Læsetid: 6 min.

En skæbne i mængden

19. februar 1998

Historien om en pige og et humør, der går helt i bund på grund af det årlig bogudsalg

Udsalg
Jeg kender en pige, der altid bliver i dårligt humør ved tanken om alle de bøger, hun aldrig får læst. Da hun var barn troede hun, at alle bøger i verden stod på hendes forældres reoler, og det var hendes faste plan at læse hver og én. Stor var hendes bestyrtelse, da hun blev større og opdagede, at der kom nye bøger til hvert år. Men hun var en tapper lille pige, så da hun havde sundet sig, genoptog hun fortrøstningsfuldt læsningen: Hun skulle nok nå det.
I går morges lidt i syv mødte jeg hende på Kultorvet i København udenfor Biblioteksboghandelen. Hun var i endnu dårligere humør end sædvanligt, for bogudsalg gjorde hende altid i ekstra dårligt humør. Ikke alene mindede stablerne hende om hendes langtfra afsluttede livsprojekt, de udsendte også en vemodig aura af forgængelighed. Tre- fire år gamle bøger - nogle af dem kun to år gamle - ville for fremtiden ikke være til at få, hvis ikke hun købte nu! Og det var endda et problem, der var blevet værre i de senere år - bortset fra universitetsforlagene var der ingen forlag, der længere lagerførte mere end tre år gamle bøger. Borte blev de, ind på hende fuldkommen uvedkommende bogreoler eller måske ligefrem makuleret, hvis ikke de blev købt nu. Hun fik kuldegysninger i det fugtige morgenmørke.
Men dels sætter økonomien visse grænser, dels har vægge det med lodret at begrænse ekspanderende hyldemetre, og dels var det ikke altid, at hun lige havde lyst til disse bøger. For indrømmes må det jo, at der, hvis man har besluttet sig for at læse alle bøger, findes to slags læsning, nemlig lystlæsning og pligtlæsning.

Sceneskift
Pigen stod og ventede sammen med en psykologistuderende, da jeg traf hende. Ved den anden side af døren stod en alvorlig mand i mørk frakke, så med mig var det sølle fire, der udgjorde den forventningsfulde udsalgskø. Efter at Paludan og nu også Gad er begyndt at starte bogudsalget allerede ét minut over midnat, får det store publikum åbenbart stillet sulten allerede mellem klokken nul og klokken tre morgen. I det tidsrum var der stuvende fuldt hos Gad, meldte lidt senere den morgenduelige kassedame, der først var mødt klokken syv. Klokken tyve minutter over syv, da samtalen udspandt sig, var der til gengæld meget, meget fredeligt.
Det kan føles noget trist, at 'scenen' nu er natten, hvor man bare smutter indenom på vej hjem fra bif og café og ikke længere fugtiggrå, morgenkøer af forventningsfulde bogorme foran stemningsfuldt oplyste vinduer med krapgule UDSALG-streamers.
Men enkelte rigtigt hårdkogte kult-bogorme holder alligevel fast ved morgengryet. Manden i den mørke frakke foran Biblioteksboghandelen hørte bestemt til arten.
Den psykologistuderende, derimod, repræsenterer den dagklare, målrettede mennesketype, som senere på morgenen dominerer udsalget. Folk på vej til arbejde, folk der ved, hvad de har brug for.
Nu stod hun der for at få udsalgskatalogets nummer 4710: Tilbagerejsen - om forandring gennem terapi. Hun skulle til at skrive speciale og Tilbagerejsen var klart noget for hende. 238 sider for 40 kroner. Fem minutter over syv konstaterede hun travl og glad, at hun endda kunne nå sit tog og være på arbejde til tiden!
Pigen betragtede hende med en blanding af lilla misundelse og gul måben.

Andersen, Jensen, Larsen
Mens jeg stod og talte med direktøren for bogladen, kom hun slæbende med de første tolv bind: H. C. Andersens dagbøger.
Jeg snakkede videre. Direktøren, der hed Nina, var kommet hjem klokken kvart i tolv i nat. Et af de store forlag havde først leveret sine udsalgsbøger aftenen før, og de skulle mærkes og stilles op før fyraften. Klokken seks var hun atter på sin post, så kaffen kunne være klar til de ansatte, så hun var ikke så utilfreds med, at dagen startede lidt sagte. Den ville blive lang nok - indtil klokken 20, hvorefter der skulle ekspederes de skriftlige ordrer. Omkring 200 dagligt i udsalgsperioden.
Biblioteksboghandelen er en af de største selvstændige boglader - den er ikke en kæde som Gad og Arnold Busck - og den opkøber desuden i vid udstrækning de restoplag, man ellers ikke ville kunne få fat på efter de årlige bogudsalg. Så foruden pigen køber folk fra Jylland, Fyn, Norge, Sverige, Japan, Belgien, Frankrig, Tyskland og Schweiz bøger på udsalget. Som for Biblioteksboghandelens vedkommende holdes to gange årligt. Udover de 1000 titler, som danner grundstammen i bogudsalget i alle forretninger, kan man her finde yderligere 3.700 titler - hvoraf 800 er nye nedsættelser.
Tre af dem: Johs. V. Jensen: Interferenser, Vibeke Vasbo: Hildas sang og Erik Kjær Larsen: To må man være lægger pigen netop nu oveni sin voksende stak. Larsen? Er det mon kollega Larsen, der er på færde? Et blik i katalogen overbeviser mig: "En vanvittig roman med stor satirisk dybde", står der. Den må være god nok!
Jeg foreslår pigen, at vi forlægger scenen til Busck, mens hun endnu kan bære sine byrder. Men her kommer hun blandt ligemænd.

Mod kontant
Flere seriøse bogorme med meget lange lister og en indkøbskurv på imponerende stærke arme vandrer tyst rundt mellem de raske, der ved, hvad de søger. Og ikke alle bogorme ligner sorte mænd med blød hat. En lille, spinkel rødhåret pige får den overraskede ekspedient til at gå i knæ med udbruddet: "Åh, hvor er de tunge. Er det kontant"?
De sorte mænd med blød hat, som giver dem en anelse jødisk anstrøg, er der imidlertid også. En studerer en meget lang og meget smal bog, der indeholder skyskrabere, en anden afslører sig ved nærmere eftersyn som digter Lynggaard, der pågribes med 500 sider Wittgenstein i hånden. "Geniets forpligtelse", maner den andagtsfuldt.
Opildnet kaster pigen sig over den og supplerer derudover med Mircea Eliade De religiøse ideers historie i fire bind, Umberto Eco: Øen af i går, Thorkild Hansens dagbøger fra Færøerne og Kykladerne samt en vegetarisk kogebog til kun 99 kroner. Desuden føler hun sig tvunget til at investere i Harald Rues Om Georg Brandes, Om litteratur samt hans Litteratur og samfund og Bidrag til en marxistisk litteraturkritik og teori. For ellers vil hun jo ikke kunne få dem mere!
Hos Gad køber hun desuden V. S. Naipauls En vej gennem verden, Vibeke Grønfeldt: Et godt menneske samt Thomasine Gyllembourg Ægtestand. Jeg er ved at være oprigtigt bekymret, men min opmærksomhed afledes af skuespilleren Henning Jensen, der med et jaget blik i øjnene kommer stormende ind i butikken og udbryder: "Umberto Eco: Øen af i går!" med en stemme, der lyder som en tv-reklame. Den unge dame ved disken mener ikke, de har flere, så jeg prikker ham venligt på armen og fortæller, at der endnu var fire eksemplarer hos Arnold Busck for et kvarter siden. Jeg elsker at gøre andre tjenester! Jensen gisper tak, drejer om på hælen og er væk.

Ned med humøret
Imens har pigen fundet Ivan Malinowski: Tryksager. Digte 1974-1983, Jules Verne Paris i det 20. Århundrede, Søren Ryge Petersen: Landet og året foruden Ib Michael: Brev til månen, Tage Skou-Hansen: Det andet slag, Erik Aalbæk Jensen: Særlige vilkår, Peer Hultberg: Byen og verden samt Henrik Stangerup: Datter af. Scener om en mor.
Nu begynder situationen at blive kritisk. For hver ny bog bliver hendes humør nemlig dårligere. Jeg køber som trøst Klæd ud med hatte til hende og foreslår, at hun går hjem og læser. Så slår jeg et slag tilbage til Busck. Pladsen, hvor Ecos ø lå, er tom. Klokken er ti minutter over otte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her