmelighedsdanskerne", der benægter muligheden af krig, kan blive ramt af den - truer hun.
Ingen kan anklage det skarpladte gevær af en kvindelig samfundsdebattør for at lade sig undertrykke af Janteloven eller hensyn til den gode stemning i offentligheden. Ja, hun driver skræmmekampagne og vedstår sig det. Hun truer bevidst med bål og brand, og "hvis læseren bare bliver halvt så skræmt, som jeg allerede er, vil jeg være tilfreds", skriver hun i sit forord.
Hvor er det dog befriende at læse en debatbog, der vil vedstå sig sit ærinde: at skabe debat og provokere, ikke bare for provokationens egen skyld, men for at få læserne op af lænestolen, til at tage aktivt stilling, og påtage sig et ansvar.

Simuleret hjemmeliv
Anne Knudsens sarkasme kender ingen grænser overfor de mange offentligt ansatte kvinder, der udgør rygraden i den danske EU-modstand?
"Hvis man arbejder som kommunalt ansat i socialsektoren, som hovedparten af de offentligt ansatte kvinder, så forekommer Den Europæiske Union at være et fjernt fantasiland, som mænd har fundet på. Man kan selv se på fjernsynet, at 'EU' består af mænd i jakkesæt, der stiger ud af og ind i blanke limousiner foran monumentale bygninger."
De fleste kvinder i Anne Knudsens univers virker som naive sjæle, der ikke ved, hvor de dybest set får deres løn fra (ikke fra kommunen, men fra eksportindtægterne, forklarer den oplyste forfatter), og notorisk set ikke interesserer sig et hak for udenrigspolitik, sikkerhedspolitik og forsvarspolitik og går rundt i den vildfarelse at krig er noget, man havde i gamle dage.
I Knudsens univers befinder kvinderne i de offentlige hjælpeinstitutioner sig ikke i den "virkelige verden", men i et beskyttet miljø, hvor de har hånd- og halsret over klienterne, patienterne og eleverne - og de beskyldes for meget, bl.a. for at lide under en "terapeut-forestilling, som muligvis har gyldighed i en snæver, psykoterapeutisk sammenhæng, men som på samfundsplan ikke kan undgå at få antidemokratiske overtoner."
I stedet for at argumentere føler kvinderne sig frem "i simulerede hjemmeliv" og bruger bare 'hjertet' - citationstegnet om hjertet er meget sigende Anne Knudsens, for hun har i grunden kun respekt for hjernen og de rationelle argumenter i politik, også i EU-politikken. Hun er bange, så bange, at hun næsten mister proportionssansen:
"Den særlige danske måde at bruge 'hjertet' på i politisk argumentation er fremmed for de allerfleste europæere uden for de nazi-inspirerede bevægelser."
"Følelsernes status som finere end tankerne og det gustne overlæg rummer i sig en totalitær logik."

Glemmer modpolen
Hun har ret i, at politik ikke alene kan bygges på følelser. Ophøjes de til den eneste gyldige instans, så bliver hver eneste individs følelse til Sandheden, en absolut kategori, der dybest set umuliggør en demokratisk samtale og et fællesskab.
Anne Knudsen har bare ikke sans for, at følelsens modpol, hjernens rationalitetsdyrkelse, også risikerer at ende i magtfuldkommen og lukke sig om sig selv i et selvrefererende logisk system.
Et demokrati behøver ikke at være rationelt, logisk eller klogt. Det giver også plads til tåbeligheder, ja selv følelser.
Men Mor Knudsen kan ikke udstå alle de "nationalistiske hjerter", der bygger EU-modstanden på "en forskruet forestilling om Danmark som ét stort barnekammer".
Måske løber det vildtflyvende sprog af med hende, men det er for groft, når hun f.eks. - uden dokumentation - påstår, at "for JuniBevægelsen ser det i dag ud til, at følelser af rent racistisk tilsnit er lige så udmærkede som mere fredsommelige følelser af almindelig ulyst ved forstyrrelser fra omverdenen."
Hun har måske ret i, at nogen af venstrefløjens EU-modstandere har en slags "drengestregs-holdning til det at stemme Nej til EU", hvor de bare lige vil markere modstanden, men i grunden ikke tror, at det vil gøre den store forskel.

Småstats-nationalisme
Mange på venstrefløjen vil - måske ud fra en marxistisk analyse, hvis den overhovedet er moderne længere - nikke genkendende, når Anne Knudsen skriver, at "multinationale selskaber ville være meget gladere uden EU, der lægger dem hindringer i vejen. (...) Enhver multinational kapitalist elsker små, svage lande. Så hvis man har ambitioner om at forsvare sig mod kapitalismens mere uhæmmede sider, er småstats-nationalisme ren idioti."
Men hvad er så alternativet?
Anne Knudsen erkender åbent, at der er alvorlige problemer i nuværende EU - f.eks. unionens alvorlige demokratiske mangler.
"Jeg finder det demoraliserende, at Europa-parlamentet ikke har nogen reel politisk magt. (..) det er intet mindre end skandaløst, at forarbejdet om fælles lovgivning ikke er genstand for politisk debat i EU-landene."
Det er dog tvivlsomt, at hun får de mange unionsskeptikere og modstandere i tale med sin grove nedrakning af alle de dumme, uoplyste, irrationelle, alt for følende "hjertenationalister".
Og hendes sortsyn og frygt for, at et dansk nej vil kunne udløse det store sammenbrud og den store krig, virker - i et Europa med relativt solide statsmagter, veludviklede institutioner og stærke grænseoverskridende økonomiske interesser - som en utroværdig malen fanden på væggen. Men måske er det blevet nødvendigt at drive argumenterne ud i ekstremerne for overhovedet at kunne få rejst en demokratisk samtale?

*Anne Knudsen: "Fanden på væggen", 94 s., 49,50 kr. Udgivet af Gunbak og Kaspersen med støtte fra Europabevægelsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu