Læsetid: 3 min.

Slangen i Arken

14. februar 1998

Et af de mange fødselsdags-arrangementer til ære for Cobra

UDSTILLING
Jeg undrer mig til stadighed over menneskers talfiksering. Alle årstal, leveår, åremål, der ender på nul skal fejres. De er mere væsentlige end dem, der ender på fem, selvom også disse har en vis vægt, hvis de står bag ved et to- eller syvtal.
Se nu alt det bøvl, der kommer ud af det, når alle skal fejre det samme, som f. eks. år 2000 - eller Cobra i 50-året efter at nogle talentfulde og rebelske kunstnere, belgiske, hollandske, danske og tilløbende individualister, i 1948 samledes under slangebanneret. Cobra er årets tema i museer og auktionshuse.
Kuratorer for udstillingen i Arken er Holger Reenberg og norske Per Houvenakk. Denne sidste har i en menneskealder beskæftiget sig med Cobra. Til Arken har han hentet størsteparten af værkerne fra sit fordums museum, Henie-Onstad Kunstsenter, Oslo, fra Cobra-museet i Amstelveen i Holland og Carl-Henning Pedersens museum i Herning, fra Jens Olesens privatsamling, Sao Paolo, fra Galerie Bork, København, og Erik Andreasens Samling, Glyptoteket. Opgaven har ikke været let, fordi der samtidig har været arrangeret andre Cobra-udstillnger bl.a. på Nordjyllands Kunstmuseum, og en europæisk rejseudstilling ved Troels Andersen, nu i Wien, men det havde sandt for dyden pyntet med nogle af Kunstmuseums billeder.

Før og efter
Uden at ville hævde, at danskerne var slangens hoved, kan man konstatere, at de danske kunstneres vitale bidrag havde en stor og spek-takulær forhistorie fra sidst i 30'rne, og at flere af dem, der var med dengang, stadig lever og holder fanen højt.
Unge og yngre kunstnere fandt sammen efter et mislykket internationalt møde om avantgarde kunst i Paris. De følte sig moppet, og deres reaktion var at etablere en bred front - COpenhagen, BRuxelles, Amsterdam - imod den dominerende Pariserskole.
Cobra var identisk med frihed, åbne grænser og samvær mellem nationer. Ikke sært, at mange blev præget for livet af denne ungdomsoplevelse. Der blev en rejsen frem og tilbage, en vagabonderen mellem landene til fælles udstillinger og arbejdet med Cobra-tidsskriftet, som blev udgivet af landene på skift. Cobra blev en livsform og en international forbrødring.

Illustreret spontaneitet
En væsentlig del af udstillingen belyser forhistorien: af Egill Jacobsen billeder er de syv af ni udført mellem 1935-47, femten af Henry Heerups værker er fra før 1948, adskillige af Carl-Henning Pedersens malerier osv. Men endnu flere er fra årene efter.
For nogle kunstnere er det fælles formsprog stadig meningsfuldt, andre har lagt det bag sig, og hos nogle er det blevet manér. At selve organisationen Cobra opløstes i 1951 er et bevis på igangsætternes kompromisløshed.
Det er i pagt med denne ånd at billedhuggeren Erik Thommesen, som bl.a. er repræsenteret ved en skulptur fra 1964-72, i et avisindlæg (Jyllands-Posten 3.2.) har taget afstand fra gruppebetegnelsen.
Han skriver: "Man skulle aldrig have givet gruppen navn, for det er blevet myte og institutionaliseret - næsten som et kvalitetsmærke." Og han fortsætter med at citere et brev han i 1988 skrev til Per Houvenakk: "Selv om jeg udstillingsmæssigt og kammeratligt har været med i gruppen 1939-49, så har jeg aldrig forstået eller brudt mig om, at spontaneitet var noget illustrativt, noget med fabeldyr, masker, voksne barnetegninger eller løse følelsesudbrud, alt sammen i realiteten hentet fra anden kunst. Spontaneitet er et vanskeligt begreb, som kompromitteres ved at blive hensigt."
Jeg ønsker alt muligt godt for Arken - og der skal nok komme en del mennesker, når Cobra kalder. Det er billeder, som klæder Arken, og lidt efter lidt kan man skyde sig ind på, hvordan det pragtfulde og umulige hus kan bruges bl.a. ved at malerier, som også i Claus Carstensen-udstillingen, placeres ukonventionelt. Og Cobra er meget synlig og meget dekorativ, men ikke spektakulær. Hovedværker mangler, der er for blandet en mønstring af perifere kunstnere, og for få billeder af dem, til at det bliver interessant. Det ligner en rimelig god dag i Kunsthallen.

*COBRA 50 År. Arken Museum for Moderne Kunst, Skov-vej 100, Ishøj. Daglig 10-17, ons. 10-21, mandag lukket. Til 1.6.

En mindre del af udstillingen vises siden i Amstelveen, Holland, i Reykjavik og på Sao Paolo Biennalen i Brasilien. Derfor er der intet katalog men en til udstillingerne publiceret bog med artikler og tekster fra Cobra-litteraturen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu