Med sit femte udspil toner den amerikanske kvintet Pearl Jam ned for det plagede og traumatiske til fordel for en mere renfærdig og ukompliceret tilgang til stoffet
NY CD
Da grunge dukkede op i starten af årtiet med amerikanske grupper som Nirvana,
Pearl Jam og Soundgarden i spidsen, blev den med sin rå, hudløse og guitarorienterede attitude betragtet som noget nær rockens genfødsel. Og selvfølgelig set som en naturlig reaktion på 80'ernes digitalisering af musikken, hvor programmérbare maskiner i stigende grad overtog det instrumentelle.
Nu hvor årtiet nærmer sig sin afslutning kan det konstateres at grungen for længst har udspillet sin rolle - fra en europæisk synsvinkel står den traditionsbevidste britiske rock sig langt bedre end den amerikanske Og maskinerne er alle vegne: Techno, hip hop, dance, ambient, jungle og diverse crossover-fænomener er stærkt dominerende i mange sammenhænge, ikke mindst på salgslisterne - og domineres netop af synthesizers, samplers, trommemaskiner og sequenzers.
Men guitarrocken nægter stadig at dø - for better or worse. Og selvom digitale
freaks i ét væk proklamerer rockens død, totale irrelevans og det, der er værre, er der stadig mange, som føler sig tiltrukket af genren - både som udøvende musikere og som fans og forbrugere.
Rockmyte-genbrug
Og er der nogen i 90'erne, der har taget de gamle rockmyter frem af skabet og luftet dem endnu en gang, er det Seattle-kvintetten Pearl Jam, hvis karismatiske forsanger Eddie Vedder forsøger at leve op til alle myterne om den unge mand med alverdens byrder hvilende på sine skuldre.
Og som sådan har han taget en arketypisk rockstjernerolle på sig - en slags udfriende Messias for sine mange fans, og en mild irritationsfaktor for andre, der ikke uafbrudt går til musikken på jagt efter spejling og katarsis, men er mere interesseret i hvordan den lyder - og hvad den dermed udsiger.
Bandet Pearl Jam er ikke verdens bedste musikere, omend dens sejt pumpende rytmegruppe - trods skiftende trommeslagere - syntes at danne skole for et par år siden. Også selvom den på mange måder blot lå i forlængelse af Neil Youngs faste backinggruppes, Crazy Horse's monolitiske beat. Det kan ikke undre at Young indforskrev bandet som backing på sin Mirrorball fra '95 - hvad der derimod kan undre var, at de sange, han havde skrevet til lejligheden, var så ringe.
Publikumsolidarisk
Og Pearl Jam har bedre end så mange af deres samtidige - som forsvandt ned i undergrunden igen, da grungen havde udspillet sin rolle - formået at bevare en enorm fanbase, som har udvist næsten hundeagtig trofasthed.
Således strøg gruppens tre foregående albums direkte ind på de amerikanske salgslisters førsteplads. Det skal til gruppens fordel nævnes, at den har udvist en usædvanlig solidaritet med sit publikum, og at den for et par år siden gik i clinch med koncertmonopolet Ticketmaster i USA for at få bragt billetpriserne ned.
Om gruppens femte udspil, Yield, vil opnå samme popularitet, er ikke til at sige, men fakta er at Pearl Jam har lavet sit bedste album siden debuten Ten fra '92. Tolv fint afstemte kompositioner, der viser bredden i Pearl Jams univers - stadig med plads til det primalpunkede og katarsiske, men med vægt på gruppens mere afdæmpede side, hvor Vedders ikke sindssygt store stemme kan udfolde sig uden, at han lyder, som om han er blevet grebet af sympati-smerter under en barnefødsel.
Faktisk er Yield gruppens sonisk mest indbydende til dato, samtidig med at sang-skrivningen er lige et nøk bedre end på sine forgængere.
Desperation og uro
Gruppen bruger samme producer som altid, Brendan O'Brien, men han har denne gang valgt at åbne lyden op ved en skarp separation af de forskellige instrumenter. Dem er der heller ikke så mange af, da gruppen fastholder to guitarer-bas-trommer-opstillingen, og helt undgår brugen af gæstemusikere.
Tekstligt er gruppen lige så uigennemskuelig som altid. Klar kommunikation er ikke kodeordet for disse tekster, der har en snert amatørpoesi over sig, men de kommunikerer dog umiskendeligt den desperation og uro, som altid har været det centrale i gruppens univers.
Vedder lyder stadig ofte som en mand i stærk konflikt med sig selv, men på pladens bedste numre lyder det sine steder, som om hans selvoptagethed er veget for et mindre antagonistisk forhold til selvet og omverdenen. Og glimt af humor er der sørme også - som på den fandenivoldske "Do The Evolution", der vittigt starter: "I am ahead/ I am advanced/ I am the first mammal to wear pants..."
Selvom Pearl Jam aldrig bliver denne anmelders livret, er det svært ikke at overgive sig til Yield, hvor maje-stætiske sange som "Given To Fly", "Wishlist" og "All Those Yesterdays" indikerer at selv dette ultimative slacker-band nu er parat til at give slip på senpubertetens traumatiske og uforløste tilstand til fordel for et mere modent og inspirerende udsyn, hvilket især manifesterer sig på det musikalske plan.
Hvis gruppen mange fans er vokset i takt med gruppen, skulle Yields succes være sikker.
*Pearl Jam: Yield (Sony/ Epic 489365 2)
