Læsetid: 3 min.

Smertelig tunnelfart

14. februar 1998

Solid, virkningsfuld og traditionel opsætning af John Frandsens 'Amalie' på Den Anden Opera

OPERA
Da Amalie for snart tre år siden gik over brædderne i Odense, var det samtidig farvel til Undergrunden som fast domicileret operascene på Fyn. Så galt er det ikke gået for Den Anden Opera i København. Efter dystre tilskudsprognoser er sorg til glæde vendt. Vi publikummer kan fortsat glæde os over ny musikdramatik samt "nyopsætninger af forholdsvis nyskrevne operaer," som operachef Jesper Lützhøft formulerer det i forestillingens trykte program.
Til kategorien "forholdsvis nyskrevne operaer" hører komponisten John Frandsens
Amalie, oprindelig komponeret i 1984, men gennemgribende revideret i 1995. Operaen handler om den norsk-danske forfatterinde Amalie Skram og hendes tvangsindlæggelse på Skt. Hans i slutningen af 1800-tallet.
Sådan som Frandsen og medlibrettist Niels Pihl præ-senterer Amalie Skram, er det ikke hendes mand, forfatteren Erik Skrams skyld, at hun bliver spærret inde. Kampen mellem kvinden og det mandsstyrede samfund står mellem Amalie og overlægen Pontoppidan, der i Sten Byriels ubehageligt overlegne skikkelse vil have Amalie tvunget ind under sin idé om, hvad en kvinde er. Gemalen, fortvivlet sunget af Ole Hedegaard, er bare en mand, der ligger under for autoritetstro og egen svaghed. Også han er forpint, men virker ikke ond, selvom han siger, han er det.

Mareridt i blåt
Operaens tema og bearbejdelsen af det er ikke overraskende: Kvinden/kunstneren er farlig i mandens/samfundets øjne. Altså må hun uskadeliggøres, eller, som Pontoppidan formulerer det over for Amalie: "De må lære at underordne Dem!"
Også instruktion og scenografi læner sig op ad det traditionelle, så lånene fra Kgs. Nytorv ikke kan siges at begrænse sig til sangerkræfterne. Dette er ikke ment som negativ kritik. I Vigga Bros iscenesættelse står de seks personer fint og troværdigt - man fristes til at sige naturalistisk - tegnet. Kun Byriels overlæge irriterer lidt med sin klichéagtighed. Uden skurkesmilet ville hans lurende sadistiske tilbøjeligheder, som kommer for dagen i anden akt, måske have virket endnu stærkere.
Både lyssætningen og Frandsens grundlæggende lyriske musik lægger sig understregende til handlingen. De musikalske pasticher medvirker til, at personerne skilles klart ud fra hinanden, og også det melodiske er individuelt skåret til af en dygtig musik-skrædder. Det fungerer godt, når Amalies ekspressionistisk forrevne syngemåde kontrasteres af Pontoppidans selvsikre, forankrede replikker. Dr. Rohmells (Erik Harbos) særegne musikalske univers er både tidstypisk karakteriserende og morsomt.
Måske er Amalie skør. Måske er det dårekisten - eller til syvende og sidst det samfund, der kan rumme en sådan dårekiste - der gør hende syg. I mareridtsagtige monologer bades hun forpint i blåt lys. Når de to andre, kvindelige(!) repræsentanter for de sindslidende, Kristina Wess-mans og Irene Graaners skingrende, men nænsomt spillede frøkener, er på scenen, skifter lyset til varmt gult. Så danser musikken. Det hele løber af sporet, så Amalie sættes i perspektiv som sundheden selv, eller sandheder serveres, som i den ret gribende afslutning på første akt.

Forelæsning letter
Kaare Hansen har med dygtighed overtaget dirigentpinden efter Tamás Vetö, der førte an i Odense. Byriel i den mandlige hovedrolle og Hedegaard er derimod gengangere, ligesom Odenses sceneopbygning med publikum på begge sider i sin grundidé er videreført, hvad der giver problemer med at høre, når sangerne vender ryggen til.
Også i Den Anden Operas opsætning må man - i det mindste for en del af publikums vedkommende - over scenen og ind i Amalies univers for at overvære forestillingen. En sygeplejerske genner én på plads, og det er morsomt at opleve operaens søde billetdame som statist, ligesom operachef Lützhøft selv som sædvanligt sidder med som guitarist blandt musikerne.
Også de har et ord at skulle have sagt i den pinagtigt morsomme mellemakt, der med Kaare Hansens fint afleverede seksualpsykologiske forelæs-ning både letter på og understreger pointerne i en forestilling, hvor det lykkes at blande det traditionelle i sujet og opsætning med det tætte og intense i dramatikken.
Og så havde jeg nær glemt det, der burde have stået først, nemlig at Nanna Brincker, den bærende kraft i sidste års opsætning af Frandsens Dronning Boudicca på Den Anden Opera, lyser i rollen som Amalie. Til det sidste holder hun fast i sig selv og sin oplevelse af virkeligheden, så vi kan forlade teatret med hendes udgang fra anstalten som det opmuntrende lys for enden af en smertelig tunnelfart.

*John Frandsen: Amalie. Libretto: Niels Pihl og John Frandsen. Nanna Brincker (Amalie), Sten Byriel (Pontoppidan), Ole Hedegaard (Erik Skram), Erik Harbo (Dr. Roh-mell) m.fl. Storstrøms Kammer-ensemble, Kaare Hansen (dirigent), Den Anden Opera, onsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her