Læsetid: 5 min.

Sinn Feins medieshow skygger for freden

20. februar 1998

Sinn Fein har fået god pr ved at slås indædt for at få lov til at blive omkring forhandlingsbordet i den nordirske fredsproces, efter at IRA har brudt våbenhvilen. Freden er blevet en biting

Den republikanske hær IRA's politiske arm, Sinn Fein, har åbnet en ny front i krigen mod den britiske 'besættelsesmagt' i Nordirland.
Fra først at have satset på militær vold for dernæst at flytte kampen over i den politiske arena med deltagelse i valg og, hvad dertil hører, har den republikanske sag nu taget retssalene i brug.
Det sker i et side-show til de fredsforhandlinger, som efterhånden er gået helt i stå på grund af spørgsmålet om, hvorvidt Sinn Fein overhovedet skal fortsætte som deltager eller ej.

For efter, at politiet i Nordirland har udpeget IRA som stående bag to mord for nylig i Belfast, vil den britiske regering have revolvermændenes politiske ansigt - Sinn Fein - smidt væk fra diskussionerne. Forhandlingernes regler siger, at man ikke kan deltage, hvis det voldelige bagland griber til våben. De britiske og irske regeringer skal tage beslutningen, men den er blevet udsat i dagevis.
Dette "anslag mod vores integritet" har Sinn Fein øjeblikkeligt og meget dygtigt vendt til egen fordel.
Partiets pr-maskine har kørt på overtid for at skabe en situation, hvor Sinn Fein fremstår som det fredselskende parti, der åh så
gerne vil forhandle med de andre partier om, hvordan man stopper den grimme vold i Nordirland.
"Men se bare - de andre vil smide os ud. Sikke nogle skurke,"
lyder meldingen, som partiet forsøger at tærske ind på nethinden hos den forsamlede irsk-interesserede offentlighed i Irland, Nord-
irland, Storbritannien m.v. og ikke mindst USA, hvor store dele af pengene til den republikanske kamp kommer fra.
Partiet skyer intet middel i image-striden. De, der vil have Sinn Fein fjernet fra forhandlingerne, er intet mindre end "en lynchende folkemasse anført af Ulsters unionister".

Det var ellers ikke de unionistiske partier men selveste den britiske regering, som påpegede IRA-brudet på våbenhvilen og drog den konklusion, at Sinn Fein måtte gå.
Adams vil ikke acceptere den nordirske politichef, Ronnie Flanagans, ord for, at IRA er involveret i to mord og dermed har brudt våbenhvilen.
Han vil se beviser. Faktisk vil han afhøre politichefen, som han har udpeget til "leder af den største paramilitære gruppe på den irske ø".

Han glemte helt at fortælle, at få uger tidligere havde han selv råbt og skreget om, at selvsamme Ronnie Flanagan med det vuns burde pege på en af de loyalistiske, pro-britiske terror-grupper som ophavsmænd til en række drab på katolikker. Hvilket Ronnie Flanagan i øvrigt gjorde, og de loyalistiske terror-mænds politiske repræsentanter er p.t. sat i skammekrogen i fredsprocessen, selvom det ventes, at de snart vil blive inviteret med igen, efter at baglandet lader til at have genetableret våbenhvilen.
Men da turen kom til dem selv, lagde Sinn Fein en helt anden linie an. Og partiet har flere argumenter, hvis det om politiets beviser ikke skulle være nok.
Gerry Adams siger også, at det ikke kan være Sinn Feins problem, hvad IRA render rundt og gør. Partiet repræsenterer ikke IRA, siger Adams. Men kun de omkring 170.000 vælgere, som jævnt hen stemmer på det.

Adams glemte også her at fortælle noget - nemlig at hans parti kun fik adgang til overhovedet at være med i fredsforhandlingerne, hvis IRA ville holde våbenhvile.
Det tyder mildt sagt på en vis forbindelse mellem de to enheder, som åbenbart - ifølge Adams i det mindste - siden er forsvundet så hurtigt som en pint sort Guiness i en irsk pub.
Flere bøger, avisartikler, radio- og TV-udsendelser har påvist med udsagn fra flere kilder, at Gerry Adams selv har en glorværdig fortid bag sig som aktivt IRA-medlem, og såvel politiet i Nordirland som det irske politi i Republikken syd for grænsen mener, at Adams stadig har sæde i IRA's styrende organ.
Men da IRA selvsagt er en hemmelig organisation, er det svært at bevise endegyldigt. Og Adams benægter selv, at han er så meget som menigt medlem af IRA.

Sidste led i Sinn Feins strategi er nu et sagsanlæg mod den britiske regering og fredsforhandlingernes internationale ledere for deres opfordring til, at Sinn Fein må gå.
Hvis nogen juridiske eksperter tror på, at Sinn Fein kan vinde, har de i hvert tilfælde holdt det for sig selv.
For det første er sagen anlagt i Dublin. Og irsk lovgivning har normalt ikke jurisdiktion over en britisk minister og de udenlandske politikere, der leder fredsforhandlingerne.

For det andet er det vanskeligt at se, hvordan man kan bruge juridiske midler i en politisk proces.
Alligevel gør Sinn Fein et stort nummer ud af retssagen. For hvis Dublin-dommeren kommer med et nok så lille indlæg, der på nok så spinkelt et grundlag kan tolkes som en kritik af den planlagte bortvisning af Sinn Fein, vil det være endnu et slag vundet i pr-krigen.
I mens ligger fredsforhandlingerne underdrejet. Al opmærksomhed koncentrerer sig om, hvorvidt Sinn Fein vil blive bortvist eller ej. Og dets heroiske kamp for at undgå det.
Efter alt at dømme er Sinn Fein kommet styrket ud af kontroversen.
Dermed har partiet understreget sin egen betydning for fredsprocessen. Den underliggende besked er: "Uden os - ingen fred".
Der er da heller ingen tvivl om, at både briterne og irerne gerne vil have Sinn Fein med om bordet. En bortvisning ventes kun at blive på få uger, og imens vil Sinn Fein blive løbende informeret om initiativer og udviklinger.

Alligevel har Sinn Feins dragen fordel af, hvad der i realiteten er deres eget baglands fortsatte trang til vold, irriteret.
Ikke kun unionisterne, som har haft deres eget pr-show kørende, hvor de har udpeget Sinn Fein som blot og bar terrorister forklædt som politikere.
Men også lederen af det største irsk-nationale parti SDLP, John Hume, har offentligt ærgret sig over den tid, der er spildt med Sinn Feins drabelige udfald, protester og sagsanlæg.
Og formanden for forhandlingerne, den tidligere amerikanske senator George Mitchell, har åbent opfordret til, at forhandlingerne på et tidspunkt simpelt hen flyttes til et hemmeligt sted. Så ingen af deltagerne kan kidnappe processen ved hele tiden at henvende sig andet steds via TV-kameraer og de mange journalister, der følger forhandlingerne.
Sinn Feins succesfulde manipulation kan kun have bidraget til ex-senatorens længsel efter et lille, afsides gemmested ude på landet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu