Læsetid: 3 min.

Skamros

14. februar 1998

Tillad mig at slå på tromme for et stykke tv, der rækker langt ud over den herskende horisont, nemlig Hans Christian Nørregaards portræt af Brecht og hændelserne, da han slog lejr i vores kornmodsidyl.
Af forhåndenværende eller svært tilgængelige klip, stumper, fotos og andet arkivmateriale har han flikket et Bayeux-tapet sammen om fødselaren Bertolt Brecht, som intet dansk teater har fundet for godt at fejre med laserstråler og pjalter.
Her imod århundets hæld, hvor kunst og politik igen regnes for adskilte størrelser, er bistre Bertolt ikke så trendy. (Jeg har sågar hørt digteren affejet som Bertolt Brugt.)
Det var selvfølgelig killer-kanalen DR2, der lagde lørdagsflade til minderunen over den forkætrede stykkeskriver.
Ingen andre ville bruge knap to timer på at fortælle om de fem år, hvor Brecht opholdt sig ved Svendborg med sit sammensatte menageri.
Legenden fortæller om hans uvaskede karisma og dragende virkning på kvinder, der i stigende grad påstås at have skrevet mere og mere af hans produktion. (Det var bare helvedes så mange, der var gode til at skrive som Brecht. Og hvorfor holdt de op ved hans død?)

Det er sjældent at opleve underbelyste nicher så nøje gransket og gengivet, som det var tilfældet med dokumentaren om Brechts stråtækte eksil på Sydfyn.
Et usynligt skib med 40 kanoner bragte denne lyriske kyniker til vores kyster, hvor et fåtal på venstrefløjen kom i berøring med ham.
Trådene var spegede, men programmet redegjorde med lethåndet pædagogik for intriger, jalousier og ikke realiserede projekter. Kun et dybt kendskab til epoken og en grundig nysgerrighed kan nå at få så mange facetter med, som det var muligt med det relativt primitive, men dog righoldige materiale.
Vi kom tæt på kampen om at bide spidsen af Brechts cigar mellem den tuberkuløse Grete Steffin og skuespillerinden Ruth Berlau, der gjorde manden med pandehåret til sit livs projekt.
Et foto af den lidet anende Berlau på vej til Thurø første gang får et skær af lam på vej til offerbænken. Konen Helene Weigels følelser får i den sammenhæng lov til at stå lidt underbelyste, men vi kom tæt på forløbet under Per Knutzons opsætning af Rundhoveder og Spidshoveder på Riddersalen og Harald Landers version af De 7 Dødssynder, som tyskerne fik pillet af plakaten efter kun to opførelser.

I det hele taget var det utroligt beskæmmende at følge den slingrekurs, som danske kulturpersonligheder fulgte over for det nazistiske Tyskland.
Bodil Ipsen læste snart højt i det røde arbejderteater, det næste øjeblik spillede hun Maria Stuart for nazi-pingerne i Berlin.
Men hendes lille scene i tv-versionen af Fru Carrars geværer bekræftede, hvilken chance der gik tabt, da hun ikke fik spillet den Hellige Johanna fra Slagtehallerne.
Plus alle de andre chancer, vi forskertsede, da ophavsmanden til det nyere episke teater boede blandt os træge svine-eksportører.
To friske interviews med øjenvidnerne Elias Bredsdorf og Palle Huld var med deres dagklare hukommelse med til at sætte de historiske detaljer i relief.
Der var mange glimt. Jeg anede f. eks. ikke, at Leni Riefenstahl aflagde visit på Amalienborg, eller at Sam Besekow havde filmet med Ruth Berlau.
Takket være Hans Christian Nørregaard har vi nu både et uvurderligt dokument om og en hyldest til indehaveren af Fordvogn nr. O 8221, dramatikeren der var her uden at være her og som nu er forsvundet, uden nogen sinde at blive væk.
Som Brecht selv lod Poul Reumert vide: "Geni er altid episk!"
Programmet genudsendes i dag, lørdag kl. 11.30 på DR1.
Se det!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu