Læsetid: 8 min.

Den skumfødte digtning

6. februar 1998

Pia Tafdrups store, nye digtsamling, Dronningeporten, skriver en kvindelig vej ind i det næste årtusind. Digtsuiten handler om vand. Om fødslens vand og digtets fødsel, om kroppens vand og sjælens regnbue

Interview
Sidste gang Pia Tafdrup blev interviewet til Information i forbindelse med udgivelsen af hendes forrige digtsamling Territorialsang (1994), sagde hun om sin udvikling: "Jeg véd godt, hvor det brænder på for mig, og det er der, jeg vover mig hen". Så indledningsvis spørger jeg om forbindelserne mellem Territorialsang og hendes nye digtsamling Dronningeporten, en 175 siders stor suite af digte, opdelt ni i afsnit, med syv digte i hvert om én af vandets mange former. "Dråben", "Søen", "Floden", "Brønden", "Havet", "Livsvæsker", "Badet", "Regnen" og Regnbuen", hedder afsnittene.
"Jeg vidste, at jeg skulle skrive om vand, da jeg var færdig med Territorialsang", svarer Pia Tafdrup. "I forbindelse med dén var jeg flere gange i Jerusalem, og dér drømte jeg den ene gang efter den anden om vand. Vandet kom til at fylde så meget i samlingen, at jeg tænkte, at min fascination måtte være synlig, men jeg kunne naturligvis ikke færdigudfolde den, når jeg skrev om en ørkenby".
Pia Tafdrup var også klar over, at hun ville indfange et større kredsløb med samlingen, siger hun - fra dråben til regnbuen.
"Men der er et spring fra de øvrige afsnit til det sidste, "Regnbuen". I det sidste afsnit indføres en sjælelig og åndelig dimension, som det har været vigtigt for mig at lægge ind. Det var afgørende for mig at få digtene løftet op over den materielle verden".

Stof og form
Man finder et eksempel på, hvordan Pia Tafdrup etablerer forbindelsen mellem materie og ånd i digtet "Illumineret nat", hvor det hedder:
"Og vand, mere vand end land er vi, halvfjerds procent,/ over hvilket en regnbuelignende sjæl/ fra sit skjul oplyser os indefra."
Elementet er det samme i mennesket og regnbuen. Også regnbuen, der befinder sig i en anden, lysende sfære, består af vand, og således hænger materie og ånd organisk sammen, udgør et hele.
"Det fascinerende ved vandets tilstandsformer er, at form og stof flyder ind i hinanden og ikke kan skilles ad. I en vandstråle kan man ikke afgøre hvad der er form og hvad der er stof. Jeg ville gerne bygge digtene op så form og stof ikke kunne adskilles", forklarer Pia Tafdrup.

Tilbage og frem
- Repræsenterer 'Dronningeporten' en art tilbagevenden til din tidligere optagethed af den indre verden efter den mere udadrettede 'Territorialsang', og før da 'Krystalskoven' fra 1992?
"Jeg vil hellere sige, at Dronningeporten er den bog, der samler de bøger, jeg tidligere har skrevet. Der er temaer, jeg har berørt før, som tages op og udvides her, faktisk allerede i det førte digt, "Min mors hånd": Undersøiske billeder, der peger tilbage til min anden digtsamling Intetfang (1982), hvor jeg skrev min første suite, tolv små digte med temaer som vand, fisk, sten, øjne. Det er motiver, som jeg udfolder i Dronningeporten. Men jeg vil selv helst lægge vægten på det fremadrettede. Fra en port kigger man tilbage og frem."
"Porten er imidlertid også et mere filosofisk sted", fortsætter Pia Tafdrup og citerer fra digtet "Ud af min søvnform":
Et indgreb i rummet er en port, en lokkende tyngde,/ en opfordring til at forlade, en opfordring til at gå ind.
"Der er mange tærskler i ens liv, hvor man siger farvel til noget og goddag til noget andet. Det kan være meget smertelige faser, hvor man ikke ved, om det er lykke eller død, man går ind til. Porten er også et sted, hvor der er mulighed for tøven, eftertanke".
"Portbilledet holder jeg mest af, når der er to, der danner en port", tilføjer hun.
Pia Tafdrup beskriver i noterne til Dronningeporten, hvorledes ideen til titlen opstod i Jerusalem, hvor ingen af bymurens porte har kvindenavne. Hun ville gerne skrive en dronningeport, en port til det næste årtusind, siger hun. "Når der ikke er nogen indgang for kvinder, må man lave én i skriften, og mænd har også adgang. Men vi kan ikke nøjes med en kongeport, der må være en kvindelig tilgang til verden. Desuden spiller dronningemetaforen på temaer, vi allerede har været inde på: slægtens kæde, der udgør en "dronningerute" fra mor til datter, og enhver kvindes længsel efter at være dronning i sit eget liv, efter det ultimative", siger Pia Tafdrup.
"Og efter ønsket om at gøre det, man kan så godt som muligt", tilføjer hun.
- I digtet "Kys prinsen" bliver de løsagtige prinser, der ikke kan huske navnet på dronningen, til frøer, og hun sidder i ensomhed og piner dem?
"Enhver kvinde vil gerne ses som den eneste for en mand. Når han forveksler hendes navn med et andet, straffer hun ham med at forvandle ham til en hæslig frø. Men står så også ensom tilbage".
- "I regnen ligner alle mænd mine gamle kærester", står der på side 153?
"Dér fik du mig"!
"Men kvinden indtager også andre positioner end dronningens. I "Flammende vand" er hun den ydmyge tempeltjenerinde, det er her hendes glæde at glæde manden. Og i "Modgift" ammer hun både børn og mænd, så de er rustet til livet".

Det hellige syvtal
- Der er mange associationer ved tallet syv - fra jødernes syvarmede lysestage over syv fede og magre køer, syv år for Lea til ugedagene, eksempelvis. Hvorfor har du valgt syvtallet?
"Der er mange faremomenter forbundet med vand, det er grænseløst, det er fristende let at 'lade sig føre med strømmen'. Jeg var nødt til at indbygge en modstand".
"Jeg tæller desuden meget, når jeg skriver, og jeg skulle op på mange. Tre er ikke mange, fire stritter i alle verdenshjørner, fem er heller ikke tilstrækkeligt, men syv er mange. Det er nok til at angive søens væsen, flodens væsen og så videre, men selv om kompositionen virker stram, er alt jo ikke skrevet i syv digte. Jeg ville også gerne lukke en sprække op for læseren, så hun eller han kan komme til at tænke på sin egen sø eller flod. Man skal kunne læse sit eget landskab ind".
- Der er ét eneste digt i samlingen, der er metrisk stramt, nemlig "Mytisk morgen"?
"Mine notater var slet og ret metriske. Digtets metrum dukkede op som en rytme, og den måtte jeg følge. Det er sket for mig én gang før, i Territorialsang. Jeg ville meget gerne skrive et digt om Dødehavsrullerne, men jeg kunne ikke. Først da jeg fandt det gamle metrum i sonetten, lykkedes det".
- Det største digt i samlingen, "Havet, jeg", er nummer 35. Hvis du havde afsluttet 'syvtabellen' med det tiende afsnit, havde det stået nøjagtig midt i. Men nu har du kun lavet ni, hvorfor?
"Digtet står midt i, for det står i det femte afsnit! Når der er ni afsnit hænger det sammen med, at ni-tallet er graviditetens tal - og desuden er denne her bog min niende bog!" forklarer Pia Tafdrup og leder derved samtalen over på den fødselsmetaforik, der gennemtrækker bogen, og som samles i titlens port, gennem hvilken både barnet og ordene fødes.
"Samlingen gennemløber hele menneskelivet", understreger Pia Tafdrup, "eksempelvis i afsnittet "Badet", hvor vi både har det lille barn, der bades, det voksne, kvindelige jeg, manden - og endelig ligvasken".
"Jeg har gerne villet betone både det enkelte menneske og det, at vi er et led i en kæde. Vi har en bevidsthedsmæssig relation bagud, en hukommelse, som jeg forestiller mig er større end den enkeltes liv".
- Hvor i digtsamlingen kommer denne bevidsthed til udtryk?
"Man kan tage det digt, der hedder "Erindringens profil", hvor digtets jeg hænger ud over en brønd og ser en stjerne spejle sig. Den (...)venter i det metallisk sorte,/ som besad den en viden om dét liv,/ der lå før den betragtende./(...) Digtet slutter: (...) stjernen lyser som den nyfødtes hoved,/ før dets krop - endnu omsluttet af varme - følger efter./ Det blodige indsmurte hoved, en ensom klode i universet,/ endnu navnløs, men bærende et ekko af århundreder."

Lukning
"Der er fire års levet liv i denne bog, hvilket ikke skal forstås sådan, at jeg lægger vægt på det deskriptive, men snarere som at jeg efterhånden har opbygget mit eget univers i bogen. Men samlingen spænder også over så lang tid, at der er sket noget med min skrift i mellemtiden. Derfor har jeg måtte vende tilbage og justere nogle af de først skrevne digte".
- Du var ikke bange for aldrig at blive færdig på den måde?
"Nej, egentlig ikke. Jeg var godt klar over, da det lukkede sig igen".
- 'Lukkede sig'! Som en port?
"Ja, det kan du sige! Det står faktisk i det næstsidste digt: (...) og at man i et blåt pulserende glimt/svimmelt elsker sit liv,/ fordi det er ens eget/ og ved, at det lukkes,/som porten i dette digt/ slår i nu."
- Både her og i digt nummer to: "Ind", slutter du på metaplanet: i digtet. Er det ikke lidt altmodisch 'skrifttematisk'?
"Det synes jeg ikke. Bevidstheden om digtet som digt ligger i den tradition, jeg skriver i, men jeg synes også kun den ligger der som en viden om, at et digt har en udstrækning i tid."
- Man har indtrykket af, at det er sansningen, der bestemmer udtrykket - endda så du sine steder bruger næsten omstændelige formuleringer for at beskrive sansningen præcist? Eksempelvis skriver du: "(...) Fuglene høres, ikke kun som et filtret net af stemmer/trukket over træerne, de enkelte fugle bliver gradvist tydeligere,/én skiller sig ud fra de andre og kalder, en anden svarer,/en tredje fugl ankommer, den første flytter sig(...)" osv.
"Her har jeg netop villet skildre den enkelte overfor mængden, gøre opmærksom på, hvad der ligger i det, vi kalder 'fuglesang'. Hvis vi lytter hurtigt, hører vi kun mængden, men hvis man skærper sin egen lytten, skærper man opmærksomheden overfor den enkelte".
"Det står ingen steder, men det er en underliggende tankegang, at dette er vigtigt. Kun hvis man kan fatte andre, forstår man, at de er levende væsener ligesom én selv".

*Pia Tafdrups 'Dronningeporten' udkommer på Gyldendals Forlag tirsdag den 10. februar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her