Læsetid: 4 min.

En sløjfe bundet om en bombe

26. februar 1998

- sådan karakteriserede den surrealistiske digter André Breton maleren Frida Kahlo. Hendes kvalfulde liv og kunst er emnet for Hayden Herreras biografi

NY BOG
Der er kunstnere, der har det godt i de fine farvestrålende bøger, som sendes på markedet, hjulpet på vej af billiggørelsen af farvereproduk-
tionsteknikken. Det er ikke de allerstørste, men det er billedmagere, der skaber et letgenkendeligt univers, som Edward Hopper eller Magritte. Når man ser deres malerier i virkeligheden, bliver man skuffet over, at der ikke er mere, at den sanselige glæde ved farve og form ikke indfinder sig, som man venter sig ved nærkontakten af første grad.
Frida Kahlo hører til blandt de malere, der kan udøve en stærk magi blot igennem gengivelsen af hendes billeder i kunstbøger. De stærke passioner slår op fra det glittede papir, og hendes martrede krop og sind kommer fuldt til orde i reproduktionerne. Man skuffes derfor ikke af illustrationerne i Hayden Herreras monografi, der nu udgives i Danmark. Bogen indeholder 77 vellykkede farvegengivelser, og et utal af interessante fotografier af Frida Kahlo og hendes ægte-mand Diego Rivera og mange af deres kærester - de kvindelige deltes de af og til om. Derudover gengives i sort-hvidt også mange interessante tegninger af Frida Kahlo.
Teksten til biografien er skrevet af amerikaneren Hayden Herrera, og hun gør udmærket rede for Frida Kahlos kunst som en form for dagbog over alle de fysiske og psykiske lidelser, der var hendes mest trofaste livsledsagere. Det bliver foreslået, at hendes egentlige sygdom var spina bifida, og at mange af de frygtelige operationer, Frida Kahlo udsatte sig selv for, var totalt forfejlede. Men lidelserne var højst reelle, ligesom den sporvognsulykke, der rykkede den unge pige ud af den verden, de sunde og raske går rundt i: "Nu bor jeg på en pinefuld planet, gennemsigtig som is, men det er som om jeg havde lært alt på én gang, i løbet af få sekunder." Alle aborterne var også reelle, ligeså barnløsheden.

Selvspejlinger
Der er ligheder imellem Frida Kahlo og Karen Blixen, begge kvinder, der måtte grine med djævelen, og stilisere deres kønsidentitet til kunstfærdige fortællinger. Og selvom Frida på sæt og vis får den mand, hun elsker, er det kun for hurtigt at finde ud af, at han var kronisk promiskuøs. Deres stormfulde symbiose overlevede en skilsmisse, men forandrede hende, efter at de havde giftet sig om, i stigende grad til hans surrogatmor. I et forgæves forsøg på at bringe balance i forholdet havde hun fundet andre kærester, heriblandt Trotskij og filmskuespilleren Maria Félix - som Rivera ønskede at gifte sig med.
Alle Frida Kahlos malerier handler om hendes martyrium, ligesom hendes liv forekommer at have været en grum og lystig, eller absurd og fatal selviscenesættelse. Hun var bundet til Rivera som det sammenkædede par hos Goya - hvorfor alle hendes malerier er konstante henvendelser til ham. Men også det kommunistiske parti havde en part i hende, selvom Herreras biografi ikke giver særligt fyldestgørende information om denne del af hendes engagement i verden.
Der er heller ikke meget kunsthistorisk stof i bogen, som rækker ud over Frida
Kahlos malede selvbiografi. Hun blev kanoniseret som surrealist af bevægelsens høvding André Breton, der var i Mexico i 1938, men hendes bevidst surrealistiske værker er ikke nær så stærke som hendes primitiviserende billeder af sig selv som mexikansk martyr eller femme fatale i selskab med edderkoppeaber - en anden fascination, hun delte med Karen Blixen.
Men der er rigeligt stof for fantasien i de mange fotografier af de menager, parret
Diego Rivera-Frida Kahlo havde i USA og Mexico, fulde af folkekunst og dødningehoveder og skeletter og kæledyr.
Heroisk bliver Frida Kahlo i de sidste år, hvor hun massakreres på operationsbordet, får amputeret det højre ben og lægges i stræk i månedsvis. Hun rejser sig dog for at deltage i en demonstration imod CIA, men dør elleve dage senere, måske for egen hånd.

I krematoriet
Frida Kahlos lidelser havde været uden mål - hendes begravelse blev også usædvanlig. Hendes kiste blev åbnet i krematoriet, og der blev holdt ligtale og læst sonnetter. "Rivera bøjede sig ned og kyssede hende, og mens hun bevægede sig mod ilden, sang mængden "Internationale", nationalsangen og flere afskedsballader. Venner husker, at idet hun kørte ind i ovnen, fik den intense varme hende til at sætte sig op, og hendes hår dannede en glorie om hendes hoved. Fire timer senere, da hendes aske kom ud af ovnen, kunne omridset af hendes skelet ses et kort øjeblik. Rivera tog en skitsebog op af lommen, og tegnede sin kone en sidste gang."
Hun blev kun 47 år gammel - men efter hendes død i 1954 har hun gradvis for-
dunklet mindet om sin engang så berømte malermand, Rivera. Han er også kun en biperson som kunstner i Herreras biografi, der ikke brillerer ved de lange perspektiver i mexikansk historie eller kunst. Men som billedbog er værket både billigt og flot!

*Hayden Herrera: Frida Kahlo. Malerierne. 275 illustrationer i sort-hvid og farve. Oversat af Hanne Steinicke. Forlaget Søren Fogtdal A/S. 272 sider, 388 kr., i Kunstbogklubben 264 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu