Læsetid: 4 min.

Skæbnefortællinger

21. februar 1998

Den sociale arv og den personlige livshistorie som motor for dystre film fra England og Australien

Festival
BERLIN - Niels Malmros' Barbara er ikke den eneste film, der har fået en kølig modtagelse i berlinerpressen. Og ser man nu, med tre festivaldage tilbage, på det foreløbige udbud, har de kritiske røster ikke været uden grund. Ved flere lejligheder undrer man sig over valget, over om denne eller hin film skulle repræsentere det ypperste i den nationale produktion.
Som nu italienske Pupi Avatis Il testimone dello sposo/Forloveren. Den udspiller sig på den sidste dag i året 1899 og handler om et arrangeret ægteskab mellem et umage par og kvindens hovedkulse forelskelse i forloveren på selve bryllupsdagen.
Hvis den blev sendt i tv, hvor den ret beset hører hjemme, ville denne udsendte formentlig ikke lukke op for kassen. Festivalen har ellers gjort, hvad den kunne, for at berette om ny styrke og succes for italiensk film. Det må handle om økonomien, for Avatis film ligner opvarmet fast food fra i forgårs.
Det taiwanesiske konkurrencebidrag Fang lang, instrueret af Lin Cheng-sheng, slipper ikke meget bedre fra at fortælle om en ung kvindes forelskelse i sin mutte lillebror, der uden mål slæber sig igennem sit uformuleret oprørske liv. Havde man ikke læst pressematerialet, ville man knapt vide, den handlede om søskende. Men det kan skyldes de indimellem sprogligt kryptiske engelske undertekster. Ingen tvivl om filmens hæderlige intentioner, men de alene gør det ikke.

Minus-voldelig Tarantino
Spaltemillimeter er der i berlinerpressen blevet tilstået Quentin Tarantinos nyeste udspil Jackie Brown baseret på Elmore Leonards roman Rum Punch. Uforlignelig dialogskriver er han med sin underdrejede, hårdkogte humor og umiskendelig er hans slagkraftige 70'er-soul soundtrack. Han har valgt en mere slentrende stil end til Pulp Fiction, har tonet volden ned til for en stor dels vedkommende at udspille sig udenfor billedet, og har hentet 70'er blaxploitation stjernen Pam Grier tilbage til rampelyset som den rapt coole flystewardesse med et bijob som smugler, mens Samuel L. Jackson er bagmanden og en formidabel Robert De Niro hans småfede, sløve, fåmælte og alt andet end kløgtige hjælper. Det er ikke en film, der vil sætte endnu mere fut i Tarantinos karriere, men ganske underholdende og selvfølgeligt stilsikker er den.
Meget mere substans var der i Michael Winterbottoms engelske I Want You. Han er i disse år utrolig produktiv, men mangler endnu et stort publikum i Danmark. Den 36-årige englænder har siden '88 instrueret en række tv-produktioner inden han spillefilmsdebuterede i '94 med Butterfly Kiss. Med de senere film blev det mere og mere klart, at her var en instruktør med ikke blot en markant stilistisk sans, men også med konsekvens i sit markante sortsyn.
Det så man i Thomas Hardy-filmatiseringen Jude og i Go Now om en ung sportsaktiv mand, der får sclerose. Sidste år var han i Cannes med Welcome to Sarajevo, der står foran dansk premiere, og nu er han altså i Berlin med en helt ny film.

Brækgule provinsfarver
Den udspiller sig i den engelske provins, i en badeby, der i de konsekvent brækgule og grønlige farvenuancer, fotografen Slawomir Idziak har valgt, ikke ligner et sted, man drømmer om at henlægge sin ferie til.
Her henslæber en række ensomme eksistenser deres liv: to bortløbne søskende, han en knægt, der har nægtet at bruge sproget og i stedet bruger sin tid på at aflytte folk, hun en nymfomanisk sangerinde.
Dertil kommer en lokal frisør og hendes forhenværende elsker, der netop er kommet ud af fængslet. Relationerne imellem dem er spegede og udredes først efterhånden, samtidig med at vi også får brudstykker af forhistorier, der belyser de forskellige forkvaklede følelser i denne koldt fremmedgjorte, håbløse verden.
Er den noget søgt og konstrueret i sin historie, er den unægtelig fortalt med en overvældende konsekvens i holdning og et stilistisk mesterskab, der får den til i lange passager at ligne en eksperimentalfilm. Det er en instruktør, man bør holde øje med.
Også den australske film The Boys er en sortsynet fortælling, baseret på et teaterstykke af Gordon Graham og omsat til film af Rowan Woods.
Den udspiller sig stort set i en location og i løbet af én dag med indbyggede flash forwards, der giver et næsten deterministisk perspektiv.
For i huset bor en mor med sine tre kriminelle og følelsesmæssigt afstumpede sønner og deres forskellige tilløbende piger. Den ældste er netop kommet ud af spjældet og er gruppens magtcentrum, der forstår at bruge sin magt. I tætte nærbilleder får vi den klaustrofobiske historie om en elendighed, der ikke forklares psykologisk eller socialt, men skildres så tæt, at man naturligvis ikke er i tvivl om, at disse sociale tabere må gå mod et selvdestruktivt endeligt, frustrerede over egen magtesløshed og udvejsløshed.
Richard Flanagans australske debutfilm The Sound of One Hand Clapping er ikke mere optimistisk, men går tættere på i en fortælling om årsagerne til den mølle af brutalitet og undertrykkelse, vi ser. Det er faktisk selve filmens kerne at give et socialt og historisk perspektiv på det, der set udefra kan synes uforklarligt. Og samtidig er det så en historie om at være fremmed og skulle skabe sin historie fra ny. Gennem historien om Sonja, der vender tilbage til sine rødder, da hun bliver gravid, får vi oprullet ikke bare hendes baggrund med en mor, der forlod hende og en brutal fordrukken far, men også en familiebaggrund i Slovakiet med bedsteforældre, der blev nazismens ofre, om nazistisk brutalitet, der har præget den lille familie i den nye verden, hvortil der i filmens indledning knyttes officielle ord om muligheden for at starte et nyt og bedre liv. Filmen er én lang demonstration af, at man har sin historie med sig, og må forholde sig til den, ikke løbe fra den. To solide bidrag fra down under.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her